IT InterGroup A/S - organisatoriske ændringer og overdragelse af aktiepost


First North meddelelse nr. 7/2008

Lyngby, den 13. oktober 2008




IT InterGroup A/S - organisatoriske ændringer og overdragelse af aktiepost



IT InterGroup A/S' organisation

På et bestyrelsesmøde dags dato er det blevet besluttet, at bestyrelsesformand
Finn Jensen efter afholdelse af ekstraordinær generalforsamling permanent
indtræder i direktionen som adm. direktør i IT InterGroup A/S. Direktionen
består herudover af Direktør Jesper Østergaard, som herefter vil koncentrere
sig om salget og som tidligere annonceret være ansvarlig for Business
Development. De organisatoriske ændringer ønskes gennemført på grundlag af de
indhøstede erfaringer siden seneste First North meddelelse nr. 6 af 28. august
2008, og vil ifølge bestyrelsen være en styrkelse for selskabet. 

I forbindelse med de ønskede organisatoriske ændringer i selskabet, vil det
være nødvendigt at ændre bestyrelsessammensætningen ved indtræden af et nyt
bestyrelsesmedlem og udpegelse af ny bestyrelsesformand. 

Bestyrelsen har kontakt til et potentiel nyt bestyrelsesmedlem og
bestyrelsesformand. Forslag til nyt bestyrelsesmedlem vil fremgå af indkaldelse
til ekstraordinær generalforsamling, der forventes at blive afholdt den 20.
november 2008. 

Fra bestyrelsens side vil der på den ekstraordinære generalforsamling tillige
blive stillet forslag om ændring af selskabets navn til FastPassCorp A/S, der
ved denne navneændring vil harmonere med softwareproduktnavnet. 

Nærværende forhold vil fremgå af indkaldelsen til den ekstraordinære
generalforsamling og vil blive annonceret i henhold til de gældende regler. 

Overdragelse af aktiepost til IT InterGroup A/S

Til opfyldelse af de oprindelige ejeres forpligtelser til at sikre selskabet
likviditet, i hvilken forbindelse der henvises til tillægsprospektet -
september 2007, side 25, pkt. 14.10, er det aftalt, at de oprindelige ejere
sælger én million stk. aktier til selskabet til favørkurs. Provenuet for
selskabets videresalg af denne aktiepost vil forblive i selskabet dels som
fortjeneste ved salg af aktierne dels som lån fra de oprindelige ejere. Aftalen
vil samtidig efter bestyrelsens opfattelse øge omsætteligheden i selskabets
aktier. 

Herved er de oprindelige ejeres forpligtelser som gengivet i tillægsprospektet
opfyldt. 

Selskabets Certified Adviser, advokat Mogens Flagstad, Flagstad Advokaterne,
har godkendt ophævelsen af lock-up aftalen i relation til den omhandlede
aktiepost på én million stk. aktier for de oprindelige ejere, ligesom
bestyrelsesformanden Finn Jensen er indstillet på at meddele dispensation for
salget af aktierne udenfor perioder, hvor der i henhold til de for selskabets
gældende regler ikke må handles egne aktier. 


Yderligere oplysninger 

IT InterGroup A/S, bestyrelsesformand Finn Jensen, mobil 24 81 12 79,
fj@fastpasscorp.com 


Certified Adviser
Flagstad Advokaterne, advokat Mogens Flagstad, Rønhave Strand, Immortellevej 13
A, 2950 Vedbæk, mf@flagstadlaw.com. 


Om IT InterGroup A/S
IT InterGroup blev stiftet i år 2000. Med markedets hurtigste og sikreste
selvbetjenings passwordløsning, FastPass, gør IT InterGroup A/S store dele af
kundens Help Desk overflødig. Dermed opnår kunden både store
omkostningsreduktioner og større medarbejdereffektivitet. IT InterGroup A/S har
hovedsæde i Lyngby og eget udviklingscenter i Bangladesh. www.itintergroup.com
og www.fastpasscorp.com. 

Attachments

081013_fn_7_org_c3a6ndring1.pdf