Bavarian Nordic A/S - Årsrapport 2007



Bavarian Nordic har i dag offentliggjort selskabets årsrapport for
2007, der kan downloades fra selskabets hjemmeside. Nedenfor følger
en gennemgang af de væsentligste forhold i årsrapporten, samt
begivenheder efter regnskabsårets udløb.

Bavarian Nordics resultat for 2007 blev en omsætning på DKK 332,1
mio. og et negativt resultat før skat på DKK 50,5 mio., hvilket er i
overensstemmelse med selskabets seneste udmelding. For 2008 forventes
en omsætning i størrelsesordenen DKK 180 mio., og et underskud før
skat i størrelsesordenen DKK 225 mio., idet de første
vaccineleverancer til den amerikanske regering under RFP-3 kontrakten
først forventes påbegyndt i 2009.

Selskabet har i foråret 2008 afsluttet en strategiproces, der har
udmøntet sig i en strategiplan, der rummer en række nye initiativer
samt prioritering af eksisterende aktiviteter. Konklusioner og
afledte initiativer af denne proces forventes at blive implementeret
i løbet af 2008.

2007 i hovedtræk
2007 var et travlt og begivenhedsrigt år, men også et succesrigt år.
Med tildelingen af RFP-3 kontrakten fra de amerikanske myndigheder
har Bavarian Nordic opnået den hidtil vigtigste milepæl i selskabets
historie. Kontrakten kom i hus efter langstrakte forhandlinger, hvor
det lykkedes for selskabet, som det første i verden, at opnå både
forud- og milepælsbetalinger under BioShield programmet. Udover
basiskontrakten på USD 500 mio., der omfatter levering af 20
millioner doser af selskabets tredjegenerations koppevaccine,
IMVAMUNE®, indeholder kontrakten desuden en optionskontrakt på USD
1,1 mia. for levering af yderligere 60 millioner doser.

Efter underskrivelsen af RFP-3 kontrakten har Bavarian Nordic med
succes levet op til alle kravene om opbygning af den fysiske
sikkerhed, IT sikkerhed, validering af produktions- og testprocesser
m.m., som var et led i opnåelsen af forudbetalingen på USD 50 mio.
samt de to milepælsbetalinger på USD 25 mio. hver. Disse betalinger
har bidraget til, at Bavarian Nordic i dag befinder sig i den mest
gunstige finansielle situation i selskabets historie.

I selskabets pipeline er der præsenteret vigtige data på IMVAMUNE®.
Tre ud af fem fase II studier er afsluttet og viser meget lovende
resultater. Når fase II HIV datapakken forventeligt foreligger i
slutningen af 2008, og efterfølgende bliver accepteret af de
amerikanske sundhedsmyndigheder, kan Bavarian Nordic begynde at
levere vaccinen til USA's nationale beredskabslager og dermed
påbegynde fakturering.

I 2007 refokuserede selskabet sin HIV strategi. På baggrund af
anbefalinger fra internationale videnskabskomitéer er data fra nef
programmet blevet inkorporeret i multiantigen programmet, der dermed
fortsætter som selskabets fremtidige HIV projekt.

Inden for cancerimmunterapi skete der også vigtige fremskridt med
påbegyndelsen af fase I/II studier med vaccinekandidaten mod
brystcancer.

Økonomisk udvikling
Det følgende er, medmindre andet er anført, baseret på koncerntallene
i årsrapporten for 2007, og sammenlignes med de tilsvarende
koncerntal for 2006, som er angivet i parentes. Den anvendte
regnskabspraksis er uændret i forhold til den aflagte årsrapport for
2006.

Resultatet før skat udviste et underskud på DKK 50,5 mio. (underskud
DKK 204,8 mio.), hvilket er i overensstemmelse med selskabets
udmelding i delårsrapporten af 6. november 2007.

Den øgede omsætning og indtjening i 2007 skyldes, at koncernen, som
led i RFP-3 kontrakten, der blev tildelt i juni måned 2007,
afsluttede to milepæle på hver USD 25 mio.

Koncernens frie nettolikviditet blev styrket i 2007 og udgjorde DKK
833,6 mio. ved udgangen af året (DKK 217,7 mio.). Denne forøgelse
skyldes dels en aktieemission i marts måned 2007 (nettoprovenu DKK
443,5 mio.), dels medarbejdere og ledelsens udnyttelse af
tegningsoptioner (nettoprovenu DKK 47,7 mio.) og dels forud- og
milepælsbetalinger fra RFP-3 kontrakten (USD 100 mio.). Ved udgangen
af februar 2008 er den frie nettolikviditet steget til DKK 902 mio.

