Nyhedsbrev - oktober 2007.


Til nuværende og kommende investorer i Capee




Nyhedsbrev - oktober 2007 



Capee forventer afkast på 10 % p.a. for de kommende år.

Capee har ved udgangen af september investeret for DKK 2.136 mio. i europæiske
ejendomme og er nu fuldt investeret. 

Capee forventer et afkast af investeringerne på 10 % p.a. målt som den interne
rente(IRR) målt over 10 år. Dette er under forsigtige forudsætninger om
værdistigninger på ejendommene, f.eks. er det forudsat, at de italienske
ejendomme kun stiger 1 % p.a., hvilket er ca. det halve af den italienske
inflation. 

For regnskabsåret 2007/08 forventes et positivt resultat i størrelsesordenen
DKK 25 - 30 mio. og et afkast på medlemmernes formue på ca. 7 %. 


 
Ejendom i Milano. Lejer er Telecom Italia.


Ejendomsinvesteringer

Italien
Capee's seneste investering er et køb af en portefølje på 70 italienske
ejendomme med Telecom Italia som lejer på uopsigelige lejekontrakter til 2021.
Investeringssummen er DKK 1.874 mio. Telecom Italia har mulighed for at
forlænge kontrakten med yderligere 6 år. Huslejen er indekseret. 
Ejendommene er af typen kontor/let industri, som kan anvendes af mange
forskellige typer af lejere. Det samlede udlejningsareal udgør 328.625 m2. 

Ejendommene er fordelt på forskellige regioner i Italien og er typisk
beliggende i erhvervskvarterer i udkanten af de større byer. Den overvejende
del af ejendommene er beliggende i det nordlige Italien. Ejendommene i Milano
og Rom udgør ca. 43 % af porteføljen. 

Den største enkeltejendom er på 62.600 m2, og dens værdi udgør ca. 30 % af den
italienske porteføljes værdi. Den er beliggende i Rozzano i udkanten af Milano
og huser knudepunktet for Telecom Italias aktiviteter i Lombardiet. Den
næststørste og tredjestørste ejendom ligger i Toscana og i Lazio uden for Rom
og udgør henholdsvis 7 % og 6 % af værdien. 

Tyskland
I juli investerede Capee DKK 46 mio. i en kontorejendom i Hamborg i det
attraktive Winterhude kvarter. Ejendommens centrale beliggenhed og velholdte
tilstand giver gode afkastmuligheder på både kortere og længere sigt. 

I forvejen har Capee investeret DKK 78 mio. i en markant beliggende
kontorejendom ved havnen i Flensborg. Ejendommen er netop blevet udvidet med
3000 m2. Alt er udlejet til den tyske telekommunikationsvirksomhed Versatel på
en ti-årig lejekontrakt. 

Desuden er der investeret i 16 beboelsesejendomme i Leipzig til DKK 128 mio.
samt i en bolig- og butiksejendom i Hamborg til DKK 12 mio. 


 
Kontorejendom i Flensburg. Lejer er  Versatel.


Risiko

Lav risiko

Den overvejende del af erhvervslejekontrakterne er uopsigelige fra lejers side
i 10 - 15 år. Lejerne er gennemgående meget solide selskaber, og tomgangen på
porteføljen er yderst begrænset. Selv om ejendommene i den nuværende portefølje
er koncentreret i Italien og Tyskland, så er ejendommene dog spredt på
forskellige byer og ejendomstyper. 
Telecom Italia er naturligvis en dominerende lejer.

Capee vil via nye investeringer tilstræbe at øge afkastet og sprede risikoen på
ejendomsporteføljen. 

Stabilt cash flow

På baggrund af de lange kontrakter, og fordi vedligeholdelsesforpligtelserne på
de italienske ejendomme påhviler lejeren, er cash flowet på ejendommene meget
stabilt. 


 
Kontorejendom Hamburg


Kapitaludvidelse

Capee har foretaget en kapitaludvidelse på 2.050.320 stk. nye beviser via en
forhåndstegnet rettet emission i forbindelse med investeringen i porteføljen af
italienske ejendomme. De nye beviser vil blive søgt optaget til notering på OMX
Den Nordiske Børs snarest muligt. 

Capee's nominelle egenkapital d.v.s. medlemmernes formue er herefter DKK
442.932.000 svarende til 4.429.320 stk. investeringsbeviser. 

Finansiering
Ejendommene er overvejende finansieret med fastforrentede lån med en løbetid på
10 år og derover. Lånene er optaget i samme valuta som investeringerne. 










 
Ejendom i Pisa. Lejer er Telecom Italia.


Årsrapport og generalforsamling

Capee har netop aflagt sit første årsregnskab og afholdt den første ordinære
generalforsamling. Regnskabet blev godkendt og bestyrelsen genvalgt.
Forsamlingen vedtog enstemmigt, at der ikke skal foretages udlodning. Desuden
godkendtes en række vedtægtsændringer af primært teknisk karakter. Da
generalforsamlingen ikke var beslutningsdygtig med hensyn til
vedtægtsændringer, er der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling den
25. oktober, hvor ændringerne forventes endeligt vedtaget. 

Årsrapporten kan findes på Capee's hjemmeside www.capee.dk eller rekvireres ved
henvendelse til foreningen på telefon nr. 8816 3000 eller på info@capee.dk. 


 
Butiks- og boligejendom i Hamburg


Capee har positive forventninger til fremtiden 

•	Capee ser mange interessante investeringsmuligheder i det europæiske
ejendomsmarked. 

•	Capee vil udvide foreningens kapital.

•	Capee vil delvist finansiere sine ejendomskøb ved udstedelse af nye
Capee-beviser. 

•	Capee vil tilstræbe at forbedre foreningens afkast ved aktivt management på
ejendommene og ved i begrænset omfang at investere i ejendomsudvikling. 

•	Capee vil via nye investeringer tilstræbe at øge afkastet og sprede risikoen
på ejendomsporteføljen. 



Med venlig hilsen


Teddy Jacobsen

bestyrelsesformand

For yderligere information kontakt venligst:

Bestyrelsesformand Teddy Jacobsen
+45 4050 3062
info@capee.dk

eller

Direktør Troels Gunnergaard, Capinordic Property Management A/S.
+45 8816 3000
info@capee.dk

Attachments

nyhedsbrev - oktober 2007.pdf