Karsten Ree overtager aktiemajoriteten i Zepto


First North meddelelse 16/2009                                                  
2. juli 2009                                                                    

Karsten Ree overtager aktiemajoriteten i Zepto                                  

Efter en veloverstået fortegningsemission i henhold til prospekt dateret 29.    
maj 2009 og seneste meddelelse nr. 15 dateret 29. juni 2009 om tegning af       
3.360.696 styk nye aktier bekendtgøres det hermed, at Zepto Computers A/S'      
samlede aktiekapital udgør 2.822.628,40 DKK fordelt på 7.056.571 aktier á       
nominelt 0,40 DKK svarende til 7.056.571 stemmerettigheder. Selskabet har i dag 
956 aktionærer.                                                                 

I henhold til aktieselskabslovens § 28 a oplyses det samtidig, at der ved       
emissionen er sket følgende ændringer i selskabets storaktionærer:              

TT-Invest AS besad før den gennemførte kapitalforhøjelse 8,64% af selskabets    
aktieandel. Denne andel er efter endt emission 0%.                              

GTM Ltd. besad før den gennemførte kapitalforhøjelse 58,39% af selskabets       
aktieandel. Denne andel er efter endt emission 29,92%.                          

Ree Kredit A/S besad før den gennemførte kapitalforhøjelse 10,01% af selskabets 
aktieandel. Efter endt emission og yderligere erhvervelse af aktier besidder Ree
Kredit A/S i dag 53,16% af stemmerne og aktiekapitalen i Zepto Computers A/S og 
har dermed overtaget aktiemajoriteten.                                          

Karsten Ree, der står bag Ree Kredit A/S, har siden 2006 været storaktionær og  
bestyrelsesmedlem i Zepto, og selskabet ser meget positivt på hans yderligere   
engagement.                                                                     

”Karsten har en stor viden om og erfaring med internethandel, som er værdifuld  
for Zepto, og at han nu vælger at engagere sig endnu mere i selskabet, er kun   
noget, vi kan glæde os over. Zepto står midt i en spændende og udfordrende fase 
efter nogle hårde måneder, og med Karsten Ree i front kan det kun gavne         
selskabet yderligere”, siger Lasse Frost, adm. direktør, Zepto Computers A/S.   

Ændringen i storaktionærkredsen er samtidig en naturlig forlængelse af de       
tiltag, Zepto har iværksat i 2009.                                              

”I forbindelse med Zeptos seneste generalforsamling blev der samlet en ny       
bestyrelse, som er rent dansk og hvor alle har en bred baggrund i det danske    
erhvervsliv. Den nye bestyrelse skal blandt andet bidrage til Zeptos positive   
udvikling på erhvervsmarkedet. Det betyder samtidig, at udenlandske tidligere   
bestyrelsesmedlemmer i forbindelse med kapitalforhøjelsen har valgt at afvikle  
deres engagement i selskabet, hvilket jeg ser som en helt naturlig proces, der  
samtidig har givet plads til, at Karsten har kunnet overtage aktiemajoriteten i 
selskabet”, udtaler Lasse Frost, adm. direktør, Zepto Computers A/S.            

Selv udtaler Karsten Ree:                                                       
”Tilførslen af ekstra kapital til Zepto er en del af                            
den model, vi arbejder på, der kan bringe selskabet videre. Ligesom outsourcing 
af både den tekniske support og service samt det nye samarbejde med Rosenmeier  
Electronics er en del af planen. Jeg ser fortsat Zepto som en spændende dansk   
virksomhed, og glæder mig til at se effekten af de tiltag, vi allerede har sat i
gang”.                                                                          


For yderligere information kontakt venligst:                                    
Lasse Frost, CEO, Zepto A/S		                                                   
Mobil: 21 20 90 90, E-mail: lf@zepto.dk                                         

Zepto's godkendte rådgiver er:                                                  
Schrøder Partners A/S, att.: Gert Mortensen                                     
Kongevejen 153, 2830 Virum                                                      
Email: gm@schroderpartners.dk                                                   
Telefon.: 43 58 33 00                                                           

Om Zepto                                                                        
Zepto, der blev etableret i 2002,  producerer og sælger bærbare pc'er og LCD-TV 
og er i dag Europas største producent af bærbare pc'er. Virksomheden har        
hovedsæde i Hedehusene og er desuden repræsenteret i Sverige, Norge, Finland,   
Tyskland, England, Holland, Schweiz, Spanien og Malta. Virksomheden samarbejder 
med en af verdens største notebook producenter, som leverer de bærbare pc'er    
uden harddisk, ram, processorer og anden ekstern lagring. Zepto konfigurerer    
herefter de bærbare pc'er efter kundernes individuelle behov. Ejerne bag        
virksomheden har mere end 20 års erfaring fra IT-branchen indenfor komponenter, 
salg, markedsføring og teknisk service.                                         
For mere information om Zepto besøg                                             
www.zepto.com

Attachments

presse_16_2009_aktiekapital_storaktionr_020709.pdf