Egenkapitalen udgjorde DKK 1.217,7 mio. pr. 31. december 2007 (DKK
691,4 mio.).

Forventninger til 2008
Bavarian Nordic forventer i 2008 en omsætning i størrelsesordenen DKK
180 mio. og et underskud før skat i størrelsesordenen DKK 225 mio.

Omsætningen forventes at bestå af den tredje milepælsbetaling under
RFP-3 kontrakten samt fakturering af fortsættelsen af RFP-2
kontrakten. Udover den nedenfor nævnte kontrakt med et asiatisk land
om levering af IMVAMUNE®, er der ikke i 2008 indregnet kontrakter på
koppevacciner til andre lande, idet indregning heraf endnu er for
usikker på grund af den langvarige proces, som hver kontrakt
gennemgår.

Forsknings- og udviklingsomkostninger forventes i 2008 at udgøre ca.
DKK 280 mio., inklusive videreudviklingen af IMVAMUNE® under RFP-3
kontrakten. Heraf forventes DKK 70 mio at blive aktiveret i balancen
under immaterielle aktiver.

Selskabets likviditetstræk vil igennem 2008 blive ekstraordinært
belastet som følge af øgede omkostninger til opskalering af
produktion, opbygning af vaccinelager under RFP-3 kontrakten samt
øgede omkostninger til fase II studier med IMVAMUNE®. Dette betyder,
at likviditetstrækket i 2008 bliver i niveauet DKK 400 mio. Ved
udgangen af 2008 forventes selskabets fri nettolikviditet således at
være i niveauet DKK 500 mio.

Ovennævnte forventninger er baseret på, at Bavarian Nordic i
slutningen af 2008, som led i RFP-3 kontrakten, indsender de
nødvendige data til de amerikanske sundhedsmyndigheder, der skal
bekræfte, at dataene opfylder kravene til understøttelse af en
nødberedskabsgodkendelse, og at levering af vacciner til USA dermed
kan påbegyndes. Idet myndighedsgodkendelsen ligger uden for
selskabets egen kontrol, er der budgetteret med, at en sådan
godkendelse ikke opnås tidsnok til, at levering af IMVAMUNE® kan
påbegyndes i 2008. Det forventes, at de 20 millioner doser IMVAMUNE®
vil blive leveret i perioden 2009 - 2011.

Det er endvidere en forudsætning for årets resultat, at Bavarian
Nordic opnår de nødvendige godkendelser til fortsættelse af sine
prækliniske og kliniske forsøg.

Begivenheder efter regnskabsårets udløb

Bavarian Nordic har indgået kontrakt med et asiatisk land om levering
af IMVAMUNE®
Bavarian Nordic har indgået en 3-årig kontrakt med regeringen i et
asiatisk land om levering af en mindre ordre af IMVAMUNE® til landets
biologiske forsvar.

Kontrakten, som betragtes som en initialordre, er den første,
Bavarian Nordic har indgået med et land uden for USA vedrørende
levering af IMVAMUNE®. Størrelsen samt værdien af kontrakten er ikke
offentliggjort.

Bavarian Nordic færdigproducerer og leverer IMVAMUNE® koppevacciner
til dette land inden der påbegyndes levering af de 20 mio. doser
IMVAMUNE® til den amerikanske regering.

Opdatering af selskabets strategi
I forbindelse med Anders Hedegaards tiltrædelse som administrerende
direktør for Bavarian Nordic i efteråret 2007, iværksattes en
strategiproces, der er afsluttet i foråret 2008. Konklusioner herfra
samt afledte initiativer vil løbende blive implementeret. I
mellemtiden er der rettet skarpt fokus på strømlining af
organisationen samt på værdiskabende elementer, der kan cementere
Bavarian Nordics position som en innovativ og globalt førende
vaccineleverandør. På kort sigt betyder det, at fokus er rettet mod
følgende:

*         Opfyldelse af RFP-3 kontrakten
*         Ændret prioritering og optimering af pipelinen
*         Opbygning af markedsefterspørgsel på IMVAMUNE®

Opfyldelse af RFP-3 kontrakten
Med et fortsat højt fokus på projektstyring forventes de næste 12-24
måneder at rumme en række væsentlige fremskridt i udviklingen af
IMVAMUNE®:

