OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S Nikolaj Plads 6 1067 København K Direktionen Nygade 4 4900 Nakskov Telefon: 54 92 33 44 Telefax: 54 92 87 69 e-mail: direktionen@sparlolland.dk web: www.sparlolland.dk Swift/BIC-kode: SPNODK22 Dato: 30. august 2007 Fondsbørsmeddelelse nr.: 1/2007 Sparekassen Lolland A/S offentliggør prospekt i forbindelse med udbud af nye aktier rettet mod garanterne i Sparekassen Lolland A/S og notering på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S Den 6. juni 2007 besluttede repræsentantskabet i Sparekassen Lolland at omdanne Sparekassen Lolland til aktieselskabet Sparekassen Lolland A/S via en fusion med det 100 % ejede datterselskab Selskabet af 15.11.2006 A/S, med sidstnævnte selskab som det fortsættende selskab under navnet Sparekassen Lolland A/S. I henhold til bestemmelserne i Lov om finansiel virksomhed om omdannelse af sparekasser til aktieselskaber, skal garanter i forbindelse med omdannelsen tilbydes at ombytte deres garantikapital i sparekassen til aktier i aktieselskabet. Bestyrelsen i Sparekassen Lolland A/S blev den 6. juni 2007 bemyndiget til at forhøje selskabets aktiekapital ved ombytning af den af garanterne i Sparekassen Lolland indskudte garantikapital til markedskurs. Bestyrelsen er endvidere blevet bemyndiget til ad én gang at forhøje Sparekassen Lolland A/S' aktiekapital ved kontant indbetaling fra Fonden for Sparekassen Lolland for et beløb svarende til de aktier, der ikke tegnes af garanterne ved konvertering af garantikapital. Sparekassen Lolland A/S' nuværende aktiekapital udgør nominelt 67.484.520 kr. fordelt på 6.748.452 stk. aktier à nominelt 10 kr.. Udbuddet Konverteringsbeløb Den samlede garantikapital i Sparekassen Lolland A/S udgjorde pr. 28. august 2007 nominelt 371.205.000 kr. I forbindelse med konverteringen af garantikapital til nye aktier i Sparekassen Lolland A/S udbydes op til 1.484.820 stk. nye aktier à nominelt 10 kr. Konverterings- og tegningskurs Konverteringen af garantikapital til aktier sker til markedskurs. Markedskursen er fastsat til 250 kr. pr. aktie à nominelt 10 kr. For hvert garantibeløb à 1.000 kr. kan der tegnes 4 aktier ved konvertering af garantikapital. Konverteringsperiode Konverteringsperioden løber fra mandag den 10. september 2007 kl. 9.30 til mandag den 24. september 2007 kl. 16.00. Konverteringsberettigede Garanter i Sparekassen Lolland A/S den 28. august 2007 er berettigede til at tegne nye aktier i Sparekassen Lolland A/S ved konvertering af deres garantikapital. Konverteringssted Sparekassen Lolland A/S fungerer som konverteringssted i forbindelse med konverteringen af garantikapital i Sparekassen Lolland til aktier i Sparekassen Lolland A/S. Afregning og registrering Registrering af de nye aktier i Værdipapircentralen sker senest fredag den 12. oktober 2007. Samtidig trækkes de til garantikapitalen knyttede afkastkonti for betaling. Notering på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S Såvel de eksisterende som de nye aktier i Sparekassen Lolland A/S er søgt optaget til notering på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S efter registrering af kapitalforhøjelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med forventet første noteringsdag mandag den 15. oktober 2007. Noteringen forudsætter OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S' godkendelse af spredningen af aktierne. Tegningsgaranti Fonden for Sparekassen Lolland har overfor Sparekassen Lolland A/S afgivet bindende og ubetinget tegningsgaranti om tegning af de aktier, der ikke bliver tegnet af garanterne, ved kontant indbetaling. Tegningsgarantien er maksimeret til 400.000 stk. aktier svarende til et maksimalt tegningsbeløb på 100 mio. kr. Baggrunden for udbuddet Bestyrelsen i Sparekassen Lolland påbegyndte i sommeren 2006 en drøftelse af fordele og ulemper ved at omdanne sig til aktieselskab. Ud fra en række overordnede betragtninger såsom kapitalstruktur, selskabsform, muligheder for kapitalfremskaffelse m.m., fandt bestyrelsen efter grundige drøftelser at en omdannelse fra selvejende institution til aktieselskab var forbundet med en overvægt af fordele, som ville sikre, at Sparekassen Lolland også i fremtiden kunne agere som et vækstorienteret og dynamisk pengeinstitut. Den endelige beslutning om at foretage selskabsomdannelsen blev truffet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdt den 6. juni 2007, hvor omdannelsen til aktieselskab blev vedtaget med stort flertal. Forud for drøftelserne i bestyrelsen tilbage i 2006 havde Sparekassen Lolland igennem flere år udviklet sig fra en lokal sparekasse til et stort regionalt pengeinstitut. Dels gennem etablering af filialer på Sjælland men også via opkøb/investering i andre finansielle virksomheder. I 2005 foretog Sparekassen Lolland sin til dato største investering, idet man erhvervede hele aktiekapitalen i Finansbanken A/S. Til trods for at Sparekassen Lolland A/S med det nuværende kapitalgrundlag har plads til en forholdsvis stor forretningsmæssig vækst, skønnes omdannelsen at sikre en mere tidssvarende mulighed for til stadighed at kunne fastholde et solidt kapitalgrundlag. Som følge af forventningen om en i det væsentlige uændret balancesammensætning, har Sparekassen Lolland A/S et vedvarende behov for ekstern funding på såvel nationale som internationale finansielle lånemarkeder. Bestyrelsen vurderer, at omdannelsen til aktieselskab vil have en gunstig effekt på de vilkår, som kreditfaciliteterne kan opnås på. Sparekassens omkring 21.000 garanter har hidtil kunnet opnå fordelagtige vilkår på en lang række af de produkter, som tilbydes kunderne. Kommende aktionærer vil også kunne opnå en række fordele ved at være kunde i Sparekassen Lolland A/S. Der er således udviklet et nyt aktionærkoncept, som giver en række fordele til aktionærer, der samtidig er kunder i Sparekassen Lolland A/S. Nok så vigtigt opnår aktionærerne hvad garanterne ikke gjorde - nemlig at få andel i Sparekassen Lolland A/S' resultater. Omdannelsen til aktieselskab giver mulighed for udstedelse af aktier til nuværende og nye medarbejdere - enten i form af gratisaktier eller ved tegning til favørkurs. Sparekassen Lolland A/S finder denne mulighed af stor betydning for til stadighed at kunne fastholde og tiltrække nye medarbejdere. Offentliggørelse af prospekt Der er udarbejdet prospekt dateret den 28. august 2007. Prospektet offentliggøres via Københavns Fondsbørs den 31. august 2007. Prospektet kan fra den 31. august 2007 downloades på Sparekassen Lolland A/S' hjemmeside, www.sparlolland.dk, og kan endvidere fra den 6. september 2007 hentes i Sparekassen Lolland A/S' filialer. En brochure med uddrag af oplysningerne i prospektet vil blive fremsendt til garanter i Sparekassen Lolland A/S bosiddende i Danmark, herunder Grønland og Færøerne. Med venlig hilsen SPAREKASSEN LOLLAND A/S Lynge Thang Jørgensen Administrerende direktør For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Administrerende direktør Lynge Thang Jørgensen Tlf. +45 54 92 33 44
Sparekassen Lolland A/S offentliggør prospekt i forbindelse med udbud af nye aktier.
| Source: Sparekassen Lolland A/S