Afholdelse af generalforsamling


Selskabsmeddelelse nr. 2016-05                                          7. april 2016

Afholdelse af ordinær generalforsamling

 

 

William Demant Holding A/S har i dag afholdt ordinær generalforsamling på selskabets adresse, Kongebakken 9, 2765 Smørum, hvor alle bestyrelsens forslag blev vedtaget af generalforsamlingen. Dette medførte blandt andet følgende beslutninger:

 

  • At selskabets årsrapport for 2015 blev godkendt, og at hele årets overskud, DKK 1.171 mio., overføres til selskabets reserver.
  • At Lars Nørby Johansen, Peter Foss, Niels B. Christiansen og Benedikte Leroy blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer, og at Lars Rasmussen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem.
  • At selskabets revisionsfirma, Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, blev genvalgt.
  • At selskabets aktiekapital nedsættes med nominelt DKK 1.208.870 svarende til selskabets beholdning af egne aktier pr. 9. marts 2016. Beholdningen af egne aktier er erhvervet som led i selskabets aktietilbagekøbsprogram i 2015 og 2016. Som konsekvens af kapitalnedsættelsen ændres vedtægternes pkt. 4.1 senest fire uger efter udløbet af fristen for kreditorers anmeldelse af krav.
  • At bestyrelsen blev bemyndiget til indtil næste ordinære generalforsamling af lade selskabet erhverve egne aktier med en pålydende værdi af indtil 10 % af aktiekapitalen.
  • At der blev vedtaget en revideret vederlagspolitik og nye retningslinjer for incitamentsaflønning, der giver mulighed for at indgå aftaler om et fastholdelsesprogram for selskabets ledelse.
  • At den foreslåede forhøjelse af bestyrelseshonoraret samt indførelse af honorar til revisionsudvalget blev vedtaget.
  • At den mindste nominelle stykstørrelse, selskabets aktier kan have, ændres fra DKK 1 til DKK 0,20, og at hvert aktiebeløb på DKK 0,20 giver én stemme, således at bestyrelsen på et senere tidspunkt kan beslutte at gennemføre et aktiesplit af selskabets aktier i forholdet 1:5.
  • At selskabets aktier overgår fra at være ihændehaveraktier til at være navneaktier.
  • At selskabets tegningsregel blev ændret, således at selskabet fremover også kan tegnes af to direktører i forening.
  • At rammen for antallet af direktører i direktionen blev ændret, således at direktionen fremover kan bestå af 1-5 direktører.
  • At bestyrelsen indtil den 1. april 2021 blev bemyndiget til at forhøje selskabskapitalen som følger:
    • Udstedelse af nye aktier i én eller flere udstedelser med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer og med en samlet nominel værdi på op til DKK 6.664.384.
    • Udstedelse af nye aktier i én eller flere udstedelser uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer og med en samlet nominel værdi på op til DKK 6.664.384, forudsat at forhøjelsen sker til markedsværdi. Bemyndigelserne til bestyrelsen efter dette og ovenstående punkt kan tilsammen maksimalt udnyttes ved udstedelse af nye aktier med en samlet nominel værdi på DKK 6.664.384.
    • Udstedelse af nye aktier i én eller flere udstedelser uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer og med en samlet nominel værdi på op til DKK 2.500.000, i forbindelse med at de nye aktier tilbydes medarbejderne i selskabet og medarbejderne i de selskaber, der af bestyrelsen anses for knyttet til selskabet.

 

I sin beretning redegjorde bestyrelsens formand, Lars Nørby Johansen, for koncernens udvikling i 2015. Han sagde blandt andet:

 

”2015 året, hvor vores klassiske kerneforretning – engrossalg af høreapparater – kom tilbage på vækstsporet. Det er en stor fornøjelse at kunne konstatere, at vi på ny formåede at vinde betydelige markedsandele. Det er samtidig glædeligt, at vi nu kan begynde at høste frugterne af vores omfattende investeringer i ny teknologi – ikke mindst med Oticons kommende store produktlancering. Dermed har vi skabt et solidt fundament for vækst i 2016 og i de kommende år.

 

I William Demant-koncernen fortsætter vi med at investere massivt i fremtiden. For at understøtte opbygningen af en hearing healthcare‐koncern gennemfører vi i disse år en række tiltag for at drage fordel af den fælles infrastruktur i koncernen. Eksempler på det er blandt andet overflytningen af produktion til Polen og Mexico og etableringen af et nyt globalt distributionscenter i Polen.”

 

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Lars Nørby Johansen som formand og Peter Foss som næstformand.

 

 

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

  

 

Yderligere information:
Adm. direktør Niels Jacobsen
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
CFO René Schneider
IR-chef Søren B. Andersson
IR Officer Rasmus Sørensen

 


Attachments

2016-05 Afholdelse af generalforsamling.pdf