*         Færdiggørelse af fase II studierne i HIV-smittede og
  personer med atopisk dermatitis (2008)
*         Påbegyndelse af fase III studier (2009)
*         Opstart af vaccineproduktion til lager (2008)
*         Opstart af selve leverancen af vaccine til det strategiske
  nationale beredskabslager i USA (2009)

For at kunne påbegynde levering af IMVAMUNE® til USA skal
betingelserne for anvendelse af vaccinen i en nødsituation være
opfyldt af Bavarian Nordic. Under forudsætning af at indrullering af
HIV patienter til det igangværende fase II studie forløber
planmæssigt, forventer selskabet, som tidligere meddelt, at kunne
afslutte dette studie i slutningen af 2008. Herefter indsendes fase
II HIV datapakken til de amerikanske sundhedsmyndigheder med henblik
på at få bekræftet, hvorvidt denne opfylder betingelserne for en
nødberedskabsgodkendelse. Det forventes således, at de første
vaccineleverancer finder sted i 2009. Med henblik på at optimere
ressourcerne på produktionsfaciliteten i Kvistgård forventes
leverancen af vacciner at foregå nogenlunde ligeligt i perioden
2009-2011.

Ændret prioritering og optimering af pipelinen
Selskabets pipeline indeholder p.t. seks udviklingsprogrammer, der
fordeler sig inden for følgende tre områder: biodefense, cancer og
infektionssygdomme.

+-------------------------------------------------------------------------+
|                  |Sygdomsområde   |Status    |Næste milepæl             |
|------------------+----------------+----------+--------------------------|
|Biodefense        |Kopper          |Fase II   |Fase III (2009)           |
|                  |(IMVAMUNE®)     |          |                          |
|                  |----------------+----------+--------------------------|
|                  |Miltbrand       |Præklinisk|Fase I (2008)             |
|------------------+----------------+----------+--------------------------|
|Cancer            |Brystcancer     |Fase I/II |Sikkerheds- og            |
|                  |                |          |immunogenicitetsdata      |
|                  |                |          |(2008)                    |
|                  |----------------+----------+--------------------------|
|                  |Prostatacancer  |Præklinisk|Fase I/II (H1, 2008)      |
|------------------+----------------+----------+--------------------------|
|Infektionssygdomme|HIV multiantigen|Præklinisk|Fase I/II (H1, 2008)      |
|                  |----------------+----------+--------------------------|
|                  |Mæslinger og RSV|Fase I    |Fase I i børn (H2, 2008)  |
+-------------------------------------------------------------------------+


Biodefense
Dette område udgør selskabets hovedforretningsområde. Strategien på
dette område fokuserer på at håndtere hele værdikæden fra udvikling
til produktion og salg af vacciner.

En af målsætningerne er at færdiggøre den kliniske udvikling af
IMVAMUNE® frem til registrering. Herefter skal vaccinen
kommercialiseres via salg til USA og andre lande.

Herudover er det hensigten at opbygge en biodefense portefølje med
projekter, der kan komplementere IMVAMUNE® samt sikre selskabet en
vedvarende og voksende forretning.

Som led i udviklingen af denne portefølje, har Bavarian Nordic
påbegyndt et præklinisk program inden for miltbrand (anthrax).
Selskabet ser en række udviklings- og markedsmæssige synergier i
udviklingen af en miltbrand-vaccine, idet det forventes at denne kan
kombineres med IMVAMUNE®. Hermed vil selskabet kunne tilbyde én
kombineret vaccine mod de to mest frygtede biologiske våben. Det
forventes at miltbrand-programmet går i fase I i 2008.

Cancer
På kort sigt er det målsætningen at færdiggøre fase I/II studierne
med vaccinekandidaten mod brystcancer og påbegynde fase I/II studier
med vaccinekandidaten mod prostatacancer.

I takt med opnåelse af positive kliniske data vil der blive igangsat
kommercielle partnerskabsovervejelser og selskabet vil overvåge
eventuelle indlicensieringsmuligheder.

Bavarian Nordic har opprioriteret sin cancerforskning, og det er
målsætningen at udvide pipelinen inden for dette felt. Som led i
disse bestræbelser forventer selskabet senere i 2008 at kunne
annoncere tiltag til styrkelse af dette område.

