cBrain annoncerer vækstplan for 2009-2011: Omsætning på 100 mio kroner


cBrain har iværksat en ny vækstplan for perioden 2009-2011. Den nye vækstplan,
som skal sikre selskabet en omsætning på 100 mio kroner i regnskabsåret 2011,
kaldes for ”Plan-100”, og er baseret på en markant vækst gennem salg af cBrains
nye ESDH-produkt: cBrain F2 (”Elektronisk Sags- og Dokumenthåndtering”). 

---

Ved børsnoteringen i februar 2006 annoncerede cBrain en vækstplan for perioden
2006-2008. Planen er nu gennemført, og cBrain står i dag - både markedsmæssigt,
produktmæssigt og finansielt - i en solid position, som betyder, at cBrain er
klar til at tage næste skridt. På denne baggrund har selskabet iværksat sin nye
vækstplan. 

cBrains eksisterende forretning er baseret på salg af løsninger til
procesunderstøttelse. cBrain forventer, at denne del af forretningen fortsat
vil vokse. Men herudover forventer cBrain at øge omsætningen markant gennem
salg af produktlicenser, baseret på cBrains nye ESDH-produkt: cBrain F2. 

Den nye vækstplan (Plan-100) består af følgende hovedelementer:

•	Fortsat salg af løsninger til procesunderstøttelse.
cBrains eksisterende forretning er baseret på salg af løsninger til
procesunderstøttelse. Teknisk baseres løsningerne på en såkaldt
service-.arkitektur (SOA), og løsningerne bygges ved hjælp af selskabets
bibliotek af softwarekomponenter (”cBrain Process Platform”). cBrain forventer,
at denne forretning kan fastholdes og udbygges, idet væksten dog begrænses af
adgang til kompetente medarbejdere. 

•	Salg af produktlicenser baseret på cBrains nye ESDH-løsning: ”cBrain F2”.
Primo 2009 har cBrain annonceret et nyt ESDH-produkt: cBrain F2. cBrain F2
beskrives som ”sagsbehandlerens desktop”, fordi det nye standardprodukt samler
alle de funktioner, som er nødvendige for en effektiv sagsbehandling, i een
integreret løsning. 
cBrain F2 er udviklet i samarbejde med bl.a Velfærdsministeriet og markedsføres
i første omgang primært mod det offentlige område. Men cBrain forventer, at
cBrain F2 også vil være konkurrencedygtigt inden for en række andre sektorer,
hvor øgede krav til digitalisering og selvbetjening skaber et behov for
produkter, som kan bidrage til en bedre og mere effektiv sagsbehandling. 
Det estimeres, at omsætning fra salg af produktlicenser (baseret på cBrain F2)
vil udgøre over 50% af omsætningen, når selskabets omsætning passerer 100 mio
kroner. 


•	Udvikling af brancheløsninger.
cBrain F2 udgør produktkernen i cBrains produktsatsning. Som led i
implementeringen af Plan-100 forventer cBrain at kunne annoncere en
produktlinie og en række brancheløsninger, som bygges oven på produktkernen
(cBrain F2). Herved udvides markedspotentialet væsentligt. 
cBrain har netop annonceret en aftale med Beierholm Statsautoriseret
Revisionsaktieselskab om leverance af en udvidet ESDH-løsning til brug for ca.
500 brugere. Denne løsning betegnes ”revisorens desktop”, idet den samler og
understøtter styring af kunderelationer, vidensdeling, opgavestyring og
ressourcestyring - kombineret med ESDH - i een integreret løsning. Med
annoncering af denne aftale har cBrain taget første skridt i retning af at
udvikle brancheløsninger, baseret på cBrain F2. 

•	Internationalisering.
cBrain F2 er bygget, således at produktet umiddelbart kan oversættes og
lokaliseres. Som led i implementeringen af Plan-100 forventer cBrain at kunne
annoncere en række skridt mod en internationalisering. Det noteres i den
forbindelse, at cBrain besidder, både via medarbejdere og ledelse, betydelige
internationale erfaringer. 

•	Partnere.
cBrain har annonceret de første aftaler med partnere. Disse aftaler er i dag
primært rettet mod samarbejder omkring konsulentydelser. Som led i
implementeringen af Plan-100 forventer cBrain at kunne annoncere et sæt af
udviklingsværktøjer, som vil gøre det muligt for både partnere og slutkunder at
kunne tilrette og videreudvikle cBrain F2 og kommende brancheløsninger. Teknisk
baseres udviklingsværktøjer, ligesom både cBrain F2 og brancheløsninger, på
cBrains bibliotek af software komponenter (”cBrain Process Platform”). 



Med venlig hilsen
Per Tejs Knudsen
CEO


Yderligere information:

Anne Dorthe Hermansen, IR 
Telefon: 40 11 86 08
e-mail: adh@cbrain.dk

Attachments

kf2009 04 plan100 fv.pdf