Årsrapporter fra BankInvest foreningerne


Årsrapporter fra BankInvest foreningerne

Bestyrelsen har i dag behandlet og vedtaget årsrapporterne for BankInvest
investerings-, special- og hedgeforeninger m.fl., respektive afdelinger heraf,
som er optaget til notering på den særlige markedsplads for
investeringsforeninger. 

Ved starten af 2008 havde de fleste økonomier det tilsyneladende godt med
udsigt til fortsat vækst og indtjening. Fra sensommeren begyndte kreditkrisen
imidlertid at ramme den økonomiske udvikling i et tempo, som ikke er set siden
1930'erne. Først tillidsindikatorer og dernæst forbrug og investeringer, mens
råvarepriserne styrtdykkede. Samlet betød dette en uhørt kraftig opbremsning af
økonomierne, hvor de industrialiserede lande fik negativ vækst i sidste kvartal
af 2008 og først udsigt til vending mod slutningen af 2009. Emerging
Markets-landene har fortsat positiv vækst, men den er minimeret på få måneder. 

Samlet betød udviklingen i 2008 markante kursfald på alle aktiemarkeder. De nye
markeder faldt generelt mere end de etablerede markeder. På
obligationsmarkederne blev først og fremmest virksomhedsobligationerne ramt af
kursfald. Både på de etablerede og på de nye markeder, selvom sidstnævnte igen
blev ramt hårdere. Værst gik det imidlertid ud over obligationer udstedt af den
finansielle sektor. Faldende renter i andet halvår betød kursstigninger på
statsobligationer, mens realkreditobligationerne blev negativt påvirket af den
generelt svigtende tillid til ejendomssektoren blandt internationale
investorer. 

Medlemmerne i investeringsforeningerne under BankInvest kan derfor se tilbage
på et år med store kurstab. Tab, som kommer efter en årrække med positiv
udvikling. Værst ser det det ud for aktieafdelingerne fra forskellige Emerging
Markets, men også aktier på de udviklede markeder, herunder danske aktier, er
ramt hårdt. Blandt obligationsafdelingerne er det også afdelinger rettet imod
Emerging Markets, som har de største fald, men også danske
obligationsafdelinger har givet et mindre negativt afkast. 

 
 
Årsrapport med beretning, regnskab og nøgletal for den enkelte forening er
vedlagt og vil ligeledes kunne rekvireres hos investeringsforvaltningsselskabet
BI Management A/S eller downloades via foreningernes hjemmeside
www.bankinvest.dk 

Regnskaberne vil blive fremlagt til godkendelse på foreningernes ordinære
generalforsamling: 

Onsdag den 15. april 2009 kl. 16.00, i den gamle Børsbygning,
Slotsholmsgade 1, 1217 København K.

Spørgsmål til årsrapporterne kan rettes til investeringsforvaltningsselskabets
direktør Christina Larsen på tlf. nr. 77 30 90 00. 


Med venlig hilsen

BankInvest gruppens Investerings-, Special- og Hedgeforeninger
 


Uffe Ellemann-Jensen	Ingelise Bogason
Bestyrelsesformand	      Næstformand

Attachments

investeringsinstitutforeninge bankinvest mix.pdf