Meddelelse om tvangsindløsning af minoritetsaktionærer samt sletning af U-SEA Bulk Shipping A/S’ aktier fra handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S


U-SEA Bulk Shipping A/S har i dag modtaget meddelelse fra dets hovedaktionær, Ultragas ApS, CVR-nr. 32 94 95 41 (”Ultragas”) om, at Ultragas’ bestyrelse har besluttet snarest muligt at forøge Ultragas’ ejerandel af aktier i Selskabet, således at ejerandelen vil udgøre over 90 % af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Selskabet og umiddelbart derefter iværksætte en tvangsindløsning af Selskabets minoritetsaktionærer i henhold til selskabslovens §§ 70-72. I forbindelse med tvangsindløsningen vil Ultragas tilbyde minoritetsaktionærerne at overdrage deres aktier i Selskabet til en indløsningspris på DKK 28,77 pr. aktie á nominelt DKK 1.

Ultragas vil endvidere i sammenhæng med tvangsindløsningen anmode Selskabet om at iværksætte og gennemføre en sletning af Selskabets aktier fra handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S, herunder at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i Selskabet til godkendelse af afnoteringen, hvor Ultragas vil stemme for indgivelse af en anmodning om afnotering til NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

Iværksættelsen af tvangsindløsningen forventes at ske den 1. december 2011, således at indløsningsperioden i henhold til selskabsloven § 70, stk. 1 udløber den 29. december 2011.

Sidste handelsdag for Selskabets aktier på NASDAQ OMX Copenhagen A/S forventes at være den 29. december 2011.

 

Med venlig hilsen,

U-SEA Bulk Shipping A/S


Attachments