Sparekassen Faaborg A/S og Sparekassen Sjælland ønsker at slå sig sammen


Faaborg, Danmark, 2013-05-28 08:58 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Sparekassen Faaborg har gennem længere tid arbejdet hen imod en styrkelse af bankens kapitalforhold. Efter positive forhandlinger er bestyrelserne i Sparekassen Faaborg A/S og Sparekassen Sjælland blevet enige om at indstille til selskabernes beslut­ten­de fora, at de to sparekasser slår sig sammen. Det kommer til at ske i form af et købstilbud fra Sparekassen Sjæl­land til aktionærerne i Sparekassen Faaborg, så Sparekassen Sjælland opnår det fulde ejerskab af Sparekassen Faaborg, der fortsætter som selvstændig datterbank med Fyn som sit forretningsområde. Hvis aktionærerne tilslutter sig planen, vil Spare­kas­sen Faaborg blive afnoteret fra NASDAQ OMX. Der tilbydes kurs 175 pr. aktie.

De to sparekasser passer på alle måder godt sammen: Både Sparekassen Sjælland og Sparekassen Faaborg ønsker at udvide forret­nings­­omfanget, og ved at samle kræfterne er der et stærkt økonomisk fundament til at realisere visionerne. Det er samtidig en fremtidssikret konstellation, der imødekommer kommende krav til at drive pengeinstitut i Danmark. Fælles for de to sparekasser er bl.a. en stærk posi­tion i de respektive lokalsamfund, et udbygget filialnet samt dygtige medarbejdere, der fremadrettet vil kunne tilbyde kunderne endnu mere konkurrencedygtige bankprodukter og ydelser.

Sammenlagt bliver de to sparekasser det 10. største pengeinstitut i Danmark og bliver dermed en bety­de­­lig aktør på det danske marked. Samlet beskæftiger de to sparekasser i dag 593 medarbejdere, og der er 39 filialer, 6 erhvervscentre og ca. 140.000 kunder. Det samlede forretningsomfang udgør ca. 32 mia. kr. Den nye kon­cern vil være stærkt positioneret på såvel Sjælland som Fyn. Sparekassen Faaborgs mål om at blive dæk­kende på Fyn vil i en ny ejerstruktur kunne gennemføres hurtigere end ellers. I de kommende år vil der være nogle logiske synergier, som kan effek­tueres.

Kapitalforhold og likviditet

Den nye koncern (Sparekassen Sjælland og Sparekassen Faaborg) har ved udgangen af 2012 en ba­siskapital på 3,273 mia. kr. og derved en overdækning på 1,042 mia. kr. i forhold til lovkravet. Likvidi­teten er særdeles stærk i begge sparekasser og sikret ved en god indlånsoverdækning suppleret med længerevarende solid funding. Likviditetsoverdækningen er på 4,828 mia. kr.

Købstilbud til aktionærerne

Sparekassen Sjælland vil fremsætte et købstilbud til Sparekassen Faaborgs ca. 11.500 aktionærer med henblik på at opnå det fulde ejerskab af Sparekassen Faaborg, der så afnoteres fra NASDAQ OMX og fortsætter som datterbank af Sparekassen Sjælland.

Sparekassen Sjælland vil tilbyde aktionærerne kurs 175 pr. aktie a nom. 100 kr. Der afregnes kontant. Der tilbydes en merpris på ca. 50 % i forhold til den nuværende børskurs, der er noteret til ca. 115. Købstilbuddet er betinget af, at Sparekassen Sjælland kan erhverve mindst 90 % af Sparekassen Faaborgs aktiekapital på 112 mio. kr., og de vedtægtsbestemte stem­me­rets- og ejerbegrænsninger ophæves. Desuden skal Finanstilsynet godkende, at de to sparekasser slår sig sammen.

Der udarbejdes i løbet af juni måned et detaljeret købstilbud til aktionærerne, og Spare­kassen Faaborgs bestyrelse vil på dette grundlag udarbejde en rede­gørelse om fordele og ulemper ved til­buddet, som vil være underbygget af en fairness opinion. Ma­teri­alet offentliggøres i henhold til de gældende regler og forventes desuden udsendt til samtlige navneno­terede aktionærer.

Sparekassen Faaborgs bestyrelse vurderer på det nu foreliggende grundlag, at den tilbudte kurs er at­traktiv for aktio­nærer­ne.

Sparekassen Faaborg planlægger primo juli måned at afholde et eller flere aktionærmøder med henblik på at orientere aktionærerne om sammenlægningen af Sparekassen Faaborg og Sparekassen Sjælland. Her vil der bl.a. blive orienteret nærmere om købstilbuddet. Det ligger såvel Sparekassen Faaborg som Sparekassen Sjælland meget på sinde at opretholde det gode forhold til aktionærerne, der for langt hovedpartens vedkommende også er kunder i Sparekassen Faaborg.

Der vil desuden - hurtigst muligt - blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling for at gennemføre de vedtægtsændringer, der er en del af købstilbuddet, dvs. ophævelse af stemme­rets- og ejerbegræns­nin­­gerne. Vedtægtsændringernes registrering vil være betinget af, at købs­tilbuddet bliver gennemført.

Det er forventningen, at købstilbuddet udløber omkring medio august, hvorefter der kan ske afregning til aktionærerne. Det sker under forudsætning af, at Sparekassen Sjælland har opnået accept fra mindst 90 % af aktiekapi­talen, og at Finanstilsynet har godkendt, at de to sparekasser slår sig sammen.

Ledelse

Sparekassen Faaborg videre­føres som selvstændig datterbank med uændret direktion, dvs. adm. direktør Claus Sejling. Moder­selskabet Sparekassen Sjælland og datterbanken Sparekassen Faaborg vil have identisk besty­relse, som bliver Sparekassen Sjællands bestyrelse suppleret med 2 bestyrelsesmedlemmer fra Sparekassen Faaborg.

Det øverste ledelsesorgan i koncernen bliver repræsentantskabet.

Tidsforløb

Jf. ovenfor er tidsplanen i grove træk som følger:

Ultimo maj:                         Offentliggørelse af de to sparekassers planer om at slå sig sammen.

Første halvdel af juni:         Repræsentantskabsmøde i de to sparekasser.

Sidste halvdel af juni:         Offentliggørelse af tilbudsmateriale samt redegørelse fra Sparekas-

                                           sen Faaborgs bestyrelse omkring tilbuddet.

Primo juli:                            Aktionærmøde/-møder i Sparekassen Faaborg.

                                           Ekstraordinær generalforsamling i Sparekassen Faaborg.

Medio august:                    Udløb af købstilbuddet.

__________________________________________________________________________

Yderligere information

Allan Hansen                                                                 Claus Sejling

Bestyrelsesformand                                                      Adm. direktør

Tlf. 3125 8877                                                               Tlf. 6361 1814

 

         Allan Hansen
         Bestyrelsesformand
         Tlf.: 3125 8877
         Claus Sejling
         Adm. direktør
         Tlf.: 6361 1814


Attachments

FM280513.pdf