Delårsrapport for 1. kvartal 2008 - stærk vækst i omsætning og resultat


Lundbecks delårsrapport for 1. kvartal 2008 viser fortsat signifikant
vækst i koncernens omsætning fordelt både på selskabets nye produkter
og på regionerne. Lundbeck fastholder de finansielle forventninger
til omsætning og primær drift, som selskabet udmeldte i forbindelse
med årsrapporten for 2007.

 
Omsætning, indtjening og investeringer
*          Omsætning: DKK 2.882 mio. (+12% og +14% i lokalvaluta)
*          Resultat af primær drift (EBIT): DKK 924 mio. (+41%)
*          Investeringer: DKK 138 mio.
 
Omsætning fordelt på regioner og produkter
*          Europa: DKK 1.516 mio. (+14% og +15% i lokalvaluta)
*          Internationale Markeder: DKK 651 mio. (+18% og +24% i
  lokalvaluta )
*          USA: DKK 661 mio. (+5% og +6% i lokalvaluta)
 
*          Cipralex®: DKK 1.216 mio. (+23% og +26% i lokalvaluta)
*          Lexapro®: DKK 661 mio. (+5% og +7% i lokalvaluta)
*          Ebixa®: DKK 457 mio. (+17% og +18% i lokalvaluta)
*          Azilect®: DKK 54 mio. (+61% og +62% i lokalvaluta)
 
Kommentarer til regnskabet
Lundbecks koncernøkonomidirektør Anders Götzsche udtaler i
forbindelse med delårsrapporten:
 "Det finansielle resultat for 1. kvartal 2008 viser stærk vækst i
omsætningen kombineret med fortsat fokus på lavere vækst i
omkostningerne end omsætningen. Det har medført en stærk vækst i
vores indtjening, og vi er dermed godt på vej til at leve op til
vores finansielle forventninger til helåret 2008."
Lundbecks kliniske udviklingsportefølje er blevet styrket i 2008
I marts 2008 modtog Lundbeck en positiv vurdering fra de europæiske
sundhedsmyndigheder (EMEA) på registreringsansøgningen af memantin
(EbixaÒ) til administration én gang dagligt. Den endelige godkendelse
fra EU kommissionen forventes i andet kvartal 2008. En godkendelse
til at administrere memantin én gang dagligt forventes yderligere at
styrke stoffets profil og anvendelse i markedet.
 
Som led i Lundbeck og Takeda's fælles fase III program for Lu AA21004
er der i første del af 2008 igangsat flere nye pivotale fase III
undersøgelser. Ydermere er stoffets nye og unikke receptorprofil
blevet præsenteret på SCNP kongressen (Scandinavian College of
Neuro-Psychopharmacology) i april 2008, hvoraf det fremgik at Lu
AA21004 udviser eksperimentel og klinisk antidepressiv aktivitet på
trods af lav binding (okkupans) til 5-HT transporteren. Effekten af
Lu AA21004 opnås ved en kombination af 5-HT3 receptor antagonisme og
5-HT1A partiel agonisme og den farmakologiske profil adskiller sig
således væsentligt fra andre kendte antidepressiva.
 
I første kvartal 2008 har Lundbeck afsluttet et stort
verdensomspændende post-marketing studie med sertindol (SerdolectÒ) i
over 10.000 patienter med skizofreni. Studiet blev igangsat som følge
af et ønske fra EMEA med henblik på at dokumentere sikkerheden i at
bringe sertindol tilbage på det europæiske marked. Studiet vil
desuden indgå som en del af registreringsansøgningen på sertindol,
der indsendes til de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) i midten
af 2008.
 
I marts 2008 igangsatte Lundbeck og partneren Solvay Pharmaceuticals,
B. V. et nyt fase III program med stoffet bifeprunox til
vedligeholdelsesbehandling af skizofreni. Programmet inkluderer to
kliniske fase III undersøgelser med cirka 450 patienter i hver.
Undersøgelserne forventes afsluttet mod udgangen af 2010. Bifeprunox
har i tidligere randomiserede fase III undersøgelser vist klar
antipsykotisk effekt uden tegn på metaboliske forstyrrelser og risiko
for vægtforøgelse.
 
