Forløb af aktietegning i Deltaq a/s


Resumé: Tegningen af nye aktier i Deltaq a/s sluttede fredag den 21. september
2007 kl. 16.00. Der blev i alt tegnet 928.527 stk. nye aktier svarende til en
samlet kursværdi på DKK 96,1 millioner. Aktierne forventes optaget til notering
på OMX Den Nordiske Børs København med første handelsdag fredag den 28.
september 2007. 

I tegningsperioden fra mandag den 10. september til fredag den 21. september
2007 blev der i alt tegnet 928.527 stk. aktier a nominel DKK 100,00 til en kurs
på DKK 103,50 pr. aktie, svarende til en samlet kursværdi på DKK 96,1
millioner. Alle tegningsønsker vil dermed blive imødekommet, og Deltaq får
dermed ca. 1.250 nye aktionærer. Selskabets samlede kapitalgrundlag bliver
herefter DKK 317,8 millioner. 

Betaling og registrering af aktierne vil ske den 27. september 2007, og
aktierne optages til notering på OMX Den Nordiske Børs København fredag den 28.
september 2007. 

Som beskrevet i børsprospektet dateret 30. august 2007, optages den
midlertidige fondskode ikke til notering på OMX den Nordiske Børs København,
idet den midlertidige fondskode alene anvendes til tegning af nye aktier.
Kapitalforhøjelsen forventes registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den
27. september 2007, hvorefter fondskoderne vil blive lagt sammen og notering af
selskabets aktier vil ske i én fondskode (fortsættende fondskode). 

” Vores koncept og forretningsmodel er blevet godt modtaget og mødt med stor
interesse på de mange investormøder, vi har holdt de seneste tre uger. Set i
lyset af den finansielle uro, der har været på finans- og aktiemarkeder under
tegningsperioden, mener vi at emissionen er forløbet pænt på trods af at hele
udbuddet ikke blev tegnet. Som nyt selskab på Fondsbørsen, syntes vi at
investorer har vist os stor tillid, og vi har nu den kritiske masse, der gør os
til en betydelig aktør på markedet. Nu trækker vi i arbejdstøjet og begynder at
investere i små og mellemstore generations- og ejerskiftevirksomheder, hvor der
er et stort behov for kapital,”  fastslår bestyrelsesformand Flemming Lindeløv. 

Deltaq vil i samarbejde med Deltaq Management A/S arbejde med at investere i,
og udvikle, de mindre og mellemstore danske virksomheder. ”Et kapitalgrundlag
på DKK 317,8 millioner giver Deltaq en samlet opkøbskapacitet på ca. DKK 700
millioner, hvilket betyder at vi forventer at kunne investere i ca. 8-10
virksomheder. Vi glæder os til at gå i gang med arbejdet og komme i dialog med
de mange spændende virksomheder, der står overfor et ejerskifte” fortæller
Jesper Lacoppidan, adm. direktør i Deltaq Management a/s. 

Det kan oplyses at følgende aktionærer efter udbuddet ejer mindst 5,0% af
selskabets aktiekapital: 
- Købstædernes Forsikring, Gensidig
- Lokalbanken i Nordsjælland a/s
- Finanssektorens Pensionskasse
- Den Jyske Sparekasse
- Sparekassen Østjylland
- Skælskør Bank Aktieselskab   

Yderligere oplysninger:
Jesper Lacoppidan, adm. direktør Deltaq Management a/s, telefon +45 29 90 00 04 
Flemming Lindeløv, Bestyrelsesformand Deltaq a/s, telefon +45 40 90 33 27
Se også www.deltaq.dk

Attachments

deltaq - fondsbrsmeddelelse nr. 04-07.pdf