Det ekstraordinært gode salg, Flügger koncernen oplevede i 1. kvartal, blev i 2. kvartal afløst af en vigende omsætning, der således ligger 3,5 % lavere end i samme periode sidste år. Det vigende salg medførte reduceret indtjening, som blev ekstraordinært påvirket af 17 mio. kr. nedskrivning af goodwill vedrørende koncernens islandske selskab. I halvårsrapporten har ledelsen reduceret forventningerne til forretningsåret 2008/09. Man forventer, at nettoomsætningen i andet halvår vil blive reduceret med 8 % og hele forretningsåret 2008/09 med et par procent sammenlignet med samme perioder foregående år. EBIT-margin skønnes i dag at blive i størrelsesordenen 5-7 % mod tidligere forventet i den nedre ende af intervallet 8-10 %, Koncernen har i konsekvens af den seneste udvikling planlagt omkostningsreduktion, som vil have nogen effekt i 2. halvår 2008/09, men i større omfang i det følgende forretningsår 2009/10.