Nordea styrker sin kernekapitalposition med EUR 3 mia. gennem fortegningsemission og reduceret udbytte for 2008



MÅ IKKE, HVERKEN DIREKTE ELLER INDIREKTE, VIDEREGIVES I ELLER TIL
USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Nordea planlægger at styrke sin kernekapital med EUR 3 mia.
Bestyrelsen foreslår at øge Nordeas aktiekapital ved at udstede nye
ordinære aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer i en
garanteret aktieemission på ca. EUR 2,5 mia., netto,
("fortegningsemissionen"). Derudover foreslår bestyrelsen at reducere
det udbytte, der udbetales efter godkendelse af den ordinære
generalforsamling i 2009 til 19 pct. af resultatet for 2008, hvilket
vil øge kernekapitalen eksklusive hybridkapital med ca. EUR 0,5 mia.
Fortegningsemissionen er betinget af aktionærernes godkendelse på en
ekstraordinær generalforsamling, der afholdes 12. marts 2009.


Transaktionen i sammendrag

*        Nordeas tre største aktionærer, den svenske stat, Sampo Oyj
  og Nordea-fonden (tidligere Nordea Danmark-fonden), der tilsammen
  repræsenterer 36,1 pct. af Nordeas cirkulerende aktier, vil tegne
  deres forholdsmæssige andel af aktierne i emissionen. Derudover har
  Sampo Oyj indvilliget i at garantere 13 pct. af
  fortegningsemissionen (på visse betingelser). Hermed tegnes eller
  garanteres i alt 49 pct. af fortegningsemissionen af Nordeas
  kerneaktionærer.

*        J.P. Morgan og Merrill Lynch International har indvilliget i
  at garantere resten af fortegningsemissionen (svarende til 51 pct.)
  på normale vilkår.

- Jeg er glad for den stærke støtte fra vores eksisterende aktionærer
til at iværksætte disse kapitalstyrkende tiltag. En støtte, som giver
os en ekstra robusthed til at navigere under vanskelige
markedsforhold og usikre makroøkonomiske udsigter. Nordea har en
stærk position og er godt forberedt på udfordringerne i 2009. De
kapitalstyrkende tiltag giver os yderligere fleksibilitet til at
udnytte relevante forretningsmuligheder med høj kreditkvalitet, siger
Christian Clausen, koncernchef.


Baggrund

Siden finanskrisens begyndelse i sommeren 2007 er det lykkedes Nordea
at forblive relativt upåvirket af den ekstreme markedsvolatilitet og
at rapportere meget begrænsede negative priseffekter på finansielle
instrumenter. Nordeas systematiske tilgang til styring af risiko,
kapital og funding har været en væsentlig faktor bag de stabile
resultater.

MÅ IKKE, HVERKEN DIREKTE ELLER INDIREKTE, VIDEREGIVES I ELLER TIL
USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Nordeas resultater for 2008, som er offentliggjort i en særskilt
pressemeddelelse her til morgen, dokumenterer den fortsatte styrke i
den organiske vækststrategi, hvor flere forretninger med eksisterende
privat- og erhvervskunder er den væsentligste drivkraft bag
indtægtsvæksten. Det afspejler Nordeas bredt sammensatte
udlånsportefølje og kundebasens høje kvalitet. Også i 4. kvartal 2008
opnåede Nordea en solid indtægtsvækst og et stærkt resultat før
nedskrivninger på udlån. Med baggrund i den hurtige økonomiske
afmatning er niveauet for nedskrivningerne øget, men det er på linje
med forventningerne set i lyset af omfanget af afmatningen.

Kernekapitalprocenten eksklusive overgangsbestemmelserne var 9,3
ultimo december 2008. Dermed har Nordea en stærk udgangsposition ved
indgangen til et mere udfordrende 2009.

Nordeas bestyrelse og koncernledelse finder det ansvarligt at handle
proaktivt for at positionere banken bedst muligt i forhold til de
risici og muligheder, der opstår i kølvandet på de ekstremt
udfordrende markedsforhold. Nordea søger især at nå følgende mål, som
vil blive understøttet gennem de foreslåede kapitalstyrkende tiltag:


*        Fastholde positionen som en af de stærkere banker i Europa.
  Nordea vil være en af de stærkeste banker i Europa hvad angår
  lønsomhed, effektivitet, kapitalisering, likviditet, funding og
  ultimativt værdiskabelse for aktionærerne målt ved samlet afkast
  til aktionærerne. Når europæiske banker rejser kapital for
  betydelige beløb som reaktion på investorers og andre
  interessenters krav om højere kapitaldækning, ændrer
  konkurrencebilledet sig. Den foreslåede kapitaludvidelse forventes
  at positionere Nordea som en af de bedst kapitaliserede banker i
  Europa. Derudover forventes kapitaludvidelsen at understøtte
  Nordeas nuværende stærke kreditrating, så banken dermed fastholder
  sin nuværende favorable fundingposition i forhold til
  konkurrenterne.

