4. kvartal 2008: Jobindex indfrier forventningerne med flot resultat trods krise på jobmarkedet - og udsigterne for 2009 er også lyse


På et enkelt år er antallet af samtlige danske jobannoncer på internettet
faldet med 50%, og de færreste går ram forbi - heller ikke Danmarks største
jobdatabase Jobindex. Men trods krise og dalende omsætning lever Jobindex som
et af de eneste medieselskaber i Danmark op til forventningerne om et overskud
på 44 mio. kr. før skat og præsenterer et 2008-resultat på 45,3 mio. kr. før
skat. 

I 4. kvartal ramte nedgangen for alvor 
Jobindex har nu for anden gang oplevet et fald i omsætningen. Nettoomsætningen
i 4. kvartal var på 23 mio. kr., hvilket er et fald på 11% i forhold til samme
kvartal 2007. Årsagen er det stærkt faldende omfang af jobannoncering, og til
trods for at Jobindex fortsat vinder markedsandele, går det ikke hurtigt nok
til at kompensere for det markante annoncefald. 

Nedgangen betyder at Jobindex, for første gang i selskabets 13-årige historie,
har været nødt til at opsige medarbejdere. Det skal være med til at nedbringe
omkostningerne med 16 mio. kr. i 2009 i forhold til året før. ”Når
annoncekronerne reduceres til det halve, kan det ikke undgå at ramme selv de
stærkeste på markedet. Desværre må vi, også organisatorisk, tilpasse os den
kraftige opbremsning, og derfor har vi været nødt til at sige farvel til 14 af
vores 79 medarbejdere” siger Kaare Danielsen, direktør for Jobindex. 

Krisen kan styrke Jobindex  
Jobindex har i mange år, med stor succes, haft en aggressiv vækststrategi, men
på grund af recessionen, viger den til fordel for at fastholde og servicere
nuværende kunder. ”Markedet har ændret sig, så nu er det tid til at fokusere
endnu mere på vores eksisterende kunder. Vi har altid været en fleksibel og
tilpasningsdygtig virksomhed, så i 2009 er vi parate til at konsolidere den
eksisterende forretning” siger Kaare Danielsen. 

Forventningerne for 2009 er en nettoomsætning på 80 mio. kr. og et overskud før
skat på 20 mio. kr. samt fortsat vækst i markedsandele. Erfaring fra 2001-03
viser, at kunderne i nedgangstider koncentrerer sig om de største og mest
stabile udbydere, og derfor kan Jobindex endnu en gang komme til at stå
styrket, når markedet igen vender. Samtidig vurderer Jobindex at en økonomisk
krise, en gang for alle, vil flytte de dyre avis-annoncekroner over til den
billigere og langt mere effektive rekruttering på nettet. 

”Der er ingen tvivl om, at vi står over for hårde tider for hele
rekrutteringsbranchen, men Jobindex er den største jobdatabase i Danmark med
alle de fordele, som det giver. Derfor er vi stadig meget optimistiske for
fremtiden. 2009 bliver et svært år for vores branche, men jeg er sikker på, at
Jobindex kommer styrket ud i den anden ende” slutter Kaare Danielsen. 

Vedlagt: 
Kvartalsrapport 4. kvartal 2008 for Jobindex A/S 

Yderligere oplysninger:
Direktør Kaare Danielsen
Telefon 38323360 / 20735010

Attachments

kvartalsrapport 4. kvartal 2008.pdf