Infektionssygdomme
Selskabet har en række projekter inden for infektionssygdomme, som
alle befinder sig i tidlig udviklingsfase: HIV, mæslinger og RSV,
dengue feber og japansk hjernehindebetændelse. Målet for de to
førstnævnte er at gennemføre kliniske afprøvninger i den tidlige
fase. Såfremt data understøtter det, vil muligheden for at placere
projekterne i eksterne partnerskaber blive undersøgt. Alternativt vil
der blive søgt anden ekstern finansiering. For de to sidstnævnte
afventer der afklaring af diskussioner med en potentiel ekstern
partner om klinisk udvikling og finansiering.

Programmet for mæslinger og RSV vil blive testet frem til og med
klinisk fase I, hvor proof-of-concept forventes opnået.

Inden for HIV multiantigen vil klinisk fase I/II blive gennemført og
undervejs vil partnerskabsforhandlinger blive initieret.

Opbygning af markedsefterspørgsel på IMVAMUNE®
Som led i processen, der skal bringe Bavarian Nordic videre frem, har
selskabet i 2007 etableret en ny kommerciel organisation med henblik
på at styrke virksomhedens kommercielle aktiviteter og øge
markedsefterspørgslen for IMVAMUNE® samt fremtidige vacciner,
herunder HIV- og cancervacciner.

Ændringer i ledelsen
Selskabets ledelse er i det forgangne år blevet styrket med såvel ny
administrerende direktør som en ny kommerciel direktør. Til at
implementere de nye strategiske tiltag, styrkes koncernledelsen med
ansættelsen af to nye personer samt udpegelsen af et nyt medlem.

René Djurup, teknisk direktør, har efter eget ønske valgt at fratræde
sin stilling pr. 31. maj 2008 for at hellige sig private
forretningsaktiviteter. René har ydet en fantastisk indsats i
opbygningen af selskabets produktionsfacilitet - verdens første MVA
produktionsanlæg og han takkes for sit store engagement og bidrag til
den industrielle udvikling af Bavarian Nordic.

Bavarian Nordic har udpeget Anders Gram som afløser for René Djurup.
Anders er 48 år og uddannet kemiingeniør med en Ph.D. i industriel
biokemi. Han kommer fra Novozymes, hvor han er Vice President
Biopharma Operations. Han har tidligere haft ledende stillinger inden
for Product Supply i enzymforretningen hos Novo Nordisk. Anders Gram
tiltræder senest 1. juni 2008.

Bavarian Nordic har endvidere udpeget Ole Larsen, som ny CFO for
selskabet. Ole er 42 år og uddannet cand. merc. i finansiering og
økonomistyring. Han kommer fra Nordisk Film, hvor han er
økonomidirektør og medlem af direktionen. Han har bl.a. tidligere
været økonomidirektør i Berlingske Tidende. Ole Larsen tiltræder
senest 1. oktober 2008.

Reiner Laus, MD., der siden 2005 har været administrerende direktør
for Bavarian Nordics amerikanske datterselskab, BN ImmunoTherapeutics
Inc., indtræder desuden i koncernledelsen. Reiner Laus var tidligere
forskningsdirektør ved Dendreon Corporation i Seattle i Washington
med ansvar for forskning, udvikling og klinisk udvikling inden for
cancer- og autoimmune sygdomme.

Koncernledelsen består således herefter af følgende:

Anders Hedegaard, administrerende direktør
Nicolai Buhl Andersen, kommerciel direktør
Paul Chaplin, forskningsdirektør
Reiner Laus, adm. direktør, BN ImmunoTherapeutics Inc.
Morten Max Rasmussen, juridisk direktør
Anders Gram, teknisk direktør
Ole Larsen, finansdirektør

Ordinær generalforsamling
Den ordinære generalforsamling, hvor årsrapporten 2007 behandles,
afholdes den 29. april 2008 på Radisson SAS Scandinavia Hotel,
Amagerboulevard 70, 2300 København S.

Indkaldelse og dagsorden udsendes til samtlige selskabets
navnenoterede aktionærer i anden uge af april.

Årsrapport
Selskabets årsrapport er offentliggjort i dag og er tilgængelig i
pdf-format på selskabets hjemmeside: www.bavarian-nordic.dk.

