Som svar på en henvendelse fra bestyrelsen i Sparekassen Spar Mors er det aftalt, at Morsø Bank pr. 3. november 2008 overtager sparekassens aktiviteter, dog ikke garantikapitalen. Overdragelsen fremlægges til godkendelse på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Sparekassen Spar Mors, søndag den 2. november 2008. Som konsekvens af betydelige nedskrivninger på udlån og højt individuelt solvensbehov, opfylder sparekassen ikke kapitalkravet i § 124 i Lov om finansiel virksomhed, hvorfor sparekassens bestyrelse har rettet henvendelse til Morsø Bank om overdragelse af sparekassens virksomhed til banken i henhold til § 246 i Lov om finansiel virksomhed. Morsø Bank erlægger 10.832 stk. aktier i Morsø Bank for overtagelsen af sparekassens pengeinstitutvirksomhed. Sparekassen Spar Mors har hjemsted i Bjergby og derudover filialer i Tødsø og Erslev. Sparekassen har 23 ansatte. Aktivsummen udgjorde 663 mio.kr. pr. 30. juni 2008 For kunderne og medarbejderne i sparekassen betyder sammenlægningen en række nye muligheder. Nærheden og lokalkendskabet vil være intakt, og kunderne får flere produkter og mulighed for rådgivning på nye områder. Ansvarlig lånekapital Morsø Bank har, med Nykredit som arrangør, indgået aftale om udstedelse af kapitalbeviser i form af ansvarlig lånekapital. Kapitalbeviserne udgør nominelt 120 mio.kr. Kapitalbeviserne er variabelt forrentede med 5 års løbetid og herefter sædvanlig stepup. Provenuet anvendes til at styrke Bankens kapitalberedskab i forbindelse med overtagelsen af aktiviteten. Forventninger til 2008 Overtagelsen ventes ikke at få væsentlig indflydelse på Morsø Banks driftsresultat for 2008, hvorfor de tidligere udmeldte forventninger fastholdes. For yderligere information, kontakt venligst Bankdirektør Torben Sørensen, direkte telefon 96 15 25 10
Morsø Bank overtager aktiviteten i Sparekassen Spar Mors
| Source: Morsø Bank A/S