Nordea Invest Årsrapport 2008


Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest har på bestyrelsesmødet den
20. februar 2009 besluttet at indstille foreningens regnskab til godkendelse på 
generalforsamlingen den 24. marts 2009.                                         

Udviklingen i foreningen                                                        
Ved udgangen af 2008 var den investerede formue i Investeringsforeningen Nordea 
Invest 47,7 mia. kr. Foreningens samlede afkast blev på -10,2 mia. kr. Heraf    
tegnede aktieafdelingerne sig for -10,1 mia. kr. som følge af den meget negative
udvikling på aktiemarkederne, mens obligationsafdelingerne gav et positivt      
afkast på 0,4 mia. kr. De blandede afdelinger gav et afkast på -0,5 mia. kr.    
Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen den 24. marts 2009, at der       
udbetales 1,1 mia. kr. i udbytte i obligationsafdelingerne, og 0,4 mia. i       
aktieafdelingerne, mens der udbetales 0,1 mia. i de blandede afdelinger. Selvom 
årets afkast var negativt i aktieafdelingerne, de blandede afdelinger og de mere
risikobetonede obligationsafdelinger udbetales der udbytte i enkelte af disse   
afdelinger. Dette skyldes overvejende lovmæssige og skattetekniske krav.        

Finanskrise for fuld styrke                                                     
2008 blev året, hvor finanskrisen eskalerede med negative følger for            
stabiliteten og udviklingen i den globale økonomi. Krisen startede blandt banker
og andre finansielle institutioner, der begyndte at få tab på usikre boliglån,  
og blandt globale investorer, der havde investeret i de komplicerede            
strukturerede produkter bag lånene. I september eskalerede krisen, da flere     
store amerikanske banker og kreditforeninger enten gik konkurs eller blev sat   
under administration. Det fik de globale pengemarkeder til at fryse til.        
Panikken betød, at investorer overalt i verden solgte ud af deres aktiver for at
sikre likviditet, og det skabte en negativ spiral. Regeringer og centralbanker i
både USA, Asien og Europa trådte til med rentenedsættelser og hjælpepakker for  
at undgå et totalt finansielt kollaps.                                          

Aktieafdelingerne                                                               
I 2008 blev Nordea Invests aktieafdelinger ramt af de voldsomme kursfald på de  
globale aktiemarkeder. 13 ud af 22 aktieafdelinger klarede sig bedre end        
markedsudviklingen. Nordea Invest Stabile Aktier, der er den største            
aktieafdeling i Nordea Invest, faldt 23,3 pct. Det er 14,4 procentpoint bedre   
end markedsudviklingen, og resultatet er en konsekvens af afdelingens defensive 
strategi. Nordea Invest HealthCare, der faldt 18,3 pct., klarede sig bedst      
blandt aktieafdelingerne, mens Nordea Invest Østeuropa med et fald på 65,1 pct. 
gav det laveste afkast, til trods for at afdelingen klarede sig bedre end       
markedsudviklingen.                                                             

Obligationsafdelingerne                                                         
De danske obligationsafdelinger klarede sig efter omstændighederne pænt i 2008. 
Nordea Invest Direct, der er den største afdeling i Nordea Invest, steg 5,0 pct.
Årets bedste afdeling blev Nordea Invest Globale obligationer, som steg 8,0 pct.
De dårligste obligationsafdelinger blev Nordea Invest HøjrenteLande og Nordea   
Invest High Yield Bonds, der faldt henholdsvis 14,6 pct. og 20,8 pct.           
Resultaterne skal ses i lyset af, at investorer overalt i verden solgte ud af   
obligationer i virksomheder og mindre udviklede lande og flyttede deres midler  
over i aktiver med en lavere risiko.                                            

Tre nye afdelinger i Nordea Invest                                              
Nordea Invest lancerede tre nye afdelinger i 2008. Nordea Invest Kapitalsikring
var en blandet afdeling, der er forsynet med en forsikring mod tab. Allerede i
løbet af afdelingens første år trådte forsikringen i kraft på grund af den
negative udvikling på de finansielle markeder. I maj blev Nordea Invest Kina
lanceret. Lanceringen faldt sammen med, at finanskrisen eskalerede. Selv om
afdelingen klarede sig bedre end markedsudviklingen, endte den året med et fald
på 40,0 pct. I oktober blev Nordea Invest Fonde lanceret. Det er en ny
obligationsafdeling, der henvender sig til fondes behov. Afdelingen gav et
afkast på 8,2 pct. frem til årets 
udgang.                                                                         

Årsrapport 2008 tilgængelig fra den 23. februar 2009                            
Årsrapport 2008 kan fra den 23. februar 2009 bestilles hos Nordea Invest eller
downloades på www.nordeainvest.dk. 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til administrerende direktør Cristina Lage på   
telefon 33 36 06 00.                                                            


                               Med venlig hilsen                                
                                 Nordea Invest                                  

Lars Eskesen 		                      Cristina Lage                         
Bestyrelsesformand                               Adm. direktør