Webcast og telefonkonference
Der afholdes i dag kl. 15.00 webcast, hvor administrerende direktør
Anders Hedegaard vil præsentere (på engelsk) årets resultat for 2007.
Efterfølgende afholdes der telefonkonference med deltagelse af Anders
Hedegaard, Vice President Investor Relations Rolf Sass Sørensen og
konstitueret finansdirektør Carsten Andersen.

Dial-in nummer fra Danmark er +45 32 71 46 07. For yderligere
oplysninger om webcast og telefonkonference, se venligst
www.bavarian-nordic.com/webcast.
Ledelsespåtegning
Bestyrelse og direktion har dags dato behandlet og godkendt
årsrapporten for perioden 1. januar til 31. december 2007.
Årsrapporten er udarbejdet i overensstemmelse med International
Financial Reporting Standards (IFRS) som godkendt af EU og yderligere
danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede selskaber.

Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig. Det er vor
opfattelse, at årsrapporten giver et retvisende billede af koncernens
aktiver og passiver, den finansielle stilling samt resultat og
pengestrømme.


Kvistgård, den 31. marts 2008


Direktion:

Anders Hedegaard
Administrerende direktør

Bestyrelse:

Asger Aamund
Bestyrelsesformand

Eigil Bjerl Nielsen
Erling Johansen
Flemming Pedersen


Kontakt:
Anders Hedegaard, administrerende direktør | +45 33 26 83 83





Hovedtal for koncernen 2003-2007

Beløb i mio.
DKK.
2007           2006           2005           2004           2003

Resultatopgørelse
Nettoomsætning
332,1          175,3          247,6          164,8          524,5
Produktionsomkostninger
64,5          136,3          132,2            70,3          206,5
Forsknings- og udviklingsomkostninger                         243,6
         118,4          114,4          120,4            61,0
Salgs- og administrationsomkostninger                           89,1
         124,4            75,4            56,4            43,0
Andre
driftsomkostninger
-                 -            45,4                 -
 -
Resultat før renter og skat (EBIT)
(65,0)       (203,8)       (119,8)         (82,3)         214,0
Finansielle poster,
netto                                                14,5
 (1,0)             3,4              5,6              3,6
Resultat før
skat
(50,5)       (204,8)       (116,4)         (76,7)         217,6
Årets
resultat
(63,5)       (160,9)         (94,7)         (53,0)         150,6

Balance
Langfristede
aktiver                                                     538,8
         568,2          472,4         291,8            71,0
Kortfristede
aktiver                                                    1.193,2
         386,2          456,2         310,3          358,2
Samlede aktiver
1.732,1          954,4          928,6          602,1          429,2
Egenkapital, ultimo
1.217,7          691,4          630,1          315,4          347,0
Langfristede
forpligtelser                                              134,7
         150,6          212,2          149,1              2,9
Kortfristede
forpligtelser                                               379,7
         112,4            86,3          137,6            79,3

Pengestrømsopgørelse
Likvide midler, netto og værdipapirer
913,6          332,7          269,0            56,6          198,7
Pengestrømme fra driftsaktiviteter
163,2        (194,5)         (54,9)         (71,0)         209,3
Pengestrømme fra investeringer
(16,1)       (192,2)       (196,9)       (224,6)         (33,2)
Investering i materielle anlægsaktiver
5,8            73,9          151,2          190,5            28,9
Pengestrømme fra finansiering
440,4          219,0          464,2          152,8              3,1


Nøgletal (i
DKK)
Resultat pr.
aktie
- basis pr. aktie á DKK 10,00
 (8,5)         (25,8)         (17,6)         (11,5)           33,4
- udvandet pr. aktie á DKK 10,00
(8,5)         (25,8)         (17,6)         (11,5)           32,9
Indre
værdi
155,8          108,4          108,7            68,0            76,9
Børskurs,
ultimo                                                            293
            582             476             539             251
Børskurs/Indre
værdi                                                       1,9
             5,4              4,4              7,9              3,3
Udestående aktier, ultimo (1.000 stk.)
7.816          6.376          5.797          4.640          4.515

Egenkapitalandel
70%            72%            67%            52%            81%

Antal medarbejdere,
ultimo                                             264
 233             224             145               87


Indtjening pr. aktie er beregnet i overensstemmelse med IAS 33,"Indtjening pr. aktie".
Øvrige nøgletal er beregnet i overensstemmelse med Den Danske
Finansanalytikerforenings "Anbefalinger og Nøgletal 2005".

Attachments

02-08_dk Bavarian Nordic AS - Arsrapport 2007