Deadline Games A/S - Fondskode DK0060021962 København, den 26. februar 2007 First North Meddelelse nr. 04-2007 Deadline Games A/S ruster sig til vækst Resumé Deadline Games har fået tilsagn fra investorer om, at disse tegner 460.000 stk. aktier til kurs 102,16 betinget af, at selskabet opnår godkendelse til at udvide aktiekapitalen på den ekstraordinære generalforsamling 27. februar 2007. Den planlagte emission vil give Deadline Games et bruttoproveneau på ca. 47 mio. kr. Med kapitaludvidelsen bliver det muligt for Deadline Games at egenfinansiere en større del af udviklingen af nye spil. RETTET EMISSION PÅ 47 MIO. KR.: Som tidligere beskrevet har Deadline Games i en periode arbejdet med at styrke selskabets kapitalforhold med henblik på at egenfinansiere en større andel af de fremtidige spilprojekter. Selskabet har, under forudsætning af den ekstraordinære generalforsamlings godkendelse (27. februar 2007) af en udvidelse af aktiekapitalen, fuldtegnet en rettet emission på ca. 47 mio. kr. ved udstedelse af 460.000 stk. nye aktier til kurs 102,16. Kursen er baseret på gennemsnitskursen af ”Kurs alle handler” på Københavns Fondsbørs forud for emissionen i perioden fra 27. november til 1. december 2006. Deadline Games vil snarest offentliggøre prospekt i forbindelse med kapitaludvidelsen. Emissionen er tegnet af en række danske og udenlandske banker/investeringsselskaber, hvilket Selskabet anser som en tillidserklæring og en mulighed for gennemføre den fastlagte strategi. Kapitalfremskaffelse og emission varetages af Korral Partners A/S, som er selskabets godkendte rådgiver. Deadline Games har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 27. februar 2007, hvor bestyrelsen har stillet forslag om en vedtægtsændring, der skal give bestyrelsen bemyndigelse til at foretage en udvidelse af aktiekapitalen. BAGGRUND FOR KAPITALFORHØJELSEN: Deadline Games har i de seneste år styrket sin position inden for spilbranchen og er godt positioneret til at få andel i den forventede vækst inden for denne branche. Med henblik på at styrke sin position yderligere, og dermed skabe mulighed for øget vækst og værdiskabelse, blev der i 2006 truffet beslutning om at udvide antallet at spilprojekter og samtidig søge at kombinere den traditionelle finansierings- og udviklingsform, hvor spilforlagene finansierer en stor del af udviklingen mod til gengæld at besidde de immaterielle rettigheder til spilkoncepterne, med en model, hvor Deadline Games egenfinansierer en større del af udviklingen mod til gengæld at have mulighed for at fastholde de immaterielle rettigheder til spillene. Denne model giver mulighed for en større indtjening, men medfører samtidig et større kapitalbehov. Deadline Games vil anvende det forventede provenu fra den rettede emission til at videreudvikle de to igangværende spilprojekter ”Escobar” og ”Projekt SF”, opbygge en pipeline med yderligere to eller flere spilprojekter samt opgradere selskabets egenudviklede Kapow Multi Engine-teknologi som beskrevet nedenfor. ESCOBAR: Deadline Games har indgået aftale med Hollywood-filmproduceren, Donald Kushner, vedrørende et joint-venture-projekt, der omfatter parallel udvikling af en film og et tilsvarende spil, jf. ”First North Meddelelse nr. 07-2006”. Projektet bygger på begivenhederne omkring jagten på den columbianske narkobagmand, Pablo Escobar. Selskabet forventer at anvende ca. DKK 15 mio. af det samlede kontantprovenu til overtagelse af IP-rettighederne til Escobar-videospillet samt investeringer i den videre udvikling af spillet. PROJEKT SF: Deadline Games har gennemført pre-produktion af et spilkoncept baseret på stærke historiske personligheder. Pre-produktion indebærer afdækning af risici, budgettering for resten af perioden frem til lancering af spillet samt udarbejdelse af dele af den programkode, hvorpå det resterende arbejde med spillet skal baseres. Figurerne i spillet har tidligere optrådt i en verdensomspændende salgssucces ved udgivelse af film. Selskabet budgetterer med at anvende ca. DKK 15 mio. af det samlede kontantprovenu til den resterende udviklingsproces. PIPELINE_PROJEKTER: Deadline Games ønsker at imødekomme den fremtidige efterspørgsel efter videospil på fokusmarkederne i Europa og USA ved at opbygge en pipeline af spilkoncepter til næste generations spilkonsoller, Playstation 3 og Xbox360. Selskabet budgetterer med at anvende ca. DKK 4 mio. af det samlede kontantprovenu til investering heri. KAPOW-TEKNOLOGI: Deadline Games oplever et behov for løbende videreudvikling af selskabets teknologiske base, Kapow Multi Engine. Kapow Multi Engine udgør en konkurrencemæssig fordel for selskabet i den globale branche for spiludvikling, hvorfor en kontinuerlig investering i tilpasning af teknologien er væsentlig for udviklingen af projekterne ”Escobar”, ”Projekt SF” og selskabets pipeline. Det er målet over en periode at øge antallet af medarbejdere, der arbejder med udvikling af Kapow Multi Engine-teknologien til 20 personer. Selskabet budgetterer med at anvende ca. DKK 10 mio. af det samlede kontantprovenu til investering i den teknologiske base, Kapow Multi Engine. Yderligere information Kontakt venligst administrerende direktør Chris Mottes. Deadline Games A/S Fabrikmestervej 4-6 DK-1437 København K www.deadlinegames.com Telefon +45 33 13 12 65 - 129 Mobile +45 40 93 12 55 Godkendt rådgiver Korral Partners A/S Kongens Nytorv 26, 4. DK-1050 København K Telefon +45 39 66 66 66 Telefax +45 39 66 66 00
Deadline Games A/S ruster sig til vækst
| Source: Deadline Games