DiBa A/S reducerer antallet af medarbejdere og filialer


DiBa har haft en vækststrategi, hvorefter forretningssetup og ressourcer har
været afstemt. Som følge af finanskrisen er kunderne nu mere tilbageholdende,
hvilket resulterer i et lavere aktivitetsniveau, og derfor tilpasser vi
virksomheden til den nye markedssituation. 

Konsekvensen er, at 33 medarbejdere er opsagt. Medarbejderne er fritstillet i
opsigelsesperioden og får yderligere 1½ eller 3 måneders løn, afhængig af
alder. Herudover tilbydes de opsagte medarbejdere hjælp til
jobsøgning/rådgivning, uddannelse mv. 

Samtidig er det besluttet at sammenlægge Solrød afdeling med Køge afdeling samt
Næstved Storcenter afdeling med de 3 øvrige afdelinger i Næstved pr. 30.
december 2008. I Solrød har vi efter godt 6 år ikke opnået den ønskede
markedsandel, og med den nuværende krise og de fremtidige konjunkturudsigter
har vi heller ikke en tro på, at vi kan opnå denne inden for en overskuelig
fremtid. Kunderne i Solrød afdeling flyttes sammen med 3 af medarbejderne til
Køge afdeling, der ligger 10 km. derfra. 

Nedlæggelse af Næstved Storcenter afdeling har derimod ingen sammenhæng med
finanskrisen. DiBa har i dag 4 filialer inden for en radius af få kilometer i
Næstved-området, og som følge af vores nye, moderne hovedkontor i midtbyen,
vores udbyggede filial i Sct. Jørgens Park i sydbyen og Fensmark afdeling i
nord, finder vi ikke længere behov for at opretholde en filial i Næstved
Storcenter. Samtidig ville afdelingen skulle gennemgå en omfattende renovering
for at være tidssvarende. 

Kunderne i DiBas afdeling i Næstved Storcenter kan beholde deres nuværende
rådgivere, der tilknyttes bankens tre øvrige afdelinger i Næstved-området. 

Nedjustering af forventningerne
Filialsammenlægningerne og omkostninger til løn mv. til opsagte medarbejdere
ventes at påvirke driftsresultatet i 2008 med i alt ca. 12-14 mio. kr. Samtidig
forventes en mindre stigning i nedskrivninger på udlån samt færre indtægter som
følge af finanskrisen at påvirke driftsresultat med yderligere ca. 10-12 mio.
kr., hvorfor forventningerne til årets resultat før kursreguleringer og skat
nedjusteres til ca. 30-35 mio. kr. I 2009 forventes driftsresultatet at blive
positivt påvirket med ca. 20 mio. kr. som følge af de omtalte
filialsammenlægninger og opsagte medarbejdere. 

Yderligere oplysninger: 
DiBa Bank A/S (CVR-nr. 32127711 Næstved)
Adm. direktør Claus Schroll og bankdirektør Flemming Jensen
Axeltorv 4 • 4700  Næstved 
Tlf. 5575 4000 • Fax 5575 4001  
post@diba.dk 
www.diba.dk (IR: Vælg menupunktet ”Investor Relations”)

Attachments

nedjustering af forventningerne - omx.pdf