Network Capital Group Holding - Forløb af ekstraordinær generalforsamling


 

Den 24. juli 2017 kl. 9.00 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i Network Capital Group Holding A/S, CVR nr. 26 68 56 21, på selskabets adresse Tingskiftevej 5, 2900 Hellerup, med følgende dagsorden:

1.     Beslutning om afnotering af selskabet på Nasdaq Copenhagen

2.     Eventuelt

Bestyrelsen bød velkommen og oplyste, at bestyrelsen i overensstemmelse med vedtægternes pkt. 7.8 havde udpeget Lisbeth Bak til dirigent. 

Dirigenten konstaterede, at den ekstraordinære generalforsamling i overensstemmelse med vedtægterne havde været varslet ved e-mails til navnenoterede aktionærer, som har udtrykt ønske om indkaldelse via mail, ved indrykning på selskabets hjemmeside og Erhvervsstyrelsens IT system og ved fondsbørsmeddelelse. Dirigenten konstaterede, at indkaldelsen, oplysningen om det samlede antal kapitalandele og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, dagsorden og de fuldstændige forslag, formularer, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt og stemmeafgivelse pr. brev m.v. har været fremlagt på selskabets hjemmeside i de seneste 3 uger før generalforsamlingens afholdelse. Dirigenten konstaterede under henvisning hertil og med de tilstedeværendes tilslutning, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt, og at generalforsamlingen var beslutningsdygtig og indvarslet i henhold til dagsordenens punkter.

Dirigenten gennemgik dagsordenen og oplyste i den forbindelse, at forslaget under dagsordenens punkt 1 krævede simpelt flertal.

På generalforsamlingen var i alt nominelt DKK 196.606,20 repræsenteret svarende til 26,8 % af den stemmeberettigede aktiekapital. Således var der afgivet fuldmagter for nominelt DKK 190.587,20 aktiekapital, hvilket svarer 9.529.360 stk. stemmer  direkte til bestyrelsen, og der var afgivet brevstemmer for nominelt DKK 6.019,00 aktiekapital, hvilket svarer til 300.950 stk. stemmer. 

 

Ad dagsordens punkt 1.

Efter at have offentliggjort frivilligt købstilbud på selskabets aktier til kurs 0,02 per aktie ønskede bestyrelsen at indkalde til ekstraordinær generalforsamling for at foreslå afnotering af selskabet på Nasdaq Copenhagen.

Der var afgivet fuldmagt til bestyrelsen for dette forslag på nominelt DKK 190.585,20 svarende til 26,0 % af den stemmeberettigede aktiekapital.

Selskabet havde desuden modtaget brevstemmer for nominelt DKK 6.019,00 svarende til 0,8 % af den stemmeberettigede aktiekapital imod dette forslag.

Herefter blev forslaget vedtaget med det fornødne flertal. 

 

Ad dagsordenens punkt 2.

Der blev på generalforsamlingen stillet forslag om indvalg af Lisbeth Bak som bestyrelsessuppleant, hvilket blev vedtaget med et fornødent flertal.

Herefter forelå der ikke yderligere til behandling, og dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt, og at samtlige forslag var blevet vedtaget. Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for hævet, og bestyrelsesformanden takkede forsamlingen for deres deltagelse.

      

Med venlig hilsen

Network Capital Group Holding A/S

Bestyrelsesformand Jesper Bak

Telefon: +45 51 30 75 78

Email: jb@ncgh.dk


Attachments

170724_forløb af ekstraordinær generalforsamling.pdf