Fortsat solid vækst og indtjening, omsætningsvækst på 54% og indtjening før skat på 24%


cBrains bestyrelse har behandlet og godkendt selskabets årsrapport for 2007. 

Regnskabet for år 2007 viser en omsætning på 22,8 million kroner, svarende til
en omsætningsvækst på 54%, og et resultat før skat på 5,6 million kroner
svarende til en indtjening før skat (EBT) på 24%. 

I forbindelse med halvårsregnskabet 2007, meddelte selskabet en forventet
omsætningsvækst på 40-60% samt en overskudsgrad på 5-15%. Den 6. februar 2008
meddelte cBrain, at forventningerne til indtjening før skat (EBT) blev
opjusteret til 20-25% af omsætningen, svarende til godt en fordobling af det
forventede resultat. 

Den højere indtjening er begrundet i et øget genbrug af softwarekomponenter,
hvilket giver anledning til lavere leverance- og projektomkostninger. Den
positive udvikling tilskrives således succes med at implementere selskabets
vækstplan, som har fokus på udvikling og salg inden for udvalgte
løsningsområder, herunder løsninger til bl.a. medlemsorganisationer og den
offentlige sektor. 

Ledelsen anser resultatet for meget tilfredsstillende.

Med udgangspunkt i de positive resultater har cBrain initieret en række
markeds- og produktmæssige investeringer for at udnytte det markedsmæssige
momentum, som selskabet har opnået. Dette gælder specielt i relation til den
offentlige sektor og medlems/fagforeninger, hvor krav om bl.a. administrative
effektiviseringer, bedre ledelsesværktøjer samt nye og forbedrede services
(herunder selvbetjening), skaber en stadig øget interesse for IT-anvendelse og
digital forvaltning. 

På den baggrund forventer cBrain en fortsat positiv udvikling i år 2008 med en
omsætningsvækst på 20-40% samt en indtjening før skat (EBT) på 5-15%.
Forventningerne kan påvirkes, både positivt og negativt, af selskabets
fortsatte evne til at gensælge og genbruge softwarekomponenter inden for de
udvalgte løsningsområder. 

cBrains vækstplan er baseret på gensalg og genbrug af softwarekomponenter.
Dette opnås gennem etablering af en stærk markedsposition inden for udvalgte
løsningsområder, hvor grundlaget for positionen er referencekunder, en løbende
produktudvikling (i tæt samarbejde med referencekunder), samt en langsigtet
skalering af selskabets aktiviteter gennem samarbejde med forretningspartnere. 

Ledelsen noterer med tilfredshed, at selskabets vækstplan implementeres som
planlagt. 

Med venlig hilsen 
Per Tejs Knudsen
CEO

Yderligere information:
Anne Dorthe Hermansen, Ansvarlig for Investor Relations
Telefon: 40118608
e-mail: adh@cbrain.dk

Attachments

cbrain arsrapport 2007 fv 27.marts 08.pdf