2. kvartal 2008: Stadig flot vækst i Jobindex trods opbremsende jobmarked


Danmarks største jobdatabase og jobformidler - Jobindex - ændrer ikke på sine
forventninger til 2008, selvom den generelle økonomiske opbremsning nu klart
kan ses forplante sig til arbejdsmarkedet. 

Tal fra Dansk Jobindex viser, at antallet af nye jobannoncer på internettet
faldt med 12% i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal. 

”Det får os dog ikke til at ændre vores vurdering”, siger Jobindex' direktør
Kaare Danielsen, der forklarer sine forventninger således: 

” - dels medfører den generelle økonomiske afmatning med stor sandsynlighed, at
mange virksomheder yderligere vil koncentrere deres jobannoncering om de
førende jobformidlere på internettet” 

” - dels er Jobindex' forretning meget sund, og en fortsat fokus på nye
produkter, specielt rekrutteringsydelser, vil bidrage til vores fortsatte vækst
i både omsætning og indtjening.” 

Jobindex lancerer i dag en ny internet-side og et nyt TV-spot om vikarjob, og
derudover fortsætter den omfattende satsning på det svenske marked, hvor
Jobindex' svenske site - Jobsafari.se - har bidt sig godt fast. 

38% vækst i 2. kvartal 
I 2. kvartal havde Jobindex en nettoomsætning på 32 mio. kr. - en vækst på 38%
i forhold til 2. kvartal sidste år. Overskuddet før skat var 12,4 mio. kr., en
stigning på 48% i forhold til 2. kvartal 2007. Tallene viser, at Jobindex'
forretning er både voksende og profitabel. 

Fastholder - igen - forventningerne til 2008
Såvel i sit børsprospekt fra sidste år som i den seneste kvartalsrapport
stillede Jobindex en nettoomsætning på 130 mio. kr. og et resultat på 44. mio.
kr. før skat i udsigt. Det holder Kaare Danielsen fast i: 

” - vi er meget langt fremme hvad angår både omsætnings- og resultatmål for
2008, så selv om der skulle komme en alvorlig opbremsning, er vi overbeviste
om, at vi kan nå de mål, vi har stillet i udsigt.” 

Vedlagt:
Kvartalsrapport 2. kvartal 2008 for Jobindex A/S

Yderligere oplysninger:
Direktør Kaare Danielsen
Telefon 38323360 / 20735010

Attachments

kvartalsrapport 2. kvartal 2008.pdf