*        At øge robustheden til at navigere under vanskelige
  markedsforhold og usikre makroøkonomiske udsigter. Nordea
  forventer, at kapitalpositionen påvirkes af den økonomiske
  afmatning, primært gennem øgede nedskrivninger på udlån og
  dårligere rating i udlånsporteføljen med deraf følgende højere
  risikovægtede aktiver. I tråd med den stramme risikostyringspolitik
  og i lyset af de økonomiske udsigter, som er mere usikre end
  normalt, anser Nordea det for hensigtsmæssigt at etablere en ekstra
  robusthed, der ligger ud over Nordeas eksisterende solvensmål, til
  at dække sådanne potentielle negative påvirkninger.

*        Skabe fleksibilitet til at udnytte forretningsmuligheder med
  høj kreditkvalitet, der opstår som følge af ubalancer i markedet.
  Som følge af gældsreduktionen og de generelle stramninger hos
  konkurrenterne på de eksisterende kernemarkeder ser Nordea
  potentialet i selektivt at udnytte forretningsmuligheder med høj
  kreditkvalitet til øgede marginaler. Sådanne muligheder indbefatter
  overvejende efterspørgsel efter funding fra kunder med solid
  kreditværdighed, som er ramt af den generelle kreditknaphed i
  markedet. Nordea tror på, at den fortsatte støtte til sådanne højt
  kreditværdige kunder under de nuværende forhold vil forbedre
  lønsomheden og styrke langvarige kunderelationer uden at gå på
  kompromis med den sædvanlige stramme risikostyringspolitik,

*        De foreslåede kapitalstyrkende tiltag skaber en fair og
  transparent markedsbaseret løsning. De kapitalstyrkende tiltag er
  transparente og sikrer en fair behandling af aktionærerne gennem
  fortegningsretten. Den foreslåede fortegningsemission og
  udbyttereduktion vil styrke Nordeas kapitalbase med ren
  aktiekapital og er dermed i tråd med investorernes præference for
  kernekapital af høj kvalitet.


MÅ IKKE, HVERKEN DIREKTE ELLER INDIREKTE, VIDEREGIVES I ELLER TIL
USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.


Finansiel påvirkning

Bestyrelsen har besluttet at foreslå at reducere udbyttet pr. aktie
til EUR 0,20, svarende til en payout ratio på 19 pct. eller en
udbyttebetaling på ca. EUR 519 mio. Dette forslag vil øge
basiskapitalen med ca. EUR 0,5 mia.

Fortegningsemissionen vil på basis af fuld implementering af Basel
II-reglerne sammen med den sparede kapital fra udbyttereduktionen på
proformabasis styrke Nordeas kernekapitalprocent eksklusive
hybridkapital fra 8,2 til 10,0, kernekapitalprocenten fra 9,0 til
10,8 og solvensprocenten fra 11,7 til 13,5 pr. ultimo 2008. På basis
af overgangsbestemmelserne i Basel II-reglerne vil kapitaludvidelsen
på proformabasis styrke Nordeas kernekapitalprocent eksklusive
hybridkapital fra 6,5 til 7,9, kernekapitalprocenten fra 7,1 til 8,6
og solvensprocenten fra 9,3 til 10,7 pr. ultimo 2008.


De væsentligste vilkår

Det samlede nettoprovenu fra fortegningsemissionen efter skønnede
samlede omkostninger ventes at udgøre ca. EUR 2,5 mia. (SEK 26 mia.).
Størrelsen af kapitaludvidelsen, antallet af ordinære aktier, der
skal udstedes, og tegningskursen for de nye aktier i
fortegningsemissionen fastsættes af Nordeas bestyrelse senest 11.
marts 2009.

Den svenske regering, Sampo Oyj og Nordea-fonden, som tilsammen
repræsenterer 36,1 pct. af Nordeas cirkulerende aktier, vil stemme
for fortegningsemissionen på den ekstraordinære generalforsamling
samt tegne deres forholdsmæssige andel af aktierne i
fortegningsemissionen. Derudover har Sampo Oyj indvilliget i at
garantere 13 pct. af emissionen (på visse betingelser).

J.P. Morgan og Merrill Lynch International har indvilliget i at
garantere resten af fortegningsemissionen (svarende til 51 pct.) på
normale vilkår. Herefter vil aktier, der ikke tegnes ved udnyttelse
af tegningsretter eller efter udløbet af tegningsperioden uden
tegningsretter, på visse betingelser og vilkår blive garanteret af
J.P. Morgan og Merrill Lynch International, som sammen med Nordea
Markets fungerer som joint global coordinators og joint bookrunners
for fortegningsemissionen.

