Bestyrelsens redegørelse vedr. Lantmännen


OMX Nordic Exchange                                                             
Nikolaj Plads 6                                                                 
1007 København K                                                                



                                                                    13. maj 2008

Redegørelse fra Hedegaard A/S' bestyrelse i forbindelse med offentligt          
købstilbud fra Lantmännen dateret den 25. april 2008 samt tillæg hertil dateret 
den 30. april 2008                                                              


Lantmännen ek för (”Lantmännen”) afgav den 25. april 2008 et offentligt         
frivilligt købstilbud til aktionærerne i Hedegaard A/S (”Hedegaard” eller       
”Selskabet”) på kontant 740 kr. pr. aktie. Lantmännen har senest i et tillæg    
hertil dateret den 30. april 2008 forhøjet dette tilbud til 750 kr. pr. aktie   
(”Tilbudskursen”). Købstilbuddet dateret den 25. april 2008 samt tillægget      
hertil betegnes herefter samlet ”Købstilbuddet”.                                

Bestyrelsen har i overensstemmelse med Takeoverbekendtgørelsens (bek. nr.       
1228/2007) § 14, stk. 1 udarbejdet en redegørelse, som indeholder bestyrelsens  
holdning til Købstilbuddet og begrundelse herfor.                               

På baggrund heraf er det bestyrelsens anbefaling, at aktionærerne ikke          
accepterer Købstilbuddet fra Lantmännen. Bestyrelsen henviser til sin tidligere 
i dag udsendte redegørelse om købstilbuddet fra Dan Agro Holding, som           
bestyrelsen har besluttet at anbefale.                                          

Baggrund                                                                        
Lantmännen afgav den 2. april 2008 et offentligt frivilligt købstilbud til alle 
aktionærerne i Hedegaard, hvor de tilbød 520 kr. pr. aktie á 100 kr. Bestyrelsen
engagerede umiddelbart herefter FIH PARTNERS til at bistå med at afsøge         
mulighederne for at forbedre tilbuddet eller finde alternative købere, der ville
tilbyde bedre vilkår for aktionærerne i Hedegaard, og derigennem sikre maksimal 
værdiskabelse for alle Selskabets aktionærer.                                   

Bestyrelsen har som led i disse bestræbelser haft en dialog med primært         
Lantmännen og Dan Agro Holding for at afdække muligheden for et eventuelt højere
bud. Denne dialog har resulteret i, at Dan Agro Holding A/S (”Dan Agro Holding”)
den 17. april 2008 afgav et købstilbud på 650 kr. pr. aktie. Efter en række     
tilkendegivelser om højere bud fra begge parter afgav Lantmännen den 25. april  
2008 et købstilbud på 740 kr. pr. aktie, som efterfølgende blev forhøjet til 750
kr. pr. aktie. Senest forhøjede Dan Agro Holding tidligere i dag sit oprindelige
købstilbud til 760 kr. pr. aktie.                                               

Købstilbuddet fra Lantmännen                                                    
Aktionærerne i Selskabet tilbydes kontant 750 kr. pr. aktie à nominelt 100 kr.  
Hvis Hedegaard udbetaler udbytte eller foretager andre udlodninger til sine     
aktionærer forud for afregningen af Købstilbuddet, vil Tilbudskursen blive      
reduceret tilsvarende.                                                          

Købstilbuddet gælder fra og med den 25. april 2008 og til og med den 26. maj    
2008 kl. 16.00 (dansk tid) eller ved udløbet af en eventuel forlængelse af      
tilbudsperioden.                                                                

Hedegaard har i alt 891.980 udestående aktier à nominelt 100 kr. Heraf ejer     
Hedegaard selv 10.444 aktier. Der er udstedt i alt 16.000 warrants, hvoraf alle 
er ”in the money” på det nuværende kursniveau og derfor forventes udnyttet.     

Lantmännen ejede på tidspunktet for afgivelse af Købstilbuddet 26,4 % af        
aktierne i Hedegaard.                                                           

I forbindelse med afgivelse af Købstilbuddet har Lantmännen indgået en          
aktionæroverenskomst med Brødr. Ewers A/S (”Ewers”), der på tidspunktet for     
fremsættelse af Købstilbuddet ejede ca. 5 % af aktierne i Hedegaard. I          
forbindelse med Lantmännens fremsættelse af sit købstilbud af 25. april 2008    
blev aktionæroverenskomsten erstattet med en ny aktionæroverenskomst mellem     
Lantmännen og Ewers. Den nye aktionæroverenskomst indeholder følgende           
hovedelementer: i) Lantmännen tillægges en forkøbsret til Ewers' aktier, ii)    
parterne vil afgive deres stemmer, således at Lantmännen får flertal i          
bestyrelsen, og Ewers får et bestyrelsesmedlem, iii) parterne vil, såfremt de   
tilsammen opnår mere end 90 % ejerskab, søge de øvrige aktionærer tvangsindløst 
og herefter afnotere selskabet.                                                 

Lantmännen har fra nuværende aktionærer opnået bindende, uigenkaldelig ret til  
at erhverve aktier i Selskabet, der samlet repræsenterer ca. 2,7 % af           
aktiekapitalen i Hedegaard.                                                     

Grundlaget for Købstilbuddet er alene oplysninger, der er offentliggjort op til 
den 30. april 2008.                                                             

Købstilbuddet er af Lantmännen betinget af følgende:                            

1.	at Lantmännen ved tilbudsperiodens udløb har modtaget gyldig accept          
vedrørende så stor en del af Selskabets aktier, at Lantmännen efter             
gennemførelsen af Købstilbuddet kommer til at eje mindst nominelt 45.490.980 kr.
aktier i Selskabet (svarende til 51 % af Selskabets aktiekapital efter fuld     
udnyttelse af de udstedte warrants);                                            

2.	at Lantmännen opnår alle nødvendige godkendelser fra offentlige myndigheder, 
herunder konkurrencemyndighederne i Danmark, uden at der er knyttet vilkår      
hertil, og at der ikke gøres indsigelse fra konkurrencemyndighederne eller andre
offentlige myndigheder, som påvirker gennemførelsen af Købstilbuddet;           

3.	at Hedegaard, indtil Købstilbuddet er blevet gennemført, fortsat kun driver  
virksomhed på sædvanlig vis, at Selskabets aktiekapital - bortset fra, hvad der 
måtte følge af udnyttelsen af warrants - forbliver uændret, indtil Købstilbuddet
er blevet gennemført, og at der ikke sker eller offentliggøres væsentlige       
negative ændringer i Selskabets forretningsmæssige og økonomiske forhold        
(herunder men ikke begrænset til Selskabets aktiver, passiver, omsætning,       
indtægter, udgifter, kunder, virksomhed eller fremtidsudsigter) i perioden      
indtil Købstilbuddet er blevet gennemført; og                                   

4.	at gennemførelse af Købstilbuddet ikke helt eller delvist udelukkes eller i  
væsentlig grad trues eller vanskeliggøres af lovgivning, retssager eller        
myndighedsbeslutninger eller andre omstændigheder uden for Lantmännens kontrol. 

Bestyrelsens vurdering                                                          
Hedegaards bestyrelse kan konstatere, at der tidligere i dag fra Dan Agro       
Holding blev offentliggjort et købstilbud på alle aktierne i Selskabet på 760   
kr. pr. aktie, hvilket er højere end Købstilbuddet fra Lantmännen.              

Øvrige overvejelser                                                             
Bestyrelsen noterer sig, at Lantmännen i Købstilbuddet nævner følgende om       
planerne for Hedegaard:                                                         

at der ikke er planer om lukning af fabrikker eller driftssteder, og            
overtagelsen forventes ikke at føre til en reduktion af antallet af             
arbejdsplader.                                                                  
at det er Lantmännens hensigt efter Købstilbuddets gennemførelse at optage      
drøftelser med Hedegaards direktion med henblik på fortsat tilknytning. Der     
forventes ændringer i Hedegaards bestyrelse.                                    
at Lantmännen ikke har planer om at foretage ændringer vedrørende Hedegaards    
rolle i de indkøbssamarbejder, hvori Selskabet deltager.                        
at der vil blive foretaget ændringer i udbyttepolitikken i lyset af Selskabets  
forventede langsigtede investeringsbehov. Resultatet af overvejelserne kan blive
en lavere effektiv udbytteprocent. Hvis ordinær generalforsamling i 2009        
afholdes inden for 12 måneder efter gennemførelsen af Købstilbuddet, er det     
Lantmännens hensigt at støtte forslag om et udbytte på højest 50 % af resultatet
for 2008.                                                                       
at Lantmännen ikke har planer om at gennemføre vedtægtsændringer, bortset fra   
sådanne ændringer som måtte være nødvendige for at bringe Selskabets vedtægter i
overensstemmelse med aktieselskabslovens regler.                                

Bestyrelsens anbefaling                                                         
På baggrund af ovenstående, har bestyrelsen besluttet at anbefale aktionærerne  
ikke at acceptere Købstilbuddet og henviser i denne forbindelse til den         
tidligere i dag udsendte redegørelse om købstilbuddet fra Dan Agro Holding.     

Nørresundby, den 13. maj 2008                                                   

Bestyrelsen i Hedegaard A/S                                                     


Yderligere informationer:                                                       

Arne Tirsgaard                                                                  
Bestyrelsesformand                                                              
Tlf. 21 18 50 74

Attachments

redegrelse 2 lant-omx  080508.pdf