DLG står stærkt rustet til fremgang i 2015


  • Rekordindtjening på den ordinære drift (EBITDA) på 1.503 mio. kr.
  • Alle tre strategiske forretningsområder går frem i forhold til 2013
  • Effektiviseringsproces har bidraget med i alt 220 mio. kr. i 2013 og 2014

Repræsentantskabet i DLG-koncernen - Europas andenstørste landbrugsselskab og Danmarks niende største virksomhed målt på omsætning - godkendte i dag årsregnskabet for 2014, der viser det bedste resultat på den ordinære drift i koncernens historie.

DLG kom ud af 2014 med et resultat på den ordinære drift (EBITDA) på 1.503 mio. kr. og en omsætning på 59,2 mia. kr. Det er en forbedring på den ordinære drift på 50 pct. på blot fire år. Koncernresultatet før skat (EBT) er 519 mio. kr. eksklusiv særlige poster og årets resultat efter skat (EAT) eksklusiv særlige poster er 314 mio. kr. - en fremgang på 20 pct. i forhold til sidste års resultat på 262 mio. kr.

Resultatet efter skat (EAT) er negativt med 185 mio. kr. pga. særlige poster som følge af nedskrivninger og omstrukturering i datterselskabet Kongskilde, der producerer landbrugsmaskiner. Dette er en væsentlig del af den igangværende turn-around-proces, som vil gøre selskabet profitabelt og dermed klar til et potentielt salg. Nedskrivningerne er af regnskabsteknisk karakter, der ikke påvirker DLG's likviditet negativt.

»Efter mange år med stor ekspansion og toplinjevækst er vi i gang med en ambitiøs effektiviseringsproces af hele koncernen, som omfatter omkostningsreduktioner og procesoptimeringer inden for især produktion, logistik, administration og IT. Det er frugterne af denne proces, vi nu begynder at se, og vi går stærkt rustet ind i 2015,« siger koncernchef Kristian Hundebøll.

Kristian Hundebøll hæfter sig ved, at alle tre strategiske forretningsområder - Grovvarer, Vitaminer & Mineraler samt Service & Energi - klarede sig væsentligt bedre i 2014 trods et vanskeligt marked.

»Inden for Grovvarer har vi i Danmark opnået det hidtil bedste resultat nogensinde, ikke mindst på grund af vores igangsatte lean-processer inden for produktion og logistik sammenholdt med vores nye detailstruktur,« siger Kristian Hundebøll.

»På vitamin- og mineralområdet har Vilofoss-gruppen atter leveret et rekordresultat. Vores europæiske markedsposition er styrket, og vi har fået en særdeles positiv start på det kinesiske marked med vores samarbejdspartner PUAI Feed,« fortsætter Kristian Hundebøll.

Han understreger, at forventningerne til indtjeningen i 2015 også ser positive ud inden for Service & Energi, der samlet set har klaret sig tilfredsstillende i 2014.

»Kombineret med optimeringer internt i hele DLG-koncernen vil vi i de kommende år have tilstrækkelig toplinje til at levere en væsentligt stærkere bundlinje. Indtjeningsvæksten skal komme fra vores kerneforretningsområder, hvor vi er markedsledere samt fra et slankere og mere fokuseret DLG,« siger Kristian Hundebøll.

Turn-around-processen og heraf følgende nedskrivninger med en samlet nettoeffekt på 555 mio. kr. er et led i fokuseringen af DLG-koncernen, påpeger bestyrelsesformand i DLG, Niels Dengsø Jensen.  

»Vores ejere har givet os fuld opbakning i denne proces. Men vi vil også fremover løbende tage bestik af ethvert forretningsområde, der strategisk eller indtjeningsmæssigt ikke passer ind i DLG's portefølje af virksomheder med henblik på helt eller delvist frasalg. Kun herigennem kan vi bidrage til at optimere vores kunders produktionsøkonomi, hvilket der er hårdt brug for i øjeblikket,« siger Niels Dengsø Jensen.

Kontakt:
Kristian Hundebøll, koncernchef, DLG-koncernen, +45 2968 1950
Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand, DLG-koncernen +45 2022 0264

Se hoved og nøgletal for DLG-koncernen nedenfor.

Hoved- og nøgletal DLG-koncernen; mio. kr. 2014   2013
Resultatopgørelse      
Nettoomsætning 59.169,4   59.103,4
Bruttoresultat 4.678,3   4.796,7
Driftsresultat excl. afskrivninger og særlige poster (EBITDA) 1.503,1   1.421,2
Driftsresultat excl. Særlige poster (EBIT) 836,4   893,5
Særlige poster -598,3   -
Finansielle poster -312,7   -405,2
Resultat før skat (EBT) -79,6   537,6
Koncernens resultat -77,9   431,2
Årets resultat (EAT) -185,5   262,1
Årets resultat excl. særlige poster (EAT) 314,1   262,1
       
Balance      
Balancesum 19.754,6   20.308,3
Egenkapital 2.716,3   3.022,6
Egenkapital inkl. minoritetsinteresser (koncernegenkapital) 4.496,4   4.835,5
Nettorentebærende gæld (NIBD) 9.787,8   9.811,5
Arbejdskapital (NWC) 5.246,6   5.697,5
Investeringer i materielle anlægsaktiver
(inkl. tilgang ved fusion og virksomhedsopkøb)

972,9
 
2.200,7
       
Pengestrømsopgørelse      
Pengestrøm af driftsaktiviteter 1.731,1   1.125,6
Pengestrøm fra investeringsaktiviteter -1.191,5   -1.105,2
Pengestrøm fra finansieringsaktiviteter -543,1   -53,8
       
Medarbejderforhold      
Antal heltidsbeskæftigede medarbejdere 7.631   7.638
       
Nøgletal (%)      
Bruttomargin 7,9   8,1
EBITDA-margin 2,5   2,4
EBIT-margin 1,4   1,5
Egenkapitalforrentning -6,5   8,9
Koncernsoliditetsgrad 22,8   23,8
Koncernegenkapitalforrentning -1,7   9,6
Gearing (nettorentebærende gæld/EBITDA) 6,5   6,9