Bavarian Nordic A/S - Delårsrapport for perioden 1. januar - 30. september 2008



I de første ni måneder af 2008 havde Bavarian Nordic en omsætning på
DKK 45 mio. og et underskud før skat på DKK 195 mio. Forventningerne
til det økonomiske resultat for 2008 fastholdes med en omsætning i
størrelsesordenen DKK 180 mio. og et underskud før skat i
størrelsesordenen DKK 225 mio. Hovedparten af omsætningen udgøres af
en milepælsbetaling under RFP-3 kontrakten, der forventes opnået i
fjerde kvartal 2008. Pr. 30. september 2008 udgjorde koncernens frie
nettolikviditet DKK 782 mio.

Der er sket vigtige fremskridt i Bavarian Nordics pipeline i årets
første ni måneder. To nye projekter blev tilføjet til pipelinen;
Miltbrand i præklinisk udvikling og PROSTVAC(TM) i sen-fase II
klinisk udvikling. Med opstart af fase I/II forsøg med både HIV
multiantigen og MVA-BN® prostatacancerprogrammet, er antallet af
projekter i klinisk udvikling således fordoblet siden årets start.
Vores mest fremskredne nye projekt, PROSTVAC(TM) - en sen-fase
vaccinekandidat til behandling af prostatacancer, blev erhvervet som
led i det nyligt indgåede partnerskab med National Cancer Institute.
PROSTVAC(TM), der i kliniske forsøg har vist sig at kunne forlænge
livet i patienter med metastatisk prostatacancer med op til 8,5
måneder, har potentiale til at opfylde et udækket medicinsk behov og
kan blive et gennembrud for patienter med fremskreden prostatacancer.
Bavarian Nordic er nu i gang med forberedelser til fase III studier,
der er planlagt til at begynde i første halvår 2010.

Disse seneste begivenheder underbygger selskabets strategi med
henblik på at styrke forretningsområdet cancer som meddelt tidligere
i 2008.

Vigtige begivenheder

*        Bavarian Nordic indgik i august et videnskabeligt
  partnerskab med National Cancer Institute i USA. Som led i
  samarbejdet har selskabet erhvervet PROSTVAC(TM) - en
  vaccinekandidat i sen fase II klinisk udvikling.

*        Mere end 2.200 personer er nu vaccineret med IMVAMUNE®,
  heraf er mere end 750 personer immunkompromitterede.

Vigtige begivenheder efter regnskabsperiodens udløb

*        I oktober offentliggjorde Bavarian Nordic positive fase II
  resultater med PROSTVAC(TM). Resultaterne fra det prospektive,
  randomiserede, placebokontrollerede fase II studie med 125
  patienter med fremskreden prostatacancer efter 4 års opfølgning
  viser, at de patienter, der fik PROSTVAC(TM), havde en statistisk
  signifikant længere overlevelse på 8,5 måneder (p=0,015) i
  sammenligning med kontrolgruppen. Den eneste godkendte behandling
  af fremskreden prostatacancer på markedet i dag forlænger
  overlevelsen med gennemsnitligt cirka 2 måneder. Desuden viste
  PROSTVAC(TM) en god bivirkningsprofil.

Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic,
udtaler: "Vi er planmæssigt godt på vej til at opfylde de
væsentligste mål for 2008, der blev sat i forbindelse med vores
opdaterede strategi i foråret. Vores nylige erhvervelse af
PROSTVAC(TM) og de lovende fase II resultater der er vist med
vaccinen, har skabt et stærkere og mere afbalanceret fundament for
Bavarian Nordics fremtidige udvikling. Vores pipeline er nu styrket
inden for vores strategiske hovedområder og vi vil i de næste par år
koncentrere os om at føre vores mest fremskredne programmer,
IMVAMUNE® og PROSTVAC(TM) ind i fase III. Dette vil løfte Bavarian
Nordic til et nyt niveau, og skaber nye og spændende muligheder for
selskabet. Det er fortsat selskabets forventning at starte leverancer
af de 20 millioner doser IMVAMUNE® i løbet af 2009."

Kontakt: Anders Hedegaard, administrerende direktør | +45 23 20 30 64

Webcast
I forbindelse med offentliggørelsen af delårsrapporten vil der
tirsdag d. 4. november fra kl. 09.00 være mulighed for at se en
webcast præsentation med administrerende direktør Anders Hedegaard.
Se mere på www.bavarian-nordic.com/webcast.

Attachments

21-08_dk.pdf