Cheminovas rapport om Corporate Social Responsibility (CSR) for 2008 er offentliggjort i dag


I den 37 sider lange rapport kan man bl.a. læse at:

• Cheminova har accelereret udfasningen af giftige produkter
I Colombia, Argentina, Cuba og Indien er WHO klasse I produkter udfaset
tidligere end lovet. Det drejer sig om insektmidlerne methamidophos, methyl
parathion og phorat, der ifølge planen først skulle have været udfaset med
udgangen af 2009. 

• Udnyttelsen af brint som energikilde har nedbragt CO2-udledningen med 5.200
tons 
Cheminovas nye anlæg til udnyttelse af spildproduktet brint har fungeret efter
hensigten, og brinten har gjort det muligt at reducere forbruget af fossilt
brændstof i form af naturgas med ca. 10%. 

• Et moderne anlæg til kemikalieforbrænding er taget i drift i Indien
På Cheminovas fabrik i Indien sikrer det nybyggede forbrændingsanlæg, at fast,
flydende og gasformigt kemikalieaffald kan destrueres ved høje temperaturer i
henhold til de nyeste normer for denne type affaldshåndtering. 

• Cheminova har revideret mission, vision og værdier
Et moderniseret værdisæt er under udrulning i hele Cheminovas globale
organisation, således at alle medarbejdere involveres i processen med at
omsætte værdierne til handling. Cheminovas mission er: 
Vi bidrager til at forbedre livsbetingelserne for verdens befolkning ved at
levere produkter, der medvirker til at forøge udbytte og kvalitet af
landbrugets afgrøder, så verdens behov for fødevarer kan dækkes. 

Rapporten har i lighed med sidste års rapport påtegning af uafhængig revisor.

Rapporten findes på www.cheminova.dk.

Henvendelse vedr. denne meddelelse kan ske til Lars-Erik Kruse Pedersen,
underdirektør, kommunikation på tlf. 9690 9690 eller e-mail:
lars-erik.pedersen@cheminova.com.