Solid vækst og indtjening


cBrain opnåede i 2006 en omsætning på 14,8 mill, svarende til en
omsætningsvækst på 66%, og et resultat før skat på 3,4 mill. svarende til en
overskudsgrad på 21 %. 

I forbindelse med halvårsregnskabet 2006, meddelte selskabet en forventet
omsætningsvækst på 40-60% samt en overskudsgrad på 5-10%. Både vækst og
overskudsgrad er således højere end forventet, og ledelsen anser resultatet for
tilfredsstillende. 

Den positive afvigelse skyldes en højere ordreindgang kombineret med et øget
gensalg og genbrug af eksisterende løsninger/softwarekomponenter. Dette har
påvirket både leverancehastighed og omkostninger i form af kortere og mere
lønsomme kundeprojekter. 

cBrains vækstplan er baseret på gensalg og genbrug af softwarekomponenter. Øget
gensalg og genbrug af softwarekomponenter er, i år 2006, opnået i takt med at
cBrain har etableret sig som leverandør af løsninger inden for 3
løsningsområder: Medlemsadministration og service, Project Portfolio Management
(PPM) samt Sagsbehandling. 

cBrain er i dag positioneret til at fastholde en betydelig vækst og indtjening
gennem en videreudvikling af de 3 etablerede løsningsområder. Parallelt hermed
gennemfører cBrain fortsat projekter for individuelle kunder, som på sigt danne
grundlag for etablering af nye løsningsområder. På denne baggrund forventer
ledelsen en fortsat positiv udvikling i år 2007 med omsætningsvækst på 40-60%
og en overskudsgrad på 5-15%. Forventningerne kan påvirkes, både positivt og
negativt, især af selskabets fortsatte evne til at gensælge og genbruge
softwarekomponenter inden for udvalgte løsningsområder. 

cBrain´s bestyrelse har behandlet selskabets årsrapport for 2006 og indstiller
årsrapporten til godkendelse af generalforsamlingen, den 19. april 2007. 


Med venlig hilsen
Per Tejs Knudsen, CEO   


Yderligere information:

Anne Dorthe Hermansen, Ansvarlig for investor relations
Telefon: 40118608 
e-mail: adh@cbrain.dk

Attachments

cbrain arsrapport 2006 fv 22. marts.pdf