P/F Føroya Banki sælger Vestlax og opjusterer resultatforventningen til 2008 med 100 mio. kr.


Opdrætsselskabet Vestlax, som Føroya Banki overtog i 2003, er nu solgt. Føroya
Banki har indgået en aftale med det nystiftede selskab, P/f Vestlax Holding,
om, at selskabet køber P/f Vestlax for 113,5 mio. kr. 

Salget giver Føroya Banki en gevinst på 100 mio. kr, og banken opjusterer
derfor forventningerne til årsresultat 2008 fra 165-185 mio. kr. til 265-285
mio. kr. før kursreguleringer og skat. 

En række af Færøernes største erhvervsvirksomheder ejer P/f Vestlax Holding:

P/f Havsbrún, 20,96%
P/f T.F. Holding, 12,57%
P/f Føroya Lívstrygging, 12,57%
Framtak, 12,57%
P/f Bakkafrost Holding, 4,86%
P/f Norðoya Íløgufelag, 1,68%
P/f Føroya Banki, 34,79%

Føroya Banki er i første omgang medejer af P/f Vestlax Holding, men forventer
at sælge sin andel i selskabet snarest muligt. 

P/f Vestlax er i dag et veldrevet opdrætskonsortium med en årlig
produktionskapacitet på ca. 13-15.000 tons. 

Vestlax' årsresultat var 15,3 mio. kr. i 2007. Egenkapitalen var 38,8 mio. kr.
og balancen 252,8 mio. kr. 

Selskabet blev stiftet i 1986, men kom i 2002 i finansielle vanskeligheder på
grund af lave laksepriser på verdensmarkederne og ILA-sygdom. 

Føroya Banki rekonstruerede herefter selskabet, og i 2005 påbegyndte Vestlax
igen sin opdrætsvirksomhed. 

Opdrætskonsortiet består i dag af selskaberne af P/f Vestlax, P/f Alilaks, P/f
Vestsalmon, P/f Sveipur og P/f 15. juni 2004 (Gulin). P/f Vestlax er også
mindretalsaktionær i P/f Fossáaling. 
 
"Vi er godt tilfredse med, at det opdrætsselskab, som banken overtog i 2003, nu
er kommet i god gænge. Dermed kan vi som planlagt afhænde det med en betydelig
gevinst, som betyder, at vi opjusterer vores forventninger til resultatet for
2008," siger Janus Petersen, adm. dir. i Føroya Banki. 

Føroya Banki's Corporate Finance-afdeling har forestået salget af P/f Vestlax.

Yderligere oplysninger: Súni Schwartz Jacobsen, direktør í Føroya Banki, tlf.
(+298) 330 330.