FNE rejser sag mod den chilenske fiskefoderindustri


Som det er kendt i markedet, iværksatte de chilenske konkurrencemyndigheder – Fiscalia Nacional Económica (FNE) - i oktober 2016 en undersøgelse af den chilenske fiskefoderindustri. I den forbindelse modtog blandt andre BioMars chilenske datterselskab, BioMar Chile, uanmeldt kontrolbesøg. BioMar Chile har naturligvis samarbejdet med myndighederne ved at besvare spørgsmål og fremlægge den ønskede dokumentation, i det omfang det har været muligt.

I forlængelse af brancheundersøgelsen har FNE nu rejst tiltale mod BioMar Chile for deltagelse i samordnet praksis i branchen, med påstand om betaling af en bøde på op til USD 24 mio. Tiltaleforholdene tager udgangspunkt i nogle isolerede omstændigheder, der knytter sig til den chilenske fiskefoderindustri i perioden 2003-2015.

BioMar Chile kan ikke vedkende sig den tiltale, som FNE har rejst. Virksomheden vil derfor bestræbe sig på at tilbagevise påstanden om deltagelse i samordnet praksis til skade for konkurrencen i branchen.

Det må antages, at sagsbehandlingen kan blive ganske langvarig, men aktiemarkedet vil løbende blive orienteret om eventuelle væsentlige bevægelser i forløbet.

Aktieselskabet Schouw & Co.

Jørn Ankær Thomsen, bestyrelsesformand 
Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Jens Bjerg Sørensen på telefon +45 86 11 22 22.

Vedhæftet fil


Pièces jointes

2019-12-20 FBM 13-2019 Chile feed industry DAN