Lundbeck køber amerikanske Ovation Pharmaceuticals, Inc., en specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på sygdomme i centralnervesystemet (CNS)



-         Købet af Ovation opfylder Lundbecks strategiske målsætning
om at opbygge en kommerciel platform i USA og bidrager til Lundbecks
vækstudsigter på mellemlang og lang sigt
-         Ovation har attraktive produkter på markedet og en lovende
pipeline med produkter i senfaseudvikling indenfor CNS sygdomme, hvor
der er et stort udækket behandlingsbehov.
-         Sabril® er i den afsluttende del af FDA's
godkendelsesprocedure og er blevet anbefalet til godkendelse af en
rådgivende komité under FDA
-         Væsentligt EBIT-bidrag i perioden 2012-2015 fra Ovation
-         Transaktionen vil bidrage positivt til Lundbecks
nettoresultat allerede i 2010

H. Lundbeck A/S (Lundbeck) og Ovation Pharmaceuticals, Inc. (Ovation)
har i dag meddelt, at de har indgået en endelig transaktionsaftale,
som medfører, at Lundbeck, gennem det 100% eget datterselskab,
Lundbeck Inc., overtager Ovation i en ren kontant transaktion, hvor
Ovation værdiansættes til op til USD 900 mio., svarende til ca. DKK
5,2 mia. Bestyrelsen for Lundbeck og bestyrelsen for Ovation har
enstemmigt godkendt transaktionen."Transaktionen er en yderst vigtig milepæl for Lundbeck. Ovation
passer rigtig godt sammen med Lundbeck og vil hjælpe os med at
realisere vores strategiske mål. Vi får en kommerciel platform i USA
med en særdeles erfaren ledelsesgruppe og salgsstyrke, en senfase
portefølje af lægemiddelkandidater samt dokumenteret videnskabelig og
regulatorisk ekspertise på områder, hvor der er et stort udækket
behandlingsbehov, " udtaler Lundbecks koncernchef Ulf Wiinberg. "Det
er imponerende, hvor meget Ovation har opnået på de få år, siden
selskabet blev grundlagt, og vi ser frem til at arbejde sammen i
begge selskabers interesse."

Strategisk rationale
Købet af Ovation passer godt med Lundbecks strategiske målsætning om
at opbygge en kommerciel infrastruktur i USA. Ovation er et
ikke-børsnoteret, overskudsgivende og hurtigt voksende amerikansk
selskab med en bred portefølje af markedsførte produkter samt en
attraktiv portefølje af nye, innovative produkter primært rettet mod
CNS. Udviklingsporteføljen forventes i høj grad at drive væksten i de
kommende år gennem en række nye produktlanceringer.

Efter transaktionen vil Lundbeck have en diversificeret portefølje af
markedsførte produkter og en bredere pipeline, der primært er rettet
mod CNS."Dette er en spændende milepæl for vores medarbejdere og vores
selskab," udtaler Jeffrey S. Aronin, administrerende direktør for
Ovation. "Vi har fuldført vores mission om at opbygge en stærk og
hurtigt voksende virksomhed ved at udvikle vigtige lægemidler, som
adresserer udækkede behandlingsbehov hos alvorligt syge patienter -
et engagement, som vi har til fælles med Lundbeck. Vi er meget
imponeret over Lundbecks ledelsesgruppe og mener, at vi ved en
sammenlægning kan fremskynde vores bestræbelser på at takle komplekse
CNS sygdomme samt udvide udvalget af behandlinger, som vi kan tilbyde
patienterne."

Tidspunkt for transaktionen
Med forbehold for endelig godkendelse, herunder fra
konkurrencemyndighederne, forventes transaktionen at blive endelig
gennemført i marts 2009, hvorefter Ovation bliver et fuldt integreret
datterselskab af Lundbeck.

Til patienter, pårørende og plejepersonale
Dagens meddelelse får ingen indvirkning på produktudbuddet eller den
support, der ydes for de produkter, som Ovation i dag har på
markedet. Ligeledes vil der ikke ske nogen ændringer i udbuddet eller
den support, der ydes for Lundbecks nuværende produkter på markedet.

Hovedtal
I henhold til transaktionens vilkår foretager Lundbeck en
engangsbetaling på USD 600 mio. (ca. DKK 3,5 mia.) ved transaktionens
godkendelse. Yderligere betalinger på op til USD 300 mio. (ca. DKK
1,7 mia.) skal erlægges inden for et år fra transaktionens
godkendelse, betinget af, at visse regulatoriske milepæle opnås i
henhold til FDA's godkendelse af Sabril®.

Transaktionen vil blive finansieret gennem en kombination af
eksisterende likvide beholdninger samt ny overtagelsesgæld på DKK 2,5
mia., som er garanteret af Nordea og Danske Bank. Lundbeck anslår, at
den nye gæld vil blive fuldt tilbagebetalt på lidt over ét år fra
transaktionens godkendelse via de forventede pengestrømme fra
driften.

Transaktionen forventes at bidrage positivt til Lundbecks
nettoresultat efter transaktionsomkostninger og afskrivninger
forbundet med akkvisitionen i 2010.

