2022 nr. 17 - Offentliggørelse af storaktionærmeddelelse og Ahlsells kontrol


                                        
Aalborg, den 22. december 2022

Sanistål A/S ("Sanistål") har modtaget en storaktionærmeddelelse afgivet i henhold til kapitel 7 i lovbekendtgørelse nr. 2014 af 1. november 2021 om kapitalmarkeder ("Kapitalmarkedsloven"), med senere ændringer.

Som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 8 / 2022 offentliggjorde Ahlsell Danmark ApS ("Ahlsell") den 24. maj 2022, at Ahlsell havde indgået betingede aktieoverdragelsesaftaler med Danske Bank A/S, Nordea Bank Abp, Jyske Bank A/S og Nykredit Bank A/S om at købe ca. 75,49 % af aktierne i Sanistål til DKK 58 pr. aktie. Som følge af, at der fra relevante myndigheder er opnået nødvendige godkendelser (jf. selskabsmeddelelse nr. 16 / 2022), er disse aftaler nu gennemført.

Ahlsell ejer herefter i alt ca. 80,39% af den samlede aktiekapital og det samlede antal stemmer i Sanistål.

Som følge heraf er Ahlsell principielt også forpligtet til at afgive et pligtmæssigt tilbud på alle resterende aktier i Sanistål, i henhold til, og i overensstemmelse med kapitalmarkedslovens § 45 og overtagelsesbekendtgørelsen. Ahlsell Danmark ApS har dog anmodet om en dispensation fra tilbudspligten henset til den forventede tvangsindløsning, der vil blive iværksat efter gennemførelse af det frivillige tilbud. Anmodningen om dispensation er under behandling hos Finanstilsynet. Prisen i et eventuelt pligtmæssigt tilbud vil være DKK 85 pr. aktie.

Ahlsell er helt og direkte ejet og kontrolleret af Ahlsell Sverige AB, et svensk selskab stiftet i henhold til svensk ret med selskabsregistreringsnummer 556012-9206, Årstaängsvägen 11, SE-117 98 Stockholm, Sverige. Ahlsell Sverige AB er et af flere selskaber under Ahlsell AB (publ), hvis ultimative ejer er CVC Capital Partners VII (A) L.P.

Som offentliggjort af Ahlsell i tilbudsdokumentet, jf. selskabsmeddelelse nr. 9 / 2022, vil Ahlsell snarest iværksætte tvangsindløsning af de resterende minoritetsaktionærer. Sanistål vil i den forbindelse anmode om, at Saniståls aktier afnoteres fra Nasdaq Copenhagen A/S.

Yderligere oplysninger

Bestyrelsesformand Anders K. Bønding kan kontaktes via kommunikationschef Pia Kristensen, Sanistål,
tel. +45 9630 6000, mobil +45 4117 8617.

Denne meddelelse er blevet udarbejdet på både engelsk og dansk. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem den engelske og den danske version har den danske version forrang.

Bilag
Storaktionærmeddelelse fra Ahlsell Danmark ApS (engelsk).
Meddelelse fra Ahlsell Danmark ApS om opnåelse af kontrol og gennemførelse af aktiekøbsaftaler.


Vedhæftede filer



Attachments

Major Shareholder Notification to Sanistål (Ahlsell) 22 12 2022 Announcement of Completion of SPAs (Ahlsell) (DK) 22 12 2022