Kvartalsmeddelelse, 1/1 - 30/9, 2008


Meddelelse nr. 15/2008
Århus, den 30. oktober 2008 

Trifork A/S - Kvartalsmeddelelse 1/1-30/9 2008

Følgende forhold karakteriserer periodemeddelelsen:

•	Omsætning ligger højere end det forventede, 
	og udgør DKK 70 mio. for perioden 1/1-30/9 2008.

•	Trifork fastholder forventningen om en omsætning 
	for hele 2008 i niveauet DKK 90-100 mio.

•	EBITDA er i perioden 1/1-30/9 2008 realiseret med 
	DKK 9,5 mio., hvilket er bedre end forventet.

•	EBITDA for 2008 forventes nu realiseret i toppen 
	af det tidligere udmeldte niveau på DKK 10-12 mio.

Højt aktivitetsniveau og markant vækst

Med en omsætning på DKK 70 mio. har Trifork i de tre første kvartaler af 2008
realiseret en betydelig vækst, og kan samtidig konstatere, at ordrehorisonten
er 3-6 måneder længere end på samme tidspunkt i 2007. Specielt er der stor
vækst i aktiviteterne på det offentlige område, hvor Trifork p.t. løser opgaver
for bl.a. IT & Telestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen. Trifork har en central
rolle i udviklingen af det Fælles Medicinkort, som i fremtiden gør det muligt
at se patienters aktuelle medicinering på tværs af behandlere. 

Trifork leverer software til virksomheder i den finansielle industri, men er
kun i mindre omfang ramt af udfordringerne i denne branche. Trifork er dog
forberedt på at væksten i dette segment er aftagende. Den mindre vækst i det
finansielle område ventes at blive kompenseret af en højere vækst inden for det
offentlige område. 
Trifork er blevet godkendt som SKI leverandør, hvilket betyder at Trifork kan
levere software til Staten i et omfang, der ikke begrænses af udbudsgrænserne.
Dette har allerede vist en gavnlig effekt på ordretilgangen fra det offentlige. 

Succesfuld afholdelse af JAOO

Trifork afholdte i uge 40 den årlige JAOO konference i Århus, hvor 1200
fagspecialister var samlet i en uge. JAOO konferencen har årligt været afholdt
siden 1997 og dette har ført til at Trifork i år er blevet tildelt IT-Forum
Region Midts 'IT initiativpris' for JAOO Konferencen. 

Omsætningsvækst påvirker indtjening direkte

Den realiserede omsætningsvækst er den væsentligste årsag til et øget EBITDA,
som dog også afspejler effekten af de løbende optimeringer af organisationen og
interne processer, som Trifork arbejder med. 

Forventninger til 2008 fastholdes

Den positive omsætnings- og resultat udvikling gør, at Trifork fastholder
forventninger til 2008 om en omsætning i niveauet DKK 90-100 mio., og nu
forventer et EBITDA i toppen af det tidligere udmeldte interval på DKK 10-12
mio. 

Trifork forventer fortsat at realisere en omsætningsvækst på 25% for 2009, dels
gennem organisk vækst og dels ved yderligere opkøb. 



Med venlig hilsen
Trifork

Formand Jens Nielsen
Adm. Direktør Jørn Larsen



Yderligere oplysninger 
Trifork, administrerende direktør Jørn Larsen, jla@trifork.com, tlf. 40 72 84
83. 

Attachments

trifork_brsmedd_15_2008_v6.pdf