Forlænget optionsaftale vedr. frasalg af forretningssegmentet Telecom


Skive, Danmark, 2016-03-01 09:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

Dantherm har forlænget en optionsaftale om frasalg af forretningssegmentet Telecom til den 9. marts 2016.

Dantherm indgik i 2014 en bindende aftale med moderselskabet til China Technologies Holdings Group Co. (Hong Kong) ( CTHG ) om frasalg af forretningssegmentet Telecom. Køber har hidtil ikke kunnet gennemføre transaktionen.                       

Ved frasalget af forretningssegmentet HVAC til Procuritas den 15. januar 2016 (se selskabsmeddelelse nr. 1) fulgte Telecom EMEA-selskaberne med i handlen, hvorfor aftalen med CTHG blev ophævet fra Dantherms side, men med mulighed for at CTHG kunne genindtræde i den tidligere aftale inden udgangen af februar 2016.

Med en aftalt tidsfristforlængelse for genindtræden frem til og med onsdag den 9. marts 2016 forhandles der om en opdateret aftale med CTHG om køb af hele Telecom-segmentet inklusiv Telecom EMEA-selskaberne. 

Gennemføres frasalget til CTHG vil de tilbageværende aktiviteter i Dantherm alene være selskabets 43 % aktiepost i Dantherm Power.

Hvis der ikke gennemføres et frasalg af Telecom-aktiviteterne til CTHG, vil de enkelte driftsaktiviteter blive søgt afhændet til anden side. 

Provenuet ved et eventuelt salg kan ikke gøres op før endelige aftaler er indgået, men det forventes på nuværende tidspunkt, at nettoprovenuet ved transaktionerne i begge situationer ligger væsentligt under selskabets samlede rentebærende gæld, og at Dantherms egenkapital bliver negativ, hvorefter Dantherm vil være i en kapitaltabssituation efter reglerne i Selskabsloven.

Efter et frasalg af alle driftsaktiviteter vil der – efter aftale med Dantherms kreditinstitutter - blive igangsat en endelig afviklingsproces, herunder søge et salg af børsselskabet og dets medfølgende skatteaktiv, hvilket dog forudsætter en akkordering af restgælden fra kreditinstitutternes side. Hvorvidt et salg af børsselskabet er muligt er usikkert, og det er derfor tvivlsomt om gennemførelsen af den endelige afviklingsproces vil resultere i et minimalt provenu til selskabets aktionærer.

Bestyrelsen vil opdatere markedet yderligere, så snart der foreligger nyt.

Regnskab

Regnskabet for 2015 vil blive offentliggjort d. 29. marts i stedet for som tidligere meddelt den 18. marts. Generalforsamlingen vil som tidligere meddelt blive afholdt den 27. april 2016.

Frist for indsendelse af emner til generalforsamlingens dagsorden er den 18. marts.

 

Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan ske til Dantherms bestyrelsesformand Jørgen Møller-Rasmussen på telefon 23 20 50 50.

 


Attachments

2_Betinget_aftale_CTHG_20160301.pdf