Banebrydende gasfelt er begyndt at producere


13.09.07
Ormen Lange-feltet, som DONG Energy ejer 10,34 pct. af, begyndte at producere den første gas 13. september 2007. Perioden frem til den officielle åbning 6. oktober vil blive brugt til at teste produktionen. 

DONG Energy's andel af de estimerede reserver i Ormen Lange er ca. 40 mia. m3 gas. Det svarer til Danmarks nuværende forbrug af gas i cirka 10 år. 
Produktionen fra Ormen Lange vil være behersket til at begynde med. I takt med udbygningen vil produktionen stige og forventes at nå sit maksimum i 2010. 

Gassen fra Ormen Lange bliver ført til gasbehandlingsanlægget i Nyhamna i Norge og derefter ind i det norske gastransportsystem Gassled, der forbinder de norske gasfelter med både Storbritannien og kontinentet. 

Ormen Lange ligger på 800 til 1.100 meters vanddybde cirka 120 km fra kysten. Der er ingen synlige platforme, idet alle installationer er placeret på havbunden. Gasproduktion under disse forhold og transport over så store afstande giver store tekniske udfordringer, og undervejs har det været nødvendig at udvikle en række nye løsninger, som nu har bestået deres prøve. 

- Vores ejerandel i Ormen Lange forventes at bidrage til sikkerhed for vores gasforsyninger mange år frem og understøtter dermed vores gassalg på de markeder i Danmark og Nordeuropa, hvor vi er aktive. Vores deltagelse i dette teknologisk banebrydende projekt giver os desuden en værdifuld viden om etablering og drift af produktionsanlæg på dybt vand. Denne viden kan vi trække på en række af de steder, hvor vi i dag deltager i efterforskning efter olie og gas, udtaler administrerende direktør i DONG Energy Anders Eldrup. 

Hydro (18,1 pct.) har været operatør på udviklingen og Shell (17,0 pct.) er operatør på produktionen. Øvrige deltagere er: Petoro 36,5 pct., Statoil 10,8 pct. og ExxonMobil 7,2 pct. Med Ormen Lange bliver Norge verdens næststørste gaseksportør og med DONG Energy som aktør. 


For yderligere information kontakt venligst: 

Media Relations 
Ulrik Frøhlke 
+45 2484 9725

Attachments

Banebrydendegasfelterbegyndtatproducere.pdf