Glunz & Jensen flytter yderligere produktion til Slovakiet og justerer forventningen til indeværende regnskabsår


Til NASDAQ OMX COPENHAGEN A/S

Selskabsmeddelelse nr. 171
16. januar 2009 

Kontaktperson: René Barington
Tlf. 	+45 5768 8181
Mobil	+45 4050 0405

Glunz & Jensen flytter yderligere produktion til Slovakiet og justerer
forventningen til indeværende regnskabsår 

Udviklingen i omsætning og resultat i 1. halvår 2008/09 (1. juni - 30. november
2008) har været som forventet med en omsætning på 186 mio.kr. og et resultat af
primær drift på 3,8 mio.kr. En lavere end forventet ordreindgang i de sidste
måneder af 2008 og en mærkbar konjunkturpåvirkning af den grafiske industri
påvirker dog udsigterne for den kommende periode negativt. De ændrede
økonomiske betingelser i den vestlige verden betyder, at det er blevet
væsentligt vanskeligere at forudsige selskabets fremtidige resultater. 

Som følge af en forventning om fortsat vanskelige markedsforhold og dermed
udsigt til en vigende omsætning i den kommende periode har Glunz & Jensen
igangsat initiativer, der skal medvirke til at sikre, at selskabet opretholder
en positiv indtjening. De væsentligste initiativer er flytning af produktion
til Glunz & Jensens fabrik i Slovakiet samt indstilling af produktion med lav
volumen. 

I perioden fra 2005 til 2008 har Glunz & Jensen flyttet produktion af
CtP-pladefremkaldere fra fabrikken i Danmark til fabrikken i Slovakiet, der
blev etableret i 2005. Sideløbende hermed er også produktionen fra selskabets
engelske fabrik overført til samme fabrik. Produktionen i Danmark begrænser sig
således i dag til konventionelle fremkaldere og iCtP-produkter. For at fuldende
sammenlægningen af selskabets produktion sker der i den kommende tid flytning
af produktionen af iCtP-produkterne til Slovakiet, mens produktionen af
konventionelle fremkaldere vil blive indstillet. Herefter vil der ikke længere
være produktion i Danmark. Projektet vil blive gennemført i løbet af foråret og
sommeren 2009. 

Som et resultat af denne plan samt en generel kapacitetstilpasning forventer
Glunz & Jensen at afskedige ca. 30 medarbejdere, størstedelen heraf i
selskabets hovedsæde i Ringsted. 

Initiativerne ventes at få en positiv effekt fra begyndelsen af næste
regnskabsår, og vil få fuld effekt fra starten af 2. kvartal 2009/2010. 

På basis af ovenstående udsigter og planlagte initiativer i den kommende
periode reduceres forventningerne til omsætning og resultat i 2008/09. Den
samlede omsætning forventes nu at udgøre 350-375 mio.kr. (433 mio.kr. i
2007/08) mod tidligere forventet ca. 400 mio.kr., og EBITA forventes grundet
forventningen om en lavere omsætning og på grund af engangsomkostninger på 2-3
mio.kr. som følge af ikke planlagte fratrædelsesgodtgørelser at udgøre 0-5
mio.kr. (3,5 mio.kr. i 2007/08) mod tidligere forventet 5-10 mio.kr. 

Delårsrapporten for 2. kvartal og 1. halvår 2008/09 offentliggøres den 26.
januar 2009, og heraf vil fremgå yderligere oplysninger om udviklingen i de
første to kvartaler af 2008/09 samt de planlagte initiativer. 


For yderligere information, kontakt

René Barington
Adm. direktør

Attachments

171_dk.pdf