BioPorto fortsætter licensforhandlinger


BioPorto er fortsat i positiv dialog med flere af de største selskaber i den
diagnostiske branche omkring licensrettigheder til NGAL målinger i henholdsvis
serum og urin og herunder til formaterne Random Acces og Point of Care
(apparater). De potentielle aftaler kan imidlertid blive indbyrdes afhængige,
hvilket forlænger processen. 

Processen er desuden stærkt påvirket af en igangværende konsolidering i
branchen, idet flere af de selskaber, som BioPorto er i dialog med, enten er
eller har været involveret i væsentlige opkøbsaktiviteter. Dette har for de
pågældende selskaber betydet en periode med såvel strategiske forandringer som
udskiftning af nøglepersoner, hvorfor licensforhandlingerne har måttet afvente
interne beslutninger. 

BioPorto har i selskabsmeddelelse nr. 8 udsendt d. 13. februar 2007 udmeldt en
forventning om, at den første licensaftale omkring NGAL ville være på plads i
april 2007. Når denne endnu ikke er forhandlet færdigt, skyldes det primært de
to ovennævnte forhold. 

Som konsekvens af dette har BioPorto valgt selv at indlede den nationale fase
for patentudstedelsen frem for at afvente en eller flere licensaftaler. 

BioPorto fastholder forventningerne til patentets værdi, og licensindtægterne
forventes fortsat at udgøre størstedelen af selskabets indtægter i 2007 i form
af et tocifret millionbeløb. Licensforhandlingerne forventes dog at vare
sommeren over med mulighed for indgåelse af første aftale i løbet af tredje
kvartal 2007. Selskabet er med den igangværende kapitaludvidelse godt rustet
til at fortsætte forhandlingerne, selvom det tidsmæssige aspekt for indgåelse
af første aftale nu er længere end først forventet. 



Med venlig hilsen

Thea Olesen
Adm. direktør


For yderligere information kontakt:
Christina Tønnesen, Investor Relations 
Telefon 45 29 00 29, mail ct@bioporto.com

Attachments

17.07 fondsbrsmeddelelse 27.04.07 da.pdf