Zepto igangsætter internationalt franchisekoncept


First North meddelelse 9/2008                                                   
12. juni 2008                                                                   

Zepto igangsætter internationalt franchisekoncept                               

Zepto lancerer i dag et franchisekoncept, der skal sikre, at Zepto's produkter  
kommer helt ud til forbrugerne i de vigtigste storbyer i Europa. Allerede i år  
vil Zepto etablere samarbejde med franchisetagere i Stockholm, Oslo og Hamborg. 
Herhjemme skal der ifølge planen åbnes Zepto Concept Stores i Århus, Odense,    
Lyngby og Aalborg                                                               

Det er Zepto's åbning af sine Concept Stores på Fields og i Fisketorvet i år,   
som har overbevist selskabet om, at det er en god idé at åbne flere butikker i  
Danmark og resten af Europa. Begge butikker har lige fra starten kørt med solide
overskud.                                                                       

”Begge vores Concept Stores har haft langt flere besøgende end forventet og har 
kørt med solide overskud lige fra starten. Årsagen er, at mange forbrugere      
selvfølgelig gerne vil opleve og afprøve vores produkter inden de beslutter sig 
for at købe. Endvidere oplever vi, at butikkerne styrker vores brand, og det er 
samtidig et effektivt udstillingsvindue for vores nye designer TV og bærbare    
PC'er”, siger Lasse Frost, CEO hos Zepto A/S.                                   

Zepto er fra i dag klar med et skræddersyet butikskoncept, som udbydes på       
franchisebasis, og der er allerede reserveret lejemål i Århus og Lyngby.        

”Vores mål med franchisekonceptet er at få vores LCD TV og bærbare computere, så
tæt ud til forbrugerne som muligt. Vi kan tilbyde de kommende franchisetagere et
stærkt koncept med kvalitetsprodukter med den nyeste teknologi til markedets    
bedste priser. Det vil sikre en sund forretning med en stabil og høj indtjening.
De foreløbige erfaringer fra vores egne butikker er, at hver ny butik som       
minimum vil generere et årligt dækningsbidrag på ca. DKK 2,5 mio.”, siger Lasse 
Frost, CEO hos Zepto A/S.                                                       

Franchisekonceptet er også et vigtigt element i Zepto's internationale strategi.
Allerede nu er Zepto i gang med forhandlinger om egnede lejemål til de første   
internationale Concept Stores i Stockholm, Oslo og Hamborg.                     

Zepto forventer, at tiltaget vil medvirke til, at selskabet indfrier sin        
kraftige vækst på ca. 60 pct. for 2008.                                         


For yderligere information kontakt venligst:                                    
Lasse Frost, CEO, Zepto A/S		                                                   
Mobil: 21 20 90 90, E-mail: lf@zepto.dk                                         

Zepto's godkendte rådgiver er:                                                  
Schrøder Partners, att.: Gert Mortensen                                         
St. Kongensgade 68, 1264 København K                                            
Email: zepto@schroderlucas.dk                                                   
Telefon dir.: 70 27 11 88                                                       

Zepto producerer og sælger bærbare PC'er og LCD-TV. Virksomheden har hovedsæde i
Hedehusene og er desuden repræsenteret i Sverige, Norge, Finland, Island,       
Estland, Holland, Belgien, Tyskland, Polen, Luxembourg, England, Portugal, Malta
og Frankrig. Virksomheden samarbejder med en af verdens største notebook        
producenter på Taiwan, som leverer de bærbare PC'er uden harddisk, ram,         
processorer og anden ekstern lagring. Zepto konfigurerer herefter de bærbare    
pc'er efter kundernes individuelle behov. Ejerne bag virksomheden har mere end  
20 års erfaring fra IT-branchen indenfor komponenter, salg, markedsføring og    
teknisk service.                                                                
For mere information om Zepto besøg www.zepto.com

Attachments

presse_9_franchise_zepto_120608.pdf