Indkaldelse til ordinær generalforsamling 30. april 2007, kl. 11:00


Europeinvestment A/S
(tidl. Live Networks Holding A/S)
CVR nr. 10435013
c/o Belle Balance International ApS
Kongevejen 53, 2840  Holte
Telefon  0046 8 545 00140


Fondsbørsmeddelelse 18-04-2007


Vedr.:  Indkaldelse til ordinær generalforsamling 30. april 2007

Bestyrelsen for Europeinvestment A/S indkalder hermed til ordinær
generalforsamling i Europeinvestment A/S. 

Generalforsamlingen afholdes 30. april 2007, kl. 11:00 hos Philip & Partnere
Advokatfirma, Vognmagergade 7, 1120  København K. 

På den ordinære generalforsamling vil forholdene angivet i vedtægternes § 13
(2) nr. 1-9 blive behandlet. 

Der er modtaget følgende forslag fra en aktionær:

Konvertible gældsbreve

”Generalforsamlingen pålægger bestyrelsen at udarbejde et forslag til
nedsættelse af aktiekapitalen til nominelt 1 DKK pr aktie med henblik på at
udlodde hovedparten af den derved fremkomne overskydende indre værdi
(fratrukket eventualskat, risiko mv) til aktionærerne i form af konvertible
obligationer, der kan/skal indfries i takt med afhændelsen af aktierne i Europe
Vision Plc. 

Obligationerne skal være konverterbare på anfordring fra ihændehaveren, og
bestyrelsen være bemyndiget til at udstede nye aktier for at imødekomme
anmodningen om konvertering. 

Bestyrelsen skal senest 31/7 2007 - og inden aktiekapitalen udvides jf
beslutningerne den 26/3 - fremlægge et prospekt herfor til godkendelse på en
ekstraordinær generalforsamling - inklusive de nødvendige vedtægtsændringer.” 

Aktionæren har angivet følgende begrundelse for forslaget:

”Bestyrelsen og majoritetsaktionærer har dels i form af diverse meddelelser og
dels ved at støtte ændringsforslagene på den ekstraordinære generalforsamling
den 26/3 2007 vist vilje til at sikre de bestående aktionærer størst mulig
andel i og udbytte af den hidtidige investering, således at der ikke vil ske
udhuling af værdierne i forbindelse med de planlagte nye investeringer. Da de
nye investeringer vil være forbundet med en for de nuværende aktionærer ukendt
risiko - ikke mindst i forhold til markedets reaktion - vil en fastholdelse af
den nuværende aktiekapital betyde, at de nuværende aktionærer løber en risiko
for, at værdien af aktierne efter tilkøb af nye aktiviteter udhules. Et sådant
arrangement vil således tilgodese både de aktionærer, der ønsker at deltage de
fremtidige aktiviteter (ved at give mulighed for konvertering af gældsbrevet
til aktier), og de aktionærer, der ikke ønsker at løbe en risiko (ved at give
mulighed for at kræve kontant indfrielse af gældsbrevet). En sådan ordning vil
blive opfattet meget positivt i markedet, og dermed være med til både at
normalisere aktiekursen og styrke selskabets omdømme.” 

Bestyrelsen anbefaler, at aktionærerne afviser forslaget. 

Uanset om forslaget måtte blive nedstemt, agter bestyrelsen dog at lade en
model med konvertible obligationer indgå i sine overvejelser om en
hensigtsmæssig model, som kan foreslås aktionærerne, når alle relevante
oplysninger er kendte. 

Bestyrelsens anbefaling om afvisning af forslaget skyldes følgende:

For det første vil en udstedelse af konvertible obligationer i forbindelse med
en reduktion af aktiekapitalen til nominelt DKK 1,- pr. aktie ikke give
Selskabet mulighed for at bibeholde tilstrækkelige kontanter til at kunne
finansiere sin forventede fremtidige drift, hvis de fleste aktionærer beslutter
sig for at kræve kontant indløsning af obligationerne. 

For det andet vil en model med konvertible obligationer kun være én af flere
måder, hvorpå man kan sikre de eksisterende aktionærer mod udvanding. Det er
bestyrelsens opfattelse, at den endelige beslutning om en udlodning og sikring
mod udvanding kun skal træffes, når alle relevante oplysninger er kendte,
herunder resultatet af bestræbelserne vedrørende afhændelse af aktier i Europe
Vision Plc. Det vil ikke være i Selskabets eller aktionærernes interesse at
træffe endelig beslutning om en model, førend de relevante oplysninger
foreligger. 

- o 0 o -

Enhver aktionær er berettiget til at deltage i generalforsamlingen, hvis
aktionæren har fremsendt tilstrækkelig dokumentation for sin besiddelse af
aktier i Selskabet senest 5 dage før generalforsamlingen. Adgangskort kan
rekvireres fra Selskabets kontortelefon 0046 8 545 00140 - inden for normal
kontortid - eller ved e-mail: helena@livenetworks.com. 

Aktionæren kan kun stemme på generalforsamlingen, hvis aktionæren er blevet
registreret i Selskabets aktiebog senest på datoen for indkaldelsen til
generalforsamlingen, eller aktionæren senest på indkaldelsesdagen har
rapporteret og dokumenteret sit ejerskab af aktier. 


Spørgsmål kan rettes til administrerende direktør Castro Khatib på tlf.: 0046 8
545 00140. 

Europeinvestment A/S

Attachments

6117-54-25 fm indkaldelse 18-4-07.pdf