Delårsrapport for perioden 1. januar 2015 — 30. juni 2015


Ikast den, 2015-08-27 11:31 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

First North meddelelse nr. 51/2015 

DK Company A/S

La Cours Vej 6

7430 Ikast, Danmark

Telefon: 96 600 700

Fax: 96 600 710

CVR nr.: 24 43 11 18

E-mail:investor@dkcompany.com

Website: www.dkcompany.com

 

Delårsrapport for perioden 1. januar 2015 — 30. juni 2015

Koncernen har gennem de senere år haft fokus på strategiske opkøb og integration af tilkøbte aktiviteter samt udvikling af koncernens platform ’The Blooming Concept’. Første halvår 2015 har positivt vist, at platformen kan generere tilfredsstillende resultater for de fuldt integrerede aktiviteter, som viser fremgang. Direktionens forventninger til perioden bliver delvist indfriet, da hovedparten af koncernens aktiviteter udviser en tilfredsstillende udvikling. I den forgangne periode er det endnu ikke lykkedes aktiviteterne i de seneste to akkvisitioner at indfri direktionens forventninger.

Koncernen har for første gang realiseret en omsætning på over 1 mia. kr. i første halvår af et regnskabsår og har opnået en salgsfremgang på 8,5% på den sammenlignelige forretning, hertil kommer omsætning fra tilkøbte aktiviteter The Original Group (DK Company Cph) og Bon’A Parte (DK Company Online).

Det realiserede resultat af primær drift før særlige poster for perioden 1. januar 2015 – 30. juni 2015 er påvirket af hensættelse på en samarbejdspartner som efter 30. juni 2015 har igangsat en restruktureringsplan. Mellemværendet består af varegæld samt af garantiforpligtelser overtaget i forbindelse med akkvisitionen af The Original Group (DK Company Cph) fra IC Group i 2014. Direktionen har på denne baggrund valgt at hensætte til det samlede mellemværende med samarbejdspartneren på 22 mio. kr. pr. 30. juni 2015.

Hensættelsen påvirker ikke direktionens forventninger til resultat af primær drift (EBIT), og direktionen fastholder forventningerne til regnskabsåret 2015 som udmeldt i First North meddelelse nr. 47/2015 i forbindelse med årsrapporten for 2014.

UDVIKLING I AKTIVITETER

Retail aktiviteterne i Norge viser en positiv udvikling igennem de seneste måneder, en udvikling, der forventes at fortsætte hen mod efteråret. Den positive udvikling afspejler sig i resultatet for aktiviteten blandt andet som følge af effekt af optimeringstiltag påbegyndt i 2014 i forbindelse med overtagelsen af den resterende del af aktierne i DKC Retail Norway.

Integration af de to akkvisitioner foretaget i 2014 - The Original Group (DK Company Cph) samt Bon’A Parte (DK Company Online) - har ikke indfriet forventningerne til indtjeningen for perioden, da indtjeningen er påvirket af de forretningsmæssige ændringer, der er foretaget for at få disse integreret på koncernens platform. Forventningerne til den fremtidige indtjening er positiv.

Hensættelsen på mellemværendet med en mangeårig samarbejdspartner har påvirket indtjeningen negativt i The Original Group (DK Company Cph).

UDVIKLING I ØKONOMISKE FORHOLD FOR FORTSÆTTENDE AKTIVITETER

Koncernen har i perioden realiseret en højere omsætning end for den tilsvarende periode i 2014. Omsætningen er i perioden 1. januar 2015 - 30. juni 2015 realiseret med 1.187 mio. kr. mod 674 mio. kr. i samme periode året før. Af omsætningsstigningen på 513 mio. kr. kan 456 mio. kr. henføres til akkvisitionen af The Original Group (DK Company Cph) og Bon’A Parte (DK Company Online) i Trend-segmentet. Omsætningen for koncernen realiseres i perioden på niveau med direktionens forventninger.

Koncernen har i 1. halvår af 2015 realiseret en lavere dækningsgrad på den sammenlignelige forretning på 0,7%, som for størstedelens vedkommende kan henføres til udviklingen i koncernens købsvaluta, USD samt udviklingen i de nordiske salgsvalutaer, SEK og NOK.

Koncernen har som følge af opkøbsstrategien foretaget væsentlige IT-investeringer med henblik på at fremtidssikre koncernens IT-platform. Der er endvidere i det forløbne år investeret i shop-in-shop koncepter primært på det tyske marked. Investeringerne har medført, at afskrivningerne i 1. halvår 2015 realiseres på et højere niveau end for den tilsvarende periode året før. Koncernen vil i 2. halvår 2015 fortsat investere i butikskoncepter og integration af Bon’A Parte (DK Company Online).