I februar 2008 kunne Lundbeck endvidere meddele, at stoffet Lu
AA34893 var overgået til klinisk fase II. Lu AA34893 tilhører en ny
generation af stoffer med differentieret receptorprofil i forhold til
kendte psykotrope stoffer. Stoffets eksperimentelle profil giver
mulighed for udvikling til mere end én indikation. I det igangværende
proof-of-concept studie vil stoffet blive afprøvet i behandlingen af
bipolar lidelse (maniodepressivitiet). Stoffet har potentiale til at
vise langsigtet effektiv stemningsstabilisering og derved på lang
sigt forbygge invaliditet hos patienter, der lider af bipolar
lidelse. 
 
Indrulleringen af patienter i Lu AA24530 proof-of-concept studiet
forløber planmæssigt og resultater forventes primo 2009.
 
I begyndelsen af 2008 igangsatte Lundbeck klinisk fase
I-undersøgelser med Lu AA37096 til behandling af affektive
sindslidelser. Lu AA37096 er opdaget på baggrund af resultater med
den unikke virkningsmekanisme for escitalopram (CipralexÒ/LexaproÒ),
men indeholder virkninger på en række yderligere targets i hjernen.
Lu AA37096 har vist en overbevisende effekt i dyremodeller for
affektive sindslidelser samt i smertemodeller.
 
Ulf Wiinberg udnævnt til ny koncernchef for Lundbeck
I slutning af april 2008 kunne Lundbeck meddele, at Ulf Wiinberg er
udnævnt til ny koncernchef og tiltræder den 1. juni 2008.
 
Ulf Wiinberg forlader amerikanske Wyeth, hvor han haft to funktioner:
Strategisk ansvarlig for selskabets biofarma-aktiviteter og
overordnet ansvarlig for Wyeth Europa, Mellemøsten, Afrika og Canada
- sidstnævnte er en division med en omsætning på cirka DKK 30 mia.
(USD 6 mia.) og 5.200 medarbejdere.
 
Lundbecks kommende koncernchef begyndte sin farmaceutiske karriere i
Sverige i 1981 og har arbejdet 27 år hos Wyeth, hvor han har haft
flere lederstillinger i både Europa og USA. Ulf Wiinberg har ikke
mindst udmærket sig med sine stærke kommercielle kompetencer, og har
i sin karriere opnået en række markante resultater hos Wyeth.
 
Ulf Wiinberg har endvidere tidligere været overordnet ansvarlig for
Wyeth Consumer Healthcare Products og landedirektør for Wyeth i
Storbritannien. Ulf Wiinberg var samtidig medlem af Wyeths
ledelseskomite samt Wyeths kommercielle komite, juridiske komite og
HR komite.
 
Finansielle forventninger til 2008
 

                                       2008
                                forventning
Omsætning                DKK 11 - 11,5 mia.
Resultat af primær drift DKK 2,8 - 2,9 mia.
Investeringer            Cirka DKK 575 mio.

 
De finansielle forventninger til 2008 fastholder koncernens
overskudsgrad (EBIT-margin) på cirka 25%, mens koncernen forventer at
anvende mere end 20% af omsætningen til forskning og udvikling i
2008.
Hovedtal for perioden
 
Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34 "Præsentation
af delårsregnskaber", som godkendt af EU. Der er ikke sket ændringer
i anvendt regnskabspraksis sammenlignet med årsrapporten for 2007,
hvortil der henvises for en nærmere beskrivelse af den anvendte
regnskabspraksis. Delårsrapporten er ikke revideret.
 

DKK mio.                  1. kvt. 1. kvt. Vækst i Vækst i     4. kvt.
                             2008    2007 DKK     lokalvaluta    2007
Omsætning                   2.882   2.583     12%         14%   2.830
   - Cipralex®              1.216     990     23%         26%   1.031
   - Lexapro®                 661     628      5%          7%     626
   - Ebixa®                   457     391     17%         18%     422
   - Azilect®                  54      34     61%         62%      48
   - Serdolect®                12      10     27%         31%       8
   - Andre lægemidler         428     465     -8%         -6%     409
   - Anden omsætning           54      65    -17%        -17%     286
Omkostninger                1.958   1.925      2%               2.563
   - Produktion               476     497     -4%                 846
   - Distribution             567     578     -2%                 657
   - Administration           399     377      6%                 395
   - Forskning og             524     473     11%                 681
udvikling
   - Andre                    (7)       1    n.m.                (16)
driftsudgifter, netto
                                                                     
Resultat af primær drift,     924 658         41%                 267
EBIT
Finansielle poster, netto (24)         48    n.m.             (68)
Periodens resultat            627     466     35%                  92
Resultat pr. aktie, EPS      3,15    2,24     41%                0,46
(DKK)
Frit cash flow              1.067      19  5.400%                (83)
Investeringer                 138     127      9%                 301

 
 
Omsætning i 1. kvartal 2008
Koncernens omsætning udgjorde DKK 2.882 mio. svarende til en stigning
på 12% i forhold til samme kvartal sidste år og en stigning på 2% i
forhold til 4. kvartal 2007. Reguleret for valutakursudsving steg
koncernens omsætning med 14% i forhold til samme kvartal sidste år.
 
