Vedlagt fremsendes kvartalsrapport for første kvartal 2008 for Alm. Brand Formue A/S, hvoraf følgende kan fremhæves: • Alm. Brand Formue A/S realiserede et underskud i første kvartal 2008 på 98,3 mio.kr. før skat og 89,4 mio.kr. efter skat. I 2007 var resultatet et overskud på 16,4 mio.kr. før skat og 20,4 mio.kr. efter skat for samme periode. • Resultatet for kvartalet er ikke tilfredsstillende. • Ved udgangen af første kvartal 2008 udgjorde selskabets samlede aktiver 2.203 mio.kr., hvoraf 69 % var placeret i obligationer og 28 % i aktier. Ultimo 2007 var de samlede aktiver 2.584 mio.kr., hvoraf 66 % var placeret i obligationer og 32 % i aktier. • Egenkapitalen ultimo første kvartal 2008 udgjorde 445 mio.kr. mod 534 mio.kr. ultimo 2007. Den indre værdi er i første kvartal 2008 faldet med 16,7 % til 143,58 kr. • Indre værdi for selskabets aktier er siden selskabets etablering og til og med første kvartal 2008 steget med 8,4 % p.a. Selskabets langsigtede målsætning er således ikke opfyldt ultimo første kvartal 2008. • Resultatet for 2008 er meget afhængigt af udviklingen på aktie-, obligations- og valutamarkederne i den resterende del af året. Således er den indre værdi i perioden efter første kvartal steget, svarende til en resultatforbedring i niveauet 50 mio.kr. Selskabet har fortsat positive forventninger til fremtiden, og fastholder forventningen om et resultat i niveauet 10 mio.kr. før skat for 2008. • Selskabet har endnu ikke foretaget aktiekøb under det vedtagne aktietilbagekøbsprogram på 25 mio.kr. • Bestyrelsen har foreslået et yderligere rettet aktietilbagekøb på 110 mio.kr. med henblik på annullation af egne aktier. Aktierne forventes erhvervet fra selskabets to største aktionærer Alm. Brand Bank A/S og Alm. Brand Liv og Pension A/S. Erhvervelsen forventes at ske til aktiernes indre værdi. Aktietilbagekøbet forventes at ske proportionalt i de to aktie-klasser (A- og B-aktier). Der vil i nærmeste fremtid blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling med forslag om at gennemføre kapitalnedsættelsen i efteråret 2008. Eventuelle spørgsmål vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til bestyrelsesformand Henrik Nordam eller direktør Bo Overvad på telefon 35 47 48 49. Med venlig hilsen Alm. Brand Formue A/S Henrik Nordam Bestyrelsesformand
CORRECTION: Første kvartal 2008
| Source: Alm. Brand Formue A/S