Ordinær generalforsamling den 31. oktober 2011


På Satairs ordinære generalforsamling mandag den 31. oktober 2011 blev formandens beretning taget til efterretning, og årsrapporten for 2010/11, udvisende et overskud på 86,9 mio. USD, blev godkendt.

 

Det blev besluttet at disponere årets overskud i henhold til den godkendte årsrapport. Overskuddet overføres således til de frie reserver, og der udloddes ikke udbytte.

 

I konsekvens af det gennemførte købstilbud, hvor Airbus Denmark Holding ApS erhvervede ca. 96,2% af Satairs aktiekapital og de tilhørende stemmer, fratrådte selskabets generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer N. E. Nielsen, William Hoover, W. Nicholas Howley, Yves Líénart, Finn Rasmussen og Carsten L. Sørensen. I stedet nyvalgtes som bestyrelsesmedlemmer Thomas Charles Williams, Didier Robert Michel Paul Lux, Harald Emil Wilhelm, Klaus Eberhard Richter, John Stær og Cornelia Thieme i overensstemmelse med Airbus Denmark Holding ApS’ forslag.

 

Den afgående bestyrelsesformand N.E. Nielsen takkede sine bestyrelseskolleger for et usædvanligt godt og loyalt samarbejde igennem alle årene afsluttende med det succesrige salg til Airbus.

 

Satairs bestyrelse udgøres herefter af de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer og af Dorte Sonne Ekner, Majbrit Karlsdotter og Per Iversen, der alle tre er valgt af selskabets medarbejdere.

 

Ernst & Young Godkendt Revisionspartnerselskab nyvalgtes som selskabets revisor.

 

Generalforsamlingen vedtog i konsekvens af Airbus Denmark Holding ApS’ erhvervelse af mere end 90% af aktiekapitalen og de tilhørende stemmer samt af den efterfølgende af Airbus iværksatte tvangsindløsning af de resterende aktier i selskabet Airbus Denmark Holding ApS’ forslag om, at selskabets aktier afnoteres fra NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Generalforsamlingen godkendte endvidere den anmodning om at søge selskabets aktier afnoteret hurtigst muligt, som bestyrelsen forud for generalforsamlingen og betinget af generalforsamlingens efterfølgende godkendelse havde sendt til NASDAQ OMX Copenhagen A/S på Airbus Denmark Holding ApS’ begæring.

 

Generalforsamlingen vedtog endvidere i overensstemmelse med bilag 2 til de fuldstændige forslag til generalforsamlingsindkaldelsen en række vedtægtsændringer, hvoraf en del af ændringerne er betinget af afnotering af selskabets aktier. Der henvises til bilag 2, der kan findes på selskabets hjemmeside www.satair.com under “Investors”.

 

Endelig vedtog generalforsamlingen at bemyndige bestyrelsen med substitutionsret til at anmode om registrering af det på generalforsamlingen besluttede og til at foretage enhver ændring heri, som måtte blive forlangt eller henstillet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller enhver anden offentlig myndighed som betingelse for registrering eller godkendelse.

 

På det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Thomas Charles Williams valgt som ny bestyrelsesformand.

 

Yderligere oplysninger

CEO John Stær, jst@satair.com, +45 4015 9286

CFO Michael Højgaard, mih@satair.com, +45 4030 4349

 


Attachments