Betingelser
Transaktionen er kun underlagt oplysningspligt og godkendelse i
henhold til visse antitrust-love.

Rådgivere
Lundbeck har antaget Deutsche Bank som finansiel rådgiver og Morgan
Lewis som primær juridisk rådgiver i denne transaktion. Goldman Sachs
er finansiel rådgiver for Ovation, som har antaget Kirkland and Ellis
LLP og Katten Muchin Rosenman LLP som sine juridiske rådgivere.

Baggrundsinformation om Ovation
Ovation, som har hovedkontor i Deerfield, IL, i USA, er grundlagt i
2000 med en målrettet strategi om at købe og udvikle stoffer til det
amerikanske marked og til nicheindikationer med store udækkede
behandlingsbehov.

Selskabet har i dag en portefølje af lægemidler, som enten er
godkendt eller under udvikling. På baggrund af en lovende pipeline på
CNS-området forventes der yderligere produktlanceringer i fremtiden,
og disse nye lægemidler vil kunne behandle en række alvorlige
neurologiske sygdomme.

Selskabets markedsførte produkter inden for CNS omfatter Xenazine®
mod chorea forbundet med Huntingtons sygdom, Tranxene® mod angst,
Nembutal® mod akutte krampetilstande, Cogentin® mod Parkinsons sygdom
og Desoxyn® mod ADHD. Uden for CNS omfatter de produkter, som Ovation
markedsfører, ATryn®, som netop er godkendt af U.S. Food and Drug
Administration til forebyggelse af tromboemboliske komplikationer hos
patienter med arvelig antitrombinmangel, i højrisikosituationer såsom
operationer og fødsler, en portefølje af produkter til hospitaler,
samt hæmatologi/onkologi-behandlinger, som blandt andet omfatter
Panthematin® til behandling af tilbagevendende akut intermitterende
porfyri, som rammer nogle kvinder i forbindelse med deres
menstruationscyklus.

Ovations udviklingsportefølje er hovedsagelig rettet mod CNS og
omfatter Sabril® til behandling af voksne med refraktære komplekse
partielle anfald og til behandling af børn med infantile spasmer;
begge indikationer er for nylig blevet anbefalet til godkendelse af
komitéen Peripheral and Central Nervous System Drugs Advisory
Committee, der er udnævnt af de amerikanske sundhedsmyndigheder
(FDA), clobazam, som er i klinisk fase III til behandling af
Lennox-Gastaut Syndrom, samt en IV-formulering af carbamazepin, som
er i klinisk fase III til behandling af epilepsi.

En fuld beskrivelse, inklusiv en beskrivelse af bivirkningsprofilen
på alle godkendte lægemidler, kan findes på www.ovationpharma.com.

Selskabet har 283 medarbejdere, som omfatter en specialiseret og
erfaren salgsstyrke på 68 ansatte samt en særdeles erfaren og
engageret ledelsesgruppe, som forbliver en del af selskabet efter
transaktionen.

Resultatforventninger til 2008
Lundbeck fastholder resultatforventningerne til 2008. Således vil
omsætningen ligge på mellem DKK 11-11,5 mia., og resultat af primær
drift (EBIT) vil udgøre mellem DKK 2,8-2,9 mia. ekskl. engangsposter.

Lundbeck offentliggør sit helårsresultat for 2008 den 4. marts 2009.

For 2008 forventer Ovation en nettoomsætning på ca. USD 204 mio., en
EBITDA på ca. USD 43 mio. og en EBIT på ca. USD 32 mio.

Telekonference
Lundbeck afholder en telekonference i dag kl. 14.00, dansk tid. Ring
venligst på et af følgende numre for at få adgang til
telekonferencen:


UK:       +44 (0) 20 7162 0025
US:       +1 334 323 6201
Password: Lundbeck

Der vil være mulighed for at høre en gengivelse en time efter
telekonferencen, der vil være tilgængelig i 7 dage. Ring venligst til
et af følgende opkaldsnumre og opgiv adgangskoden:


UK:          +44 (0) 20 7031 4064
US:          +1 954 334 0342
Adgangskode: 815336

Man kan desuden følge telekonferencen live og se gengivelsen på:
http://www.lundbeck.com/investor/presentations/teleconference/default.asp


Ovation kontakt

Presse:
Sally Benjamin Young
Tlf. +1 847 282 5770


Lundbeck kontakt

Investorer:                  Presse:
Jacob Tolstrup               Mads Kronborg
Director, IR & Communication External media
Tlf. 36 43 30 79             Tlf. 36 43 28 51

Palle Holm Olesen
Head of Investor Relations
Tlf. 36 43 24 26



Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som
beskæftiger sig med forskning og udvikling, produktion, markedsføring
og salg af lægemidler til behandling af psykiske og neurologiske
sygdomme. Koncernen havde en nettoomsætning i 2007 på DKK 11 mia.
(cirka EUR 1,5 mia. eller USD 2,0 mia.). Antallet af medarbejdere er
ca. 5.300 globalt. For yderligere information, se www.lundbeck.com.

Attachments

Meddelelse nr. 365.pdf