Travelmarket overtager Danmarks største web 2.0 rejsecommunity


First North meddelelse nr. 10                                                   
                                                                                

Vejle den 4. februar 2008                                                       

Travelmarket overtager Danmarks største web 2.0 rejsecommunity                  

Webtjenesten travellog.dk er overtaget af Travelmarket, som herved har          
gennemført første opkøb siden børsnoteringen i december 2007. Det netop         
offentliggjorte halvårsregnskab 2007/2008 fra Travelmarket, viser en vækst i    
omsætningen på 30% og en vækst i overskuddet på godt 28%.                       

Travellog.dk er en rejseside, hvor brugerne kan oprette sig med en hjemmeside,  
hvor de skriver rejseberetninger i en elektronisk rejsedagbog og uploader       
feriebilleder m.v.  Herved kan familie og venner følge med i oplevelserne       
derhjemme, og de kan via internet kommunikere direkte med de rejsende ude i     
verden. Herudover indeholder Travellog et forum, hvor brugerne kan søge         
rejsekammerater, søge råd og vejledning samt sælge rejserelateret udstyr til    
hinanden.                                                                       

I januar 2008 havde travellog.dk mere end 200.000 besøg og 1,5 mio.             
sidevisninger. Websiden har mere end 8.000 registrerede brugere, og den         
indeholder ca. ½ mio. billeder/videoklip og ca. 36.000 rejseberetninger.        

En strategisk vigtig investering                                                

”Travelmarket har et meget stort udbud af priser, rejsetilbud og produkter fra  
hele rejsebranchen i vores rejsesøgemaskine, men vi manglede det vigtige        
”bruger-til-bruger”-genererede indhold. Det har vi fået med Travellog, og vi vil
benytte tjenesten i vores internationale ekspansion, hvor alle de besøgende på  
travelmarket.com vil blive tilbudt at oprette sig med en gratis ”travellog”. Vi 
vil videreudvikle tjenesten, og vi ser også store muligheder for vores kunder i 
rejsebranchen, hvor mange ønsker sig en lignende service til deres brugere. Her 
vil vi tilbyde travellog som et modul, som rejseselskaberne kan integrere på    
deres websider”, udtaler administrerende direktør Ole Stouby fra Travelmarket   
A/S.                                                                            

Sælger af Travellog er selskabet Innovated ApS, hvor de 4 stiftere - Kristian   
Evers, Ole Borup, Robert S. Mygind og Rune Ashlund Nielsen - er glade for       
handlen med Travelmarket.                                                       

”Travelmarket er den rigtige til at fortsætte udviklingen af vores tjeneste, da 
de driver en neutral rejsemarkedsplads og de har stor erfaring med              
portalvirksomhed til de rejsende. Vi har nu som et fritidsprojekt gennem 4-5 år 
opbygget Travellog til at være det mest besøgte rejsecommunity i Danmark, men da
vi alle 4 har gode fuldtidsjob, som vi ønsker at beholde, var tiden moden til at
sælge” - udtaler Kristian Evers fra Innovated.                                  

Prisen for Travellog aktiviteterne er kr. 2,2 mio. og betalingen er sket kontant
ved overtagelsen. Travelmarket har indgået en 12 måneders supportaftale med     
stifterne, så en integration af tjenesten kan ske på optimale vilkår. Købet     
forventes ikke at påvirke Travelmarkets omsætning og resultat i det indeværende 
regnskabsår (1.juli 2007-30.6.2008)                                             

Yderligere oplysninger:                                                         

Travelmarket A/S, Ole Stouby, mobil 40 81 72 47, mail: ols@travelmarket.com     

                                                                                

Certified Adviser                                                               

Dahl-Sørensen & Partners A/S, Amagertorv 9, 1160 København K, tlf. 33 64 92 00, 
website: www.dspco.dk