Lundbecks koncernomsætning

DKK mio.                  1. kvt. 1. kvt. Vækst i Vækst i     4. kvt.
                             2008    2007 DKK     lokalvaluta    2007
Cipralex®                   1.216     990     23%         26%   1.031
Lexapro®                      661     628      5%          7%     626
Ebixa®                        457     391     17%         18%     422
Azilect®                       54      34     61%         62%      48
Serdolect®                     12      10     27%         31%       8
Andre lægemidler              428     465     -8%         -6%     409
Anden omsætning                54      65    -17%        -17%     286
Samlet omsætning, koncern   2.882   2.583     12%         14%   2.830

 
Koncernens lægemidler Cipralex®/Lexapro® og Ebixa® (til behandling af
henholdsvis depression og Alzheimers sygdom) fortsætter fremgangen
sammen med Azilect® og Serdolect® (til behandling af henholdsvis
Parkinsons sygdom og skizofreni).
 
I 1. kvartal 2008 udgjorde omsætningen af disse lægemidler
(Cipralex®/Lexapro®, Ebixa®, Azilect® og Serdolect®) 83% af
koncernens omsætning.
 
Europa

DKK mio.           1. kvt.   1. kvt. Vækst i  Vækst i         4. kvt.
                      2008      2007 DKK      lokalvaluta        2007
Cipralex®              823       673      22%             23%     720
Ebixa®                 375       317      18%             19%     350
Azilect®                50        32      55%             56%      44
Serdolect®               7         7       5%              3%       7
Andre lægemidler       262       304     -14%            -13%     275
Samlet
omsætning,           1.516     1.334      14%             15%   1.396
Europa

Cipralex® og Ebixa® er Lundbecks største lægemidler i Europa målt på
omsætning og fortsætter med at bidrage positivt til omsætningen i
Europa med en vækst på henholdsvis 22% og 18% i forhold til 1.
kvartal 2007.
 
Cipralex® havde ved udgangen af februar 2008 en andel på 15,4% af det
samlede salg af antidepressiva i Europa, hvilket skal ses i forhold
til en markedsandel på 13,2% på samme tidspunkt i 2007. Cipralex® er
det mest anvendte originale antidepressivum i Europa.
 
Ebixa® havde ved udgangen af februar 2008 en markedsandel på det
europæiske marked for lægemidler til behandling af Alzheimers sygdom
på 15,7%, hvilket skal ses i forhold til en andel på 14,9% på samme
tidspunkt i 2007. Den aktive substans i Ebixa®, memantin, er fortsat
det næstmest udskrevne lægemiddel i Europa til behandling af
Alzheimers sygdom.
 
Azilect® introduktionen forløber fortsat godt. Ved udgangen af
februar 2008 havde Azilect® en andel på 5,0% af det samlede salg af
lægemidler til behandling af Parkinsons sygdom i Europa. Denne
markedsandel skal sammenlignes med en markedsandel på 3,3% på samme
tidspunkt i 2007.
 
Circadin® - Den 24. september 2007 offentliggjorde Lundbeck og Neurim
Pharmaceuticals Ltd., at Lundbeck har indlicenseret de eksklusive
rettigheder til Circadin® til behandling af primær søvnløshed
dækkende de fleste markeder i Europa svarende til cirka 80% af det
europæiske marked opgjort i værdi. Circadin® blev godkendt af de
europæiske sundhedsmyndigheder den 29. juni 2007, og Lundbeck
forventer at introducere Circadin® i 15 markeder i 2008.
 
USA

DKK mio.         1. kvt.   1. kvt. Vækst i   Vækst i          4. kvt.
                 2008         2007 DKK       lokalvaluta      2007
Lexapro®              661      628 5%        7%               626
Andre lægemidler        0        4      n.m.             n.m.       0
Samlet                661      631        5%               6%     626
omsætning, USA

 
Lundbecks indtægter fra salg af Lexapro® i USA udgjorde DKK 661 mio.
i 1. kvartal 2008 i forhold til DKK 628 mio. i samme periode sidste
år, svarende til en stigning på 5%. Lexapro® er i dag det mest
udskrevne antidepressivum i USA og havde ved udgangen af februar 2008
en markedsandel på 22,9% af antallet af udskrevne recepter i USA
(TRx).
 
