Nordea Invest Årsrapport 2006


Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest og Placeringsforeningen
Nordea Invest har den 21. februar 2007 godkendt foreningernes regnskaber. 

Udviklingen i foreningerne
Ved udgangen af 2006 var den investerede formue i Investeringsforeningen Nordea
Invest og Placeringsforeningen Nordea Invest 68,5 mia. kr. mod 65,0 mia. kr.
året før. Foreningernes samlede afkast blev på 3,4 mia. kr. Bestyrelsen vil
indstille til generalforsamlingen den 27. marts 2007, at der udbetales 2,0 mia.
kr. i udbytte. Heraf er 0,2 mia. kr. blevet udbetalt som acontoudbytte i
efteråret 2006. 

Aktieafdelingerne
Af årsrapporten fremgår det, at de fleste aktiebaserede afdelinger klarede sig
pænt, om end den svækkede dollar tog toppen af stigningen i afdelinger med
dollarbaserede investeringer. De bedste aktieafdelinger var Nordea Invest
Nordic Small Cap, Nordea Invest Danske aktier og Nordea Invest Danmark, der gav
afkast på henholdsvis 41,1 pct., 32,2 pct. og 31,9 pct. 

Obligationsafdelingerne
Obligationsafdelingerne kom rimeligt igennem året på trods af udfordringen fra
det stigende renteniveau. Blandt de danske obligationsafdelinger gav Nordea
Invest Lav Kuponrente med et afkast på 3,3 pct. det bedste afkast, mens de
øvrige danske afdelinger Nordea Invest Direct, DanBonds og Lange Obligationer
gav afkast på henholdsvis 0,9 pct., 2,4 pct. og 1,8 pct. Blandt de øvrige
obligationsafdelinger gav Nordea Invest High Yield Bonds, der investerer i
erhvervsobligationer, et afkast på 5,3 pct. De internationale afdelinger Nordea
Invest EuroBonds og InterBonds gav negative afkast på henholdsvis 2,1 pct. og
6,8 pct. 

De blandede afdelinger
De blandede afdelinger Nordea Invest Balance samt Nordea Invest Stratega Lav,
Middel og Høj gav afkast på mellem 3,5 og 6,3 pct. Afdelingen med den største
andel af aktier og dermed den højeste risiko, Nordea Invest Stratega Høj, gav
det højeste afkast. Nordea Invest Stabil har levet op til forventningerne med
et afkast på 8,9 pct. 

Stor emission i ny afdeling
I oktober 2006 blev Nordea Invest Stabile Aktier introduceret. Sammenlagt blev
der i 2006 indskudt mere end 2,2 mia. i denne afdeling. Den nye afdeling fulgte
dermed godt op på Nordea Invest Stabil og Aktiv Rente, som blev introduceret i
slutningen af 2005 - ligeledes med stor succes. 

Årsrapport 2006 tilgængelig fra den 21. februar 2007
Årsrapport 2006 kan fra den 21. februar 2007 rekvireres hos Nordea Invest eller
downloades på www.nordeainvest.dk. 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til direktør Peter Hemme på telefon 33 36 06 00.


Med venlig hilsen
Nordea Invest

Lars Eskesen 			Peter Hemme
Bestyrelsesformand			Adm. Direktør

Attachments

2007.02.21 - arsregnskabsmeddelelse for 2006.pdf