Årsrapport 2007


Jobindex driver Danmarks største jobdatabase på internettet målt på såvel antal
brugere som på antal jobannoncer og omsætning. Ifølge Foreningen af Danske
Internet Medier havde Jobindex.dk 366.573 brugere i januar 2008, hvilket
placerer Jobindex blandt de 30 største websites i Danmark. 

Årets hovedbegivenhed var optagelsen af Jobindex A/S til handel på First North.
Formålet med optagelsen til handel på First North var først og fremmest at
synliggøre, at Jobindex er den største jobdatabase på markedet. 

Synliggørelsen af at Jobindex er den største jobdatabase på markedet har haft
en positiv effekt på tilgangen af kunder. I starten af 2007 blev Jobindex
ganske vist betragtet som en af de største jobdatabaser, men synliggørelsen af,
at Jobindex er klart den største jobdatabase uanset hvilket nøgletal, der måles
på, har betydet at både brugere, kunder, journalister og konkurrenter betragter
Jobindex som den største på markedet. Samtidig har Jobindex haft en markant
større vækst i 2007 end markedet. På den baggrund kan året 2007 kun betegnes
som særdeles tilfredsstillende. 

Nettoomsætningen i 2007 blev på 100 millioner kr. svarende til en vækst på 60%
i forhold til 2006, og overskuddet før skat blev på 39 millioner kr. hvilket er
en vækst på 80% i forhold til 2006. Der var i prospektet dateret 25. juni 2007
forventet en omsætning på 100 millioner kr. og et overskud før skat på 34
millioner kr., så resultatet overgår forventningerne fra prospektet, hvilket
ledelsen også anser for meget tilfredsstillende. 

Den positive udvikling fra 2007 ser ud til at fortsætte i 2008. På den baggrund
fastholder Jobindex forventningerne fra prospektet om en vækst på 30% i
omsætningen i 2008 til 130 millioner kr. og et overskud før skat på 44
millioner kr. og efter skat på 33 millioner kr. 

Attachments

arsrapport2007.pdf