Fortsat solid vækst og resultat på DKK 15,2 mio. medfører opjustering


MEDDELELSE NR. 23
28. februar 2008

Delårsrapport for 1. halvår 2007/08 (1. juli - 31. december 2007)

ChemoMetec fortsatte fremdriften i 1. halvår 2007/08, og omsætningen steg med
27% i forhold til samme periode sidste år. Samtidig medførte salg af en
licensaftale særlige driftsindtægter på DKK 17 mio. og en væsentlig forøgelse
af EBIT til DKK 15,1 mio. Det nye produkt NC-plus, som er en ny generation af
celletællere, forventes at kunne markedsføres i midten af 2008. NC-plus
medfører en væsentlig udvidelse af anvendelsesområdet for ChemoMetecs produkter
og forventes at give adgang til nye vigtige kundegrupper. 

"Jeg er glad for, at ChemoMetec fortsat kan melde om god fremgang i
forretningen i det forløbne halvår. Vi blev noteret på børsen i slutningen af
2006, og siden da har vi arbejdet hårdt for at leve op til aktionærernes
forventninger. Det synes jeg, at vi har gjort indtil videre, og aktiemarkedet
har da også kvitteret med en stigning i aktiekursen på mere end 200% siden
børsnoteringen. Den næste vigtige milepæl for ChemoMetec er lanceringen af
vores nye celletæller, NC-plus. Det nye produkt vil forhåbentligt bringe os
endnu nogle skridt fremad og styrke vores markedsposition yderligere", siger
administrerende direktør Claus Resen Steenstrup. 

HOVEDPUNKTER

- Omsætningen i 1. halvår 2007/08 blev DKK 13,1 mio., svarende til en stigning
på 27% i forhold til samme periode sidste år. 

- ChemoMetecs vækst er bredt funderet. Både salget af analyseapparater og
engangskassetter udvikler sig positivt som forventet. 

- Der er i 1. halvår 2007/08 indtægtsført andre driftsindtægter på DKK 17,0
mio., som primært relaterer sig til indgåelse af licensaftale med en producent
af malkeudstyr. 

- Resultat af primær drift, EBIT, blev på DKK 15,1 mio. i 1. halvår mod DKK 0,5
mio. i samme periode sidste år. EBIT er påvirket positivt af andre
driftsindtægter på DKK 17 mio. 

- Periodens resultat før skat blev DKK 15,2 mio., hvilket er en betydelig
forbedring i forhold til samme periode sidste år. Fremgangen skyldes primært
andre driftsindtægter og positive netto finansielle poster. 

- Selskabets egenkapital er steget til DKK 53,7 mio.

- I 1. halvår 2007/08 har ChemoMetec indfriet ekstern gæld på i alt DKK 8,8 mio.
og er pr. 31. december 2007 gældfrit bortset fra sædvanlige
omsætningskreditorer og periodiseringsposter. 

- ChemoMetec opjusterer forventningerne til EBIT-marginen, som nu i 2007/08
forventes at ligge i intervallet 28-33% mod tidligere forventet på ca. 20%.
Samtidig opjusteres og præciseres forventningerne til årets samlede omsætning
(inkl. andre driftsindtægter) fra tidligere DKK 38-44 mio. til nu DKK 44-47
mio. 

Se endvidere den fulde delårsrapport i vedhæftede fil.

Yderligere oplysninger
Adm. direktør Claus Resen Steenstrup
Telefon +45 48 13 10 20

Attachments

meddelelse 23 - halvarsmeddelelse 2007-08.pdf