Euroinvestor.dk i samarbejde med TV 2 og Saxo Bank


MEDDELELSE NR. 9
6. september 2007

Resume: EuroInvestor.dk indgår samarbejde med TV 2 og Saxo Bank om at udvikle
og drive det første helt realistiske investeringsspil på nettet. Spillet
lanceres 8. oktober i Danmark og tilbyder en kontant førstepræmie på ikke
mindre end 300.000 gode danske kroner. Samarbejdet med et førende dansk
mediehus og en international finansiel koncern er helt i tråd med
Euroinvestor.dk's partnerstrategi, der forventes at kunne danne basis for vækst
både i Danmark og på en række europæiske markeder. 

Med Investeringsspillet går EuroInvestor.dk ind i en af selskabets hidtil
største satsninger på nettet. I samarbejde med TV 2 og Saxo Bank er det målet,
at give titusindvis af såvel nybegyndere som erfarne investorer mulighed for
risikofrit at afprøve deres talent som investor og derigennem opnå en bedre
indsigt i forskellige investeringsmuligheder og strategier. 

- TV 2 er en visionær og progressiv mediekoncern, og Saxo Bank har udmærket sig
ved at være en af verdens mest innovative internetbanker. De er derfor helt
naturlige partnere for Euroinvestor.dk, når vores ambition er at tilbyde
Danmarks mest nyskabende investeringsspil, siger Nicolai Frisch, adm. direktør
i Euroinvestor.com A/S. 

- Det er et rigtig spændende samarbejde, som vi forventer os meget af.
Investeringsspillet er virkeligt professionelt og realistisk, og det virker
fuldstændig som den virkelige verden, siger TV 2s konstituerede adm. direktør,
Anders Kronborg. 

Investeringsspillet er udviklet af Euroinvestor.dks eget udviklingsteam og kan
dække 11 aktiemarkeder, valuta og derivater (CFD'er). 

- Vores indtryk er, at privates interesse for at investere på børsen aldrig har
været større. Med Investeringsspillet skaber vi en platform til vores
internationale ekspansion. Opnår spillet den forventede succes i Danmark er
næste skridt at undersøge mulighederne for at etablere lignende samarbejder med
 partnere i resten af Europa, siger adm. direktør Nicolai Frisch. 
 
Euroinvestor.dk er Danmarks førende investorportal.
Læs mere på: www.euroinvestor.dk 

Yderligere oplysninger
Euroinvestor.com A/S			
Adm. direktør Nicolai Frisch			
Telefon (+45) 26 81 81 28

Attachments

meddelelse_9_060907.pdf