De nye ordinære aktier vil på enhver måde være ligestillet med de
eksisterende ordinære aktier. Det gælder således også retten til alle
fremtidige udbytter og andre udlodninger, der deklareres, foretages
eller udbetales efter datoen for tildeling og udstedelse af de nye
ordinære aktier. De nye ordinære aktier er dog ikke berettiget til
udbytte for regnskabsåret 2008.

Der holdes ekstraordinær generalforsamling 12. marts 2009 kl. 09.00
dansk tid i China Teatern i Stockholm. Indkaldelsen offentliggøres
12. februar 2009. Bestyrelsens beslutning om fortegningsemissionen
såvel som anden information om fortegningsemissionen og andre forslag
til den ekstraordinære generalforsamling vil være tilgængelig på
Nordeas hjemmeside www.nordea.com senest to uger inden den
ekstraordinære generalforsamling.

I forbindelse med fortegningsemissionen har bestyrelsen besluttet at
fremsætte yderligere forslag på den ekstraordinære generalforsamling
om ændringer af vedtægterne og en potentiel overførsel af midler til
aktiekapitalen fra anden egenkapital og reduktion i aktiekapitalen.


MÅ IKKE, HVERKEN DIREKTE ELLER INDIREKTE, VIDEREGIVES I ELLER TIL
USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Foreløbig tidsplan

De angivne tidspunkter er indikative. Alle datoer er i 2009.

11. marts                 Sidste dag for bestyrelsen til at fastsætte
størrelsen af kapitaludvidelsen, antallet af ordinære aktier, der
skal udstedes, og tegningskursen for de nye ordinære aktier i
fortegningsemissionen
12. marts                 Ekstraordinær generalforsamling, der skal
godkende bestyrelsens forslag om fortegningsemissionen
13. marts                 Første dag, hvor Nordeas aktier handles
uden tilknyttet tegningsret
17. marts                 Afstemningsdag for aktionærers deltagelse i
fortegningsemissionen
19. marts                 Sidste dag for offentliggørelse af
prospektet
20. marts - 3. april    Tegningsperiode
8. april                     Offentliggørelse af det foreløbige
resultat af fortegningsemissionen
17. april                   Offentliggørelse af det endelige resultat
af fortegningsemissionen
Tidlig maj                 Afslutning af fortegningsemissionen

J.P. Morgan, Merrill Lynch International og Nordea Markets fungerer
som joint global coordinators og joint bookrunners for emissionen.

Pressekonference
Der afholdes telekonference for pressen med koncernchef Christian
Clausen i dag kl. 8.30 dansk tid. Tast: +44 (0)20 3037 9110 for at
deltage i konferencen.

Telekonferencen kan også genhøres indtil 17. februar 2009 på +44(0)20
8196 1998, adgangskode 7308947.

Presse- og analytikermøde
Tid: kl. 10.00 dansk tid
Sted: Smålandsgatan 17, Stockholm

Christian Clausen, koncernchef, Fredrik Rystedt, Group CFO, og
Carl-Johan Granvik, Group CRO, præsenterer resultaterne og besvarer
spørgsmål. Pressemødet holdes på engelsk og vil blive sendt direkte
over internettet på www.nordea.com, hvor præsentationsmaterialet også
er tilgængeligt.

International telefonkonference for analytikere
Tid: 14.00 dansk tid
For at deltage: tast +44 (0) 203 037 9110 senest 10 minutter før (kl.
13.50 dansk tid).

Christian Clausen, koncernchef, Fredrik Rystedt, Group CFO,
Carl-Johan Granvik, Group CRO og Johan Ekwall, leder af Investor
relations, deltager. Efter ledelsens præsentationer vil der være en
mere detaljeret spørgerunde.


Telekonferencen sendes direkte over internettet på www.nordea.com. En
indekseret version vil også være tilgængelig på www.nordea.com.
Telefonmødet kan også genhøres indtil 17. februar på +44 (0) 208 196
1998, adgangskode 3300223#.


Yderligere information

Fredrik Rystedt, Group Chief Financial Officer, +46 8 614 7995
Lauri Peltola, leder af Group Identity and Communications, +358 50
570 5606
Johan Ekwall, leder af Investor Relations, +46 8 614 7852


Informationen indeholdt i denne pressemeddelelse er i
overensstemmelse med det, som Nordea er pålagt at offentliggøre i
henhold til den svenske lov om handel med finansielle instrumenter
(1991:980) og/eller den svenske lov om værdipapirmarkeder (2007:528).
Informationen blev indleveret til offentliggørelse 10. februar 2009
kl. 8.00 dansk tid.

Attachments

Pressemeddelelse PDF.pdf