Delårsrapport 3. kvartal 2015 for Dantherm A/S


Skive, Danmark, 2015-10-28 17:10 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

Dantherm realiserede i 1. - 3. kvartal 2015 en omsætning på DKK 303 mio. mod DKK 321 mio. i samme periode af 2014. Driftsresultatet (EBIT) blev et underskud på DKK 17,7 mio. (1. – 3. kvartal 2014: DKK -18,3 mio.), og er negativt påvirket med DKK 20,3 mio. (1. – 3. kvartal 2014: DKK 14,4 mio.) fra Telecom segmentet. Som meddelt i 2014 er der indgået aftale om frasalg af Telecom segmentet, hvor Closing endnu ikke er gennemført. Forventningerne til hele året fastholdes.

Administrerende direktør Torben Duer udtaler:

”Dantherms driftsresultat i 1. – 3. kvartal 2015 blev samlet set utilfredsstillende som følge af en underskudsgivende Telecom forretning. HVAC forretningen havde i 3. kvartal 2015 et positivt driftsresultat, og udviklingen i 2015 inden for HVAC er fortsat bedre end i 2014 primært som resultat af gennemførte omkostningsbesparelser. Driftsudviklingen og den fortsat manglende gennemførelse af Telecom frasalget betyder, at vi fortsat arbejder intensivt med tiltag til en styrkelse af kapitalstrukturen.”

Aftale om frasalg af forretningssegmentet Telecom

  • Som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 3 fra 24. marts 2014 indgik Dantherm aftale om frasalg af forretningssegmentet Telecom til China Technologies Holdings Group. Køber har mod forventning endnu ikke kunnet gennemføre transaktionen, og det er derfor vurderingen, at kriterierne for klassifikation af Telecom forretningen som ophørende aktivitet ikke er opfyldt. Dantherm er i en fortsat tæt dialog med køber omkring gennemførelse af transaktionen og arbejder på en afklaring.
  • Værdien af Telecom forretningen herunder goodwill er som ved aflæggelse af årsrapporten for 2014 og delårsrapporterne for 1. og 2. kvartal 2015 baseret på aktieoverdragelsesaftalen vedrørende Telecom frasalget. Såfremt Closing mod forventning ikke gennemføres vil værdiansættelsen af Telecom forretningen skulle vurderes på en opdateret forretningsplan, og der vil skulle foretages nedskrivninger herunder af goodwill med et betydeligt beløb, som i dette tilfælde kan medføre kapitaltab for selskabet efter reglerne i Selskabsloven.

Finansieringsforhold og kapitalstruktur

  • Som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 2. fra 27. marts 2015 har Dantherm i marts genforhandlet aftalen med sine primære kreditinstitutter om garanterede faciliteter. Kreditinstitutterne har i den forbindelse givet tilsagn om en forlængelse af disse faciliteter frem til januar 2016 under en række forudsætninger. Dantherms likviditetssituation er negativt påvirket af forsinkelsen af Telecom frasalget og den aktuelle driftssituation inden for dette segment, og der arbejdes fortsat med en række likviditetsfremmende tiltag med henblik på fremadrettet at kunne opretholde driftsaktiviteterne i det nuværende omfang.
  • Som følge af den udskudte gennemførelse af frasalget af Telecom forretningen og koncernens generelle finansieringssituation fortsætter ledelsen i Dantherm de intensiverede bestræbelser på yderligere at styrke koncernens kapitalgrundlag.

Udvikling i 3. kvartal 2015

  • Omsætningen blev på DKK 107 mio. i forhold til DKK 116 mio. i 3. kvartal 2014.
  • Driftsresultatet (EBIT) blev et underskud på DKK 5,1 mio. mod et overskud på DKK 2,9 mio. i 3. kvartal 2014.
  • Driftsresultatet (EBIT) for HVAC forretningssegmentet blev et overskud på DKK 4,2 mio. (2014: DKK 5,5 mio.), mens driftsresultatet (EBIT) blev negativt påvirket med DKK 7,5 mio. (3. kvartal 2014: DKK 0,6 mio.) fra Telecom segmentet.

Udvikling i 1. – 3. kvartal 2015

  • Omsætningen blev på DKK 303 mio. i forhold til DKK 321 mio. i samme periode af 2014.
  • Driftsresultatet (EBIT) blev et underskud på DKK 17,7 mio. mod DKK 18,3 mio. i samme periode af 2014.
  • Driftsresultatet (EBIT) for HVAC forretningssegmentet blev et overskud på DKK 7,9 mio. (2014: DKK 2,1 mio.), mens driftsresultatet (EBIT) blev negativt påvirket med DKK 20,3 mio. (1. – 3. kvartal 2014: DKK 14,4 mio.) fra Telecom segmentet.

Forventninger til 2015

Dantherm fastholder forventningerne til 2015 om et forbedret driftsresultat (EBIT) til i niveauet DKK 5 - 10 mio. med samme omsætningsniveau som i 2014. Forventningerne til 2015 er baseret på, at frasalget af Telecom forretningen gennemføres, og dermed at resultatet af Telecom forretningssegmentet klassificeres som resultat af ophørte aktiviteter.

Hvis frasalget mod forventning ikke gennemføres, vil værdiansættelsen af Telecom forretningen skulle vurderes på en opdateret forretningsplan, og driftsresultatet (EBIT) vil blive negativt påvirket af nedskrivninger herunder goodwill med et betydeligt beløb.

 

Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan ske til adm. direktør Torben Duer på telefon 99 14 90 14.
 


Attachments

9_Q3_20151028.pdf