Resultat af primær drift før særlige poster udgør i perioden 1. januar 2015 - 30. juni 2015 i alt 13 mio. kr. mod 39 mio. kr. i samme periode året før. Tilkøbte aktiviteter bidrager i perioden negativt til resultatet med 33 mio. kr., hvoraf hensættelsen på en samarbejdspartner udgør 22 mio.kr.

Den sammenlignelige forretning har realiseret et resultat af primær drift før særlige poster på 46 mio. kr. mod 40 mio. kr. i samme periode året før.

Resultat af primær drift før særlige poster er væsentlig påvirket af den ekstraordinære hensættelse til mellemværendet med en samarbejdspartner. Den øgede hensættelse til tab vedrører Trend-segmentet og hidrører fra de i 2014 tilkøbte aktiviteter.

  • Young-segmentet realiserer 5 mio. kr. mod 8 mio. kr. året før.
  • Trend-segmentet realiserer 9 mio. kr. mod 29 mio. kr. året før. Trend-segmentet realiserer i 1. halvår 2015 42 mio. kr. for den sammenlignelige forretning.
  • Øvrige aktiviteter realiserer 0 mio. kr. mod 2 mio. kr. året før.

Særlige poster beløber sig til 0 mio. kr. for perioden 1. januar 2015 - 30. juni 2015 mod 4 mio.kr. i den tilsvarende periode for 2014. Særlige poster for perioden 1. januar 2014 – 30. juni 2014 bestod af omkostninger afholdt i forbindelse med akkvisitionen af The Original Group (DK Company Cph), hvoraf 10 mio. kr. hidrørte fra transaktionsomkostninger. Fratrædelseslønninger til den tidligere ledelse i The Original Group (DK Company Cph) udgjorde 5 mio. kr. I særlige poster var endvidere indregnet 11 mio. kr. vedrørende godtgørelse fra BTX Group A/S i forbindelse med afgørelse af voldgiftssag.

Resultat før skat for fortsættende aktiviteter (EBT) for perioden 1. januar 2015 - 30. juni 2015 udgør 9 mio. kr. mod 28 mio. kr. i samme periode året før. Tilkøbte aktiviteter bidrager i perioden negativt til resultatet med 43 mio. kr.

  • Young-segmentet realiserer 3 mio. kr. mod 15 mio. kr. året før.
  • Trend-segmentet realiserer 6 mio. kr. mod 11 mio. kr. året før. Trend-segmentet realiserer i 1. halvår 2015 49 mio. kr. for den sammenlignelige forretning.
  • Øvrige aktiviteter realiserer 0 mio. kr. mod 2 mio. kr. året før.

Koncernens resultat efter skat for fortsættende aktiviteter for perioden 1. januar 2015 – 30. juni 2015 udviser et overskud på 7 mio. kr. mod 21 mio. kr. i samme periode sidste år.

Koncernens pengestrømme fra driften for 1. halvåret 2015 er positiv med 59 mio. kr. mod 23 mio. kr. i samme periode året før. Koncernen har i 1. halvår 2015 været i stand til at nedbringe pengebinding i driftskapitalen med 45 mio. kr.

De samlede pengestrømme i koncernen for 1. halvår 2015 udgør en frigørelse af likviditet på 41 mio. kr. Der er i 1. halvår foretaget investeringer for i alt 17 mio. kr. primært i forbindelse med butikskoncepter, samt fortsat udvikling og optimering af koncernens IT-platform.

FORVENTNINGER TIL 2015

Koncernen fastholder de i First North meddelelse nr. 47/2015 i forbindelse med årsrapporten for 2014 udmeldte forventninger til regnskabsåret 2015 således:

  • Koncernens nettoomsætning for fortsættende aktiviteter for hele 2015 forventes at blive i størrelsesordenen 2.250-2.450 mio. kr.
  • Koncernens samlede forventninger til resultat af primær drift (EBIT) for fortsættende aktiviteter for hele 2015 forventes realiseret i niveauet 100-130 mio. kr.

De fortsat volatile valutamarkeder vil kunne påvirke både koncernens omsætning og indtjening i 2015. Forventningerne til årets resultat er formuleret under forudsætning af, at der ikke sker væsentlige ændringer, som vil forværre koncernens valutaeksponering yderligere.

Kvartalsmeddelelse for 3. kvartal offentliggøres 12. november 2015.

 

Med venlig hilsen

Bo Boulund Knudsen            Jens Poulsen

Bestyrelsesformand             Administrerende direktør

 

Selskabets Certified Advisor er CDI Global ApS, Vestre Havnepromenade 5, 5. Sal, 9000 Aalborg, Jesper Gøthgen, tlf. +45 26 70 49 93.  

         Eventuelle spørgsmål kan rettes til Jens Poulsen på telefon 96 600 700


Attachments

Delaarsrapport_2015.pdf