DONG Energy sælger sine aktiviteter inden for vedvarende energi på den iberiske halvø til E.ON


07.08.07 
DONG Energy, det nordeuropæiske integrerede energiselskab, meddeler i dag, at selskabet har indgået en aftale om at sælge samtlige aktier i sin iberiske virksomhed inden for vedvarende energi, Energi E2 Renovables Ibericas, S.L. ("E2-I") til E.ON til en pris, der vurderer E2-I til EUR 722 mio.

E2-I har produktionsanlæg baseret på vindkraft, vandkraft og biomasse i drift i Spanien og Portugal med en samlet kapacitet på cirka 260 MW samt yderligere vindkraftprojekter. Pr. 31. december 2006 havde E2-I koncernen samlet en nettorentebærende gæld på cirka EUR 110 mio. (eksklusive gæld til tilknyttede virksomheder), som vil blive overtaget af køberen.

E2-I blev en del af DONG Energy i forbindelse med fusionen af DONG, Energi E2, Elsam, Nesa, Frederiksberg Forsyning og Københavns Energis el-aktiviteter i 2006. På basis af en strategisk gennemgang af virksomheden besluttede DONG Energy at sælge aktierne i E2-I i overensstemmelse med selskabets strategiske fokus på Nordeuropa - som udmeldt af selskabet i årsrapporten for 2006. "Jeg er tilfreds med resultatet af denne salgsproces, hvorved vi har opfyldt vores finansielle og strategiske målsætninger og vist vores vilje til at fokusere og styrke vores virksomhed på vores hovedmarkeder i Nordeuropa. Vi satser stærkt på udvidelsen af vores aktiviteter inden for vedvarende energi. Vi har i dag vindkraftanlæg i drift med en samlet kapacitet på cirka 500 MW, og vores investeringsprogram omfatter bl.a. etablering af yderligere kapacitet på i alt 400 MW, som vi forventer i drift inden 2010. I tillæg til denne forventede fremtidige kapacitet har vi en betydelig portefølje af potentielle fremtidige vindkraftprojekter på forskellige overvejelses- og udviklingsstadier", siger administrerende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup. 

Der vil ikke blive indtægtsført nogen fortjeneste fra salget af E2-I, idet E2-I's aktiver vil blive revurderet til den faktiske salgspris i DONG Energy's balance pr. 30. juni 2007. Denne revurdering er et led i allokeringen af købesummen for Energi E2 A/S efter ovennævnte fusion af de seks energiselskaber i 2006. 

Rothschild og FIH Partners var finansielle rådgivere for DONG Energy i forbindelse med transaktionen og de juridiske rådgivere var Cuatrecasas. 

For yderligere oplysninger kontakt venligst: 

Media Relations 
Louise Münter - 6155 8771 

Investor Relations 
Steen Juul Jensen - 3057 8882

Attachments

070807_DONGEnergyslgersineaktiviteterindenforvedvarendeenergipadeniberiskehalvtilEO.pdf