Resumé Deadline Games A/S' perioderegnskab for 2. kvartal 2007 udviser et underskud før skat på T.DKK 7.642, og for første halvår udviser selskabets samlede resultat et underskud på T.DKK 13.136 før skat. Det er større end forventet og skyldes at det ikke er lykkedes at indgå udviklingsaftaler inden udgangen af kvartalet, og deraf manglende omsætning. Selskabet har i perioden opbygget yderligere kapacitet i forventning om indgåelse af flere udviklingsaftaler. Omsætningen for første halvår er ca. DKK 8 mio. lavere end forventet, hvilket ikke opvejes af tilsvarende lavere omkostninger. Regnskabet udviser en balancesum på T.DKK 54.827 og en egenkapital på T.DKK 49.019. Deadline Games har i 2. kvartal 2007 fortsat arbejdet med de egenudviklede spil ”Projekt SF” og ”Escobar” samt udviklingen af selskabets teknologiske platform ”Kapow Multi Engine”. Deadline Games har som annonceret i First North Meddelelse nr. 14-2007 af den 23. august 2007 indgået en aftale med spiludgiveren EIDOS om udvikling af nye computerspil. Den treårige aftale omfatter ti nye spil med tegnefilmfigurer fra Hanna-Barbera-studiet, som ejes af Warner Brothers. Deadline Games har i den forbindelse indgået aftale om et underleverandørsamarbejde med spiludvikler-virksomheden GameBrains i Kuala Lumpur, Malaysia. Den rettede emission blev afsluttet med den 22. maj 2007 som første handelsdag for de nye aktier. Emissionen gav selskabet et nettoprovenu på DKK 44 mio., som har understøttet planerne for de igangværende aktiviteter. Grundet forskydning i tidspunktet for indgåelse af nye udviklingsaftaler nedjusteres resultatforventningerne for hele 2007 med DKK 5 mio. til et underskud på DKK 15 mio. før skat.
Periodeoplysning for 2. kvartal 2007
| Source: Deadline Games