Forudbetalingen fra Forest som opført i Lundbecks balance -
forskellen mellem den fakturerede pris og minimumsprisen på Forests
varebeholdninger - udgjorde ved udgangen af marts 2008 DKK 835 mio.
mod DKK 918 mio. ved udgangen af marts 2007 og DKK 840 mio. ved
udgangen af december 2007. Ved udgangen af 1. kvartal 2008 var
lageret på et niveau svarende til ca. 8 måneders forventet forbrug.
 
Lundbeck sikrer indtægter fra blandt andet Lexapro® ved hjælp af
valutahedging. Lundbecks politik vedrørende valutahedging betyder, at
valutakurstab og -gevinster på sikringstransaktioner henføres direkte
til den transaktion, der er sikret. Sikring af selskabets
valutaindtægter medfører, at disse reelt indregnes i regnskabet til
terminskurserne, hvilket havde en resultateffekt på DKK 17 mio. i 1.
kvartal 2008 mod DKK -31 mio. i samme periode sidste år i forhold
til, at indtægterne var indregnet til periodens aktuelle kurser. Af
den totale påvirkning hidrører DKK 24 mio. fra sikring af USD mod DKK
-36 mio. i 1. kvartal 2007. Hedginggevinsten fra sikring af USD er
henført til indtægterne fra salget af Lexapro®.
 
Pr. 31. marts 2008 er der indgået valutatermins- og optionskontrakter
til dækning af valutapengestrømme, primært i USD, der modsvarer en
værdi af ca. DKK 3,2 mia., hvoraf hovedparten behandles som
hedgingkontrakter. De gennemsnitlige hedgingkurser pr. 31. marts 2008
udgjorde for amerikanske dollars USD/DKK 519. Udskudt resultatføring
af valutatab og -gevinster, netto, udgjorde DKK 212 mio. pr. 31.
marts 2008 mod DKK 51 mio. pr. 31. marts 2007 og DKK 93 mio. pr. 31.
december 2007.
 
Den gennemsnitlige sikringskurs for de første 3 måneder af 2009 vil
for amerikanske dollars udgøre cirka USD/DKK 499 med de eksisterende
hedgingkontrakter. Den tilsvarende kurs for de første 3 måneder af
2008 udgjorde cirka USD/DKK 548. For regnskabsåret 2008 er den
gennemsnitlige sikringskurs for amerikanske dollars cirka USD/DKK
531.
 
Internationale Markeder

DKK mio.                1. kvt. 1. kvt. Vækst i Vækst i            4.
                           2008    2007 DKK     lokalvaluta      kvt.
                                                                 2007
Cipralex®/Lexapro®          393     317     24%            31%    311
Ebixa®                       82      74     11%            17%     72
Azilect®                      5       2    n.m.           n.m.      4
Serdolect®                    5       2    n.m.           n.m.      2
Andre lægemidler            166     157      6%            11%    134
Samlet omsætning,
Internationale Markeder     651     552     18%            24%    523

 
Omsætningen i Internationale Markeder steg med 18% i forhold til
samme periode sidste år og udgjorde DKK 651 mio. i 1. kvartal 2008.
Omsætningen i Internationale Markeder udgjorde i 1. kvartal 2008 22%
af Lundbecks samlede omsætning i kvartalet.
 
Omsætningen i Internationale Markeder er primært drevet af salget af
Lundbecks to største lægemidler Cipralex®/Lexapro® og Ebixa®, og
udgjorde i 1. kvartal 2008 73% af omsætningen i regionen. Azilect® og
Serdolect® er lanceret på få markeder i Internationale Markeder og
omsætningen er således på et forholdsvis lavt niveau.
 
Cipralex®/Lexapro® havde i 4. kvartal 2007 en markedsandel på 9,8% af
det samlede marked for antidepressiva opgjort i værdi i
Internationale Markeder, hvilket skal sammenlignes med en
markedsandel på 8,2% i 4. kvartal 2006.
 
Ebixa® er Lundbecks næststørste lægemiddel og i 4. kvartal 2007 havde
Ebixa® en markedsandel på 10,8% af det samlede marked for lægemidler
til behandling af Alzheimers sygdom i Internationale Markeder. I
samme periode i 2006 var markedsandelen 11,3%.
 
Circadin® - i april 2008 indgik Lundbeck en udvidet aftale med Neurim
Pharmaceuticals Ltd. hvorved Lundbeck har opnået eksklusive
rettigheder til at markedsføre Circadin® i Asien, Latinamerika og
andre større markeder såsom Australien og Tyrkiet. Lundbeck forventer
at kunne introducere Circadin® på de første markeder uden for Europa
i løbet af 2009.
 
Omkostninger
Lundbecks samlede omkostninger eksklusive finansielle poster og skat
udgjorde i 1. kvartal 2008 DKK 1.958 mio., hvilket er 2% højere end i
samme periode sidste år og 24% lavere end 4. kvartal 2007.
 
Produktionsomkostningerne i 1. kvartal 2008 udgjorde DKK 476 mio.
svarende til 16% af den samlede omsætning i forhold til 19% i samme
periode sidste år. Nominelt faldt produktionsomkostningerne i
kvartalet med 4% i forhold til samme kvartal året før og steg med 2%
i forhold til 4. kvartal 2007 (eksklusive ikke-tilbagevendende
poster).
 
Distributionsomkostningerne udgjorde DKK 567 mio., svarende til et
fald på 2% i forhold til samme periode året før og et fald på 14% i
forhold til 4. kvartal 2007. Udviklingen i
distributionsomkostningerne er generelt præget af øget
omkostningsfokus og effektivisering i Lundbecks salgsorganisation
samt at omkostninger til promotion vil variere mellem kvartalerne.
 
Administrationsomkostningerne udgjorde DKK 399 mio. svarende til en
stigning på 6% i forhold til samme periode sidste år og en stigning
på 1% i forhold til 4. kvartal 2007. Udviklingen i
administrationsomkostningerne skyldes blandt andet omkostninger i
forbindelse med drift og udbygning af koncernens
informationsteknologiske infrastruktur.
 
Forsknings- og udviklingsomkostningerne udgjorde i 1. kvartal 2008
DKK 524 mio., svarende til en stigning på 11% i forhold til samme
periode sidste år og et fald på 23% i forhold til 4. kvartal 2007.
 
Forsknings- og udviklingsomkostningerne udgjorde 18% af omsætningen i
1. kvartal 2008, hvilket er på samme niveau som i 1. kvartal 2007.
Som tidligere udmeldt forventer Lundbeck, at forsknings- og
udviklingsomkostningerne vil udgøre mere end 20% af den samlede
koncernomsætning for 2008.
 
Afskrivninger, der er inkluderet i de enkelte omkostningsgrupper,
udgjorde i 1. kvartal 2008 DKK 141 mio. mod DKK 147 mio. i samme
periode sidste år.
 
 

Afskrivninger pr. omkostningsgruppe,  1. kvt. 1. kvt. Vækst i 4. kvt.
DKK mio.                                 2008    2007 DKK        2007
Produktion                                 59      71    -16%    453*
Distribution                                4 4            0%       6
Administration                             22      22     -1%       4
Forskning og udvikling                     55      50     11%      36
Samlet afskrivning, Koncernen             141     147     -4%     499

* Inkluderer DKK 381 mio. i nedskrivning af fabriksanlægget i Seal
Sands i Storbritannien
 
Antallet af medarbejdere opgjort i antal fuldtidsansatte var 5.107
ved udgangen af 1. kvartal 2008 i forhold til 5.126 ved udgangen af
1. kvartal 2007 og 5.097 ved udgangen af 4. kvartal 2007.
 
Finansielle poster
Samlet havde koncernen i 1. kvartal 2008 en finansiel netto-udgift på
DKK 24 mio. i forhold til en netto-indtægt på DKK 48 mio. i samme
periode sidste år.
  
 

DKK mio.                                      1. kvt. 1. kvt. 4. kvt.                                 2008    2007    2007
Nettoposter vedr. trading                     14            -       -
Regnskabsmæssig omregning af valutaposter     (56)         21    (50)
Nettovalutaposter vedr. finansielle poster       (42)      21    (50)
Urealiserede kursgevinster vedr. andre              1      24    (13)
kapitalandele ekskl. valutakursreguleringer
Netto renteindtægter                               17       3     (5)
Finansielle poster, netto                        (24)      48    (68)

 
Regnskabsmæssige omregninger af valutaposter udgjorde i 1. kvartal en
udgift på DKK 56 mio. og nettoindtægter vedrørende trading udgjorde
DKK 14 mio., hvilket samlet giver en udgift på DKK 42 mio. i
nettovalutaposter vedrørende finansielle poster.
 
Nettoposter vedrørende trading hidrører fra indtægter og udgifter fra
instrumenter, der ikke opfylder betingelserne for hedging, og de
indregnes direkte under finansielle poster til markedsværdi.
 
Udviklingen i den regnskabsmæssige omregning af valutaposter i 1.
kvartal 2008 skyldes primært kursomregning af egenkapitalen i
selskabets datterselskaber i USA og England. 
 
Netto renteindtægter inklusive realiserede og urealiserede
kursgevinster og kurstab på obligationsbeholdningen udgjorde i 1.
kvartal 2008 DKK 17 mio.
 
Skat
Skatteudgiften i 1. kvartal 2008 udgjorde DKK 256 mio. mod DKK 224
mio. i samme periode sidste år. Den effektive skatteprocent udgjorde
29,0% mod 32,5% i 1. kvartal 2007. Lundbeck forventer at
skatteprocenten for 2008 vil udgøre cirka 29%.
 
Periodens resultat
Resultat af primær drift udgjorde i 1. kvartal 2008 DKK 924 mio. i
forhold til DKK 658 mio. i samme kvartal sidste år.
 
Resultat før skat steg med 28% og udgjorde DKK 883 mio. i forhold til
DKK 690 mio. i samme periode sidste år, mens periodens resultat efter
skat udgjorde DKK 627 mio., svarende til en stigning på 35% i forhold
til samme periode sidste år.
 
Investeringer
Lundbecks samlede nettoinvesteringer eksklusive finansielle
investeringer i 1. kvartal 2008 udgjorde DKK 138 mio. mod DKK 127
mio. i 1. kvartal 2007 og DKK 301 mio. i 4. kvartal 2007.
Investeringerne i 1. kvartal 2008 omfatter blandt andet en betaling
til PAION AG i forbindelse med en udvidelse af aftalen vedrørende
desmoteplase til behandling af slagtilfælde, hvor Lundbeck erhvervede
globale eksklusive rettigheder til desmoteplase med fuld kontrol over
udviklingen og kommercialiseringen af lægemidlet.
 
Aktietilbagekøb
Lundbeck igangsatte i august 2005 et tilbagekøbsprogram af egne
aktier for op til DKK 6 mia. Aktietilbagekøbsprogrammet gennemføres i
henhold til bestemmelserne i Europakommissionens såkaldte "safe
harbour" forordning, som beskytter børsnoterede virksomheder mod
overtrædelse af insiderlovgivning i forbindelse med aktietilbagekøb.
 
På hver syvende handelsdag udsender Lundbeck en meddelelse vedrørende
transaktioner foretaget under aktietilbagekøbsprogrammet. Pr. 31.
marts 2008 er der tilbagekøbt 29.357.062 stk. aktier svarende til en
transaktionsværdi på DKK 3.930.779.391 og en gennemsnitlig købskurs
på DKK 133,8955, svarende til cirka 66% af det samlede program. Under
aktietilbagekøbsprogrammet, er der i perioden 1. januar - 31. marts
2008 tilbagekøbt 3.547.362 stk. aktier, svarende til en
transaktionsværdi på DKK 421.463.942 og en gennemsnitlig købskurs på
DKK 118,8105.
 
Pengestrømme
Lundbecks pengestrømme fra driftsaktiviteter udgjorde i 1. kvartal
2008 DKK 862 mio. mod DKK 382 mio. i samme periode sidste år og DKK
207 mio. i 4. kvartal 2007. Det frie cashflow (pengestrømme fra
drifts- og investeringsaktivitet) udgjorde DKK 1.067 mio. i 1.
kvartal 2008 mod DKK 19 mio. i samme periode sidste år. Ved
aflæggelsen af årsrapport 2007 gennemførte Lundbeck en ændring i
regnskabspraksis, der medfører at investeringer i værdipapirer
klassificeret som kortfristede aktiver medtages i beregningen af det
frie cash flow. I 1. kvartal har ændringen medført en positiv
påvirkning af det frie cash flow på DKK 370 mio., hvilket skal ses i
forhold til en negativ påvirkning på DKK 236 mio. i 1. kvartal 2007.
 
Pengestrømme fra finansieringsaktiviteter udgjorde DKK -411 mio. mod
DKK -106 mio. i samme periode sidste år. I 4. kvartal 2007 er
pengestrømme fra finansieringsaktivitet påvirket af aktietilbagekøb
på DKK 407 mio. I 4. kvartal 2007 udgjorde pengestrømme fra
finansieringsaktivitet DKK 0 mio.
 
Lundbecks rentebærende nettolikviditet (koncernens beholdning af
likvider og værdipapirer med fradrag af rentebærende gæld) udgjorde
ved udgangen af 1. kvartal 2008 DKK 1.685 mio. mod DKK 1.012 mio. ved
udgangen af 1. kvartal 2007 og DKK 1.405 mio. ved udgangen af 4.
kvartal 2007. Foruden den rentebærende nettolikviditet har Lundbeck
uudnyttede kreditfaciliteter på DKK 2,2 mia.
 
Uudnyttede kreditfaciliteter består af trækningsrettigheder på
koncernens pengeinstitutter (kassekreditter) samt garanterede
lånetilsagn.
 
Beskyttelse af patenter og andre immaterielle rettigheder
En forudsætning for Lundbecks fortsatte store investeringer i
innovative lægemidler er, at immaterielle rettigheder respekteres.
Det er Lundbecks opfattelse, at koncernens immaterielle rettigheder
er valide og retskraftige, og det er Lundbecks politik energisk at
forsvare sine immaterielle rettigheder, hvor end de måtte blive
krænket.
 
Lundbeck har verserende patentsager i USA, Storbritannien og
Nordirland, Australien, Canada, Frankrig, Holland og Tyskland
omhandlende koncernens immaterielle rettigheder vedrørende
escitalopram.
 
Storbritannien og Nordirland
Efter regnskabsperiodens udløb den 10. april 2008 afgjorde den
engelske appeldomstol Court of Appeals In the Supreme Court, at
escitalopram er nyt og innovativt og afgørelsen giver samtidig
Lundbeck medhold i at patentet bag escitalopram er validt. Afgørelsen
var i første instans gået Lundbeck delvist imod med henvisning til en
særlig engelsk domspraksis, som med denne afgørelse blev tilsidesat
og domspraksis ændret.
 
Tyskland
De tyske sundhedsmyndigheder udstedte i 2007
markedsføringsgodkendelse til en generisk kopi af escitalopram. Denne
godkendelse blev siden suspenderet.
 
Samtidig har Lundbeck en verserende retssag i Tyskland vedrørende de
immaterielle rettigheder bag escitalopram. Denne sag er blevet
appelleret og Lundbeck forventer en afgørelse fra den tyske
appeldomstol inden for de næste par år.
 
Australien
Efter regnskabsperiodens udløb den 24. april 2008 faldt der afgørelse
i retssagen i Australien i første instans. Retten skulle tage
stilling til, hvorvidt patentet bag escitalopram er gyldigt og
samtidig vurdere om patentforlængelsen i fem år frem til 2014 skulle
opretholdes. Retten afgjorde at patentet bag escitalopram i
Australien er validt og dermed er sikret frem til 2009. Dog valgte
dommeren at bestemme, at patentforlængelsen ikke skulle opretholdes.
Lundbeck planlægger at appellere den sidste del af afgørelsen.
 
Incitamentsprogram i Lundbeck
Bestyrelsen for H. Lundbeck A/S, har på bestyrelsesmøde afholdt den
6. maj 2008 besluttet, i overensstemmelse med bemyndigelsen i
selskabets vedtægter pkt. 4.4, at udstede tegningsoptioner
("warrants") for indtil i alt nominelt DKK 750.000 svarende til
150.000 aktier på vilkår, der svarer til vilkårene for udstedelsen af
tegningsoptioner på baggrund af bestyrelsens beslutning den 22. april
2008 for så vidt angår ledende medarbejdere, der er udpeget af
selskabets direktion, idet medlemmerne af selskabets direktion og
selskabets kommende administrerende direktør ikke er
tegningsberettigede. Der henvises til fondsbørsmeddelelse nr. 336
vedrørende bestyrelsens beslutning den 22. april 2008.
 
Den maksimale værdi af de tildelte tegningsoptioner den 6. maj 2008
beregnes i henhold til Black & Scholes formlen.
 
Markedsværdien pr. tegningsoption på beslutningstidspunktet den 6.
maj 2008 er opgjort til cirka DKK 37,15 i henhold til Black & Scholes
formlen ud fra følgende forudsætninger: En udnyttelseskurs på DKK
115,00, en volatilitet for Lundbeck aktien på 30,02%, en
udbytteprocent på 2,11%, en risikofri rente på 4,24%, og en periode
på i gennemsnit cirka 68 måneder.
 
Endvidere tildeles de ledende medarbejdere den 6. maj 2008 et antal
vederlagsfri aktier i H. Lundbeck A/S. De tildelte aktier erhverves i
lighed med de tildelte tegningsoptioner den 6. maj 2011, idet
erhvervelse så vidt muligt er betinget af fortsat ansættelse.
 
Værdien af de tildelte aktier og tegningsoptioner indregnes i
resultatopgørelsen over optjeningsperioden fra den 6. maj 2008 til
den 6. maj 2011.
 
Telefonkonference
Lundbeck afholder i dag kl. 14:00 en telefonkonference for
kapitalmarkedets interessenter, som kan følges på koncernens
hjemmeside www.lundbeck.com under sektionen 'Investors' - 
'Presentations' - 'Teleconference'.
 
Fremadrettede udsagn
Denne meddelelse indeholder udsagn om fremtiden ('forward-looking
statements'), som omfatter bl.a. forventninger eller prognoser
vedrørende begivenheder såsom introduktion af nye produkter,
produktgodkendelser og økonomiske resultater.
 
Udsagn om fremtiden er i sagens natur forbundet med risici,
usikkerhedsfaktorer og unøjagtige antagelser. Dette kan medføre, at
de faktiske resultater afviger væsentligt fra de anførte
forventninger. Faktorer, der kan påvirke fremtidige resultater, er
blandt andet rente- og valutasvingninger, forsinkelser i eller
fejlslagne udviklingsprojekter, produktionsproblemer, misligholdelse
eller uventet opsigelse af kontrakter, prisreduktioner dikteret af
nationale myndigheder eller som følge af markedsdrevne
prisnedsættelser på Lundbecks produkter, lancering af konkurrerende
produkter, Lundbecks evne til at markedsføre såvel nye som
eksisterende produkter, produktansvarssager og andre retssager,
ændring af tilskudsregler og statslige love og dertil knyttede
fortolkninger heraf samt uventede omkostnings- og udgiftsstigninger.
 
Ledelsespåtegning
Bestyrelse og direktion har behandlet og godkendt delårsrapporten for
H. Lundbeck A/S for perioden 1. januar - 31. marts 2008.
 
Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34 "Præsentation
af delårsregnskaber", som godkendt af EU og yderligere danske
oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede selskaber.
 
Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at
delårsrapporten giver et retvisende billede af koncernens aktiver,
passiver og finansielle stilling pr. 31. marts 2008 samt af
resultatet af koncernens aktiviteter og pengestrømme for de første 3
måneder af 2008.
 
Vi anser ledelsesberetningen for at give et retvisende billede af
udviklingen i koncernens aktiviteter og økonomiske forhold, periodens
resultat og af koncernens finansielle stilling som helhed for
perioden 1. januar - 31. marts 2008.
 
 
Valby, den 7. maj 2008
 
Bestyrelse
 

Per Wold-Olsen             Thorleif Krarup            Egil Bodd
Formand                    Næstformand                 
                                                       
                                                       
Kim Rosenville Christensen Peter Kürstein             Mats Pettersson
                                                       
                                                       
                                                       
Jørn Mayntzhusen           Birgit Bundgaard           Jes Østergaard
                           Rosenmeier
                                                       

 
 
Direktion
 

Peter Høngaard Andersen Lars Bang           Anders Götzsche
Koncerndirektør         Koncerndirektør     Koncerndirektør,
                                            Økonomidirektør
                                             
                                             
                                             
Anders Gersel Pedersen  Stig Løkke Pedersen  
Koncerndirektør         Koncerndirektør      

Lundbeck kontakt
 

Investorer:                Presse:
                            
Jacob Tolstrup             Jens Harder Højbjerg
Director                   Media Relations Manager
Tlf. 36 43 30 79           Tlf. 36 43 28 33
                            
Palle Holm Olesen           
Head of Investor Relations  
Tlf. 36 43 24 26            

                                   
 
Fondsbørsmeddelelse nr. 340 - 7. maj 2008
 
H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som
beskæftiger sig med forskning og udvikling, produktion, markedsføring
og salg af lægemidler til behandling af psykiske og neurologiske
sygdomme. Koncernen havde en nettoomsætning i 2007 på DKK 11 mia.
(cirka EUR 1,5 mia. eller USD 2,0 mia.). Antallet af medarbejdere er
ca. 5.300 globalt. For yderligere information, se www.lundbeck.com.
 
 

Attachments

Q1 2008 Finansielle tal Meddelelse nr 340 i pdf format