Nr. 4/2009 Århus Elite A/S: Århus Elite skal have ny koncernchef


Århus, den 19. marts 2009

PRESSEMEDDELELSE                                                                


Århus Elite skal have ny koncernchef                                            

Lars Windfeld har meddelt bestyrelsen for Århus Elite A/S, at han ikke vender   
tilbage til stillingen som koncernchef. Århus Elite er i gang med at afsøge     
markedet for mulige afløsere og håber at kunne have en ny koncernchef på plads  
inden sommer.                                                                   

”Alle i Århus Elite A/S er dybt berørte af situationen og kede af, at Lars      
desværre ikke vender tilbage. Århus Elite har under Lars' ledelse gennemgået en 
flot udvikling, og vi har rigtig meget at takke Lars for. Desværre har Lars'    
sygdom vist sig længerevarende end umiddelbart antaget, og vi er derfor blevet  
enige om, at han ikke skal tilbage som koncernchef i Århus Elite. Når Lars igen 
er rask, vil vi tage en dialog med ham om i hvilken udstrækning, vi kan benytte 
hans mange styrker i og omkring Århus Elite”, siger Torben Bjerre-Madsen,       
formand for bestyrelsen i Århus Elite A/S.                                      

Århus Elite A/S har i nogen tid været forberedt på, at denne situation kunne    
opstå og havde derfor påbegyndt overvejelserne omkring rekrutteringen af en ny  
koncernchef.  Det arbejde sættes der nu yderligere fart på med det mål, at der  
inden sommeren er en ny koncernchef på plads.                                   

Indtil da varetages den daglige ledelse i Århus Elite A/S fortsat af en         
ledelsesgruppe bestående af vicedirektør Jørgen Noes, økonomichef Ib Grosbøl    
Selmann og Atletions direktør, Peter Kjærgaard. Gruppen refererer direkte til   
Torben Bjerre-Madsen.                                                           

Forpligtigelserne som bestyrelsesformand i AGF Fodbold varetages fortsat af     
bestyrelsens næstformand Jens Harmsen, mens den daglige ledelse i AGF Fodbold   
varetages af Jørgen Noes i tæt samspil med sportschef Brian Steen Nielsen.      

For spørgsmål kontakt: Torben Bjerre-Madsen, bestyrelsesformand Århus Elite A/S,
tlf. 22 23 50 00

Attachments

arhus elite pressemeddelelse 